Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Før søndagen

Det har været et chok at se Jesus røre den dødes båre

Lucas Cranach Den Yngre (1515–1586) er en af de kunstnere, der har skildret Jesu opvækning af enkens søn. Værket dateres til år 1569.

Gravskik: På Jesu tid bar jøderne deres døde ud af byen og begravede dem i en gravhule tilhørende slægten. Søndagens tekst afviger på et afgørende punkt

Den døde mand når aldrig så langt som til gravhulen, da han i søndagens evangelietekst bæres ud af byen af sin mor og et følge. For Jesus møder dem på vejen og vækker ham til live. Den tekst, der i morgen prædikes i landets kirker, udtrykker en klassisk håndtering af lig, som det var skik blandt jøder på den tid. Når den døde mand bæres uden for byen, skyldes det, at død var forbundet med urenhed. Det fortæller Carsten Vang, der er lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

”En død var uren, og dem, der havde med den døde at gøre, blev også urene. Derfor skulle den døde også ud af det hus, som vedkommende lå i, og bæres ud til en gravplads, som typisk lå uden for byen.”

Hvorfor den døde betragtedes som uren, er der ifølge Carsten Vang flere bud på blandt forskere.

”Ét bud går på, at den døde krop relativt hurtigt udskiller kropsvæsker, og kropsvæsker betragtes som urene. Menstruerende kvinder og mænd med sædafgang er tilsvarende urene og skal gennemgå renselsesritualer, som beskrives i Tredje Mosebog. Et andet bud er, at døden opleves som udtryk for syndens virkelighed. Synden bliver opfattet som det at ramme ved siden af Guds vilje og er måske derfor blevet forbundet med urenhed.”

Familien og hele landsbyen deltog typisk i ligtoget, som endte ved en gravhule, der tilhørte den afdødes slægt. Det var forholdsvist nemt at lave gravhuler i de bløde kalkklipper, som der er mange af i området omkring Galilæa, hvor søndagens tekst udspiller sig. Gravhulen var typisk et rum med hylder langs de tre af væggene. På en af hylderne lagde man den døde og satte så en sten foran hulen, forklarer Carsten Vang.

”Det næste år skulle den døde ligge der, mens kroppens bløddele rådnede væk, så der til sidst kun var knogler tilbage. Herefter åbnede man igen ind til hulen og lagde knoglerne i en lille kiste af kalksten, hvorpå der blev ridset eller skrevet den afdødes navn. Knoglekisten blev så sat ind i en gravniche i hulen ved siden af andre knoglekister med rester fra andre af familiens døde,” siger han, og tilføjer: ”Besøger man i dag Oliebjerget ved Jerusalem, kan man ved kirken Dominus Flevit se en åben gravhule, hvor arkæologer har fundet benkister fra Jesu tid.”

Graven var ikke et sted, man besøgte for at mindes de døde. For også gravhulen var forbundet med urenhed, forklarer Carsten Vang.

”Og modsat filistre, kanaanæere, egyptere og babyloniere gav jøderne på gammeltestamentlig tid ikke deres afdøde mad og andre gaver med i graven. Andre kulturer havde forestillinger om, at den døde skulle på en rejse i det hinsides, men det havde man ikke blandt jøderne. Og når arkæologer siden har udgravet jødiske grave i det gamle Israel, har der typisk ikke været andre ting i gravene end knogler. Frem mod vor tidsregnings begyndelse var der dog jødiske familier, som blev påvirket af den græske tilgang, der vandt indpas i området, hvor man gav den døde en mønt med i munden. Så var det betaling til færgemanden, der skulle sejle den døde over dødsrigets flod,” siger Carsten Vang.

I Det Gamle Testamente nævnes der ikke meget om, hvad der sker efter døden. Dødsriget kaldes ”skyggernes land”, ”mørkets land” og ”mulmets land”. Men omkring den tid, hvor Jesus levede, var der en stor diskussion blandt jøderne om, hvorvidt de døde ville opstå på dommedag. Mens præstekredse udtrykkeligt mente, at det ikke var tilfældet, var farisæerne uenige og mente, at der ventede en opstandelse. Så længe skulle den døde mand i søndagens tekst nu ikke vente. Han gik jo levende derfra. Men inden opvækkelsen er der en detalje i historien, som nutidige læsere måske ikke vil fæstne sig ved, men som ikke desto mindre har været meget chokerende i datidens Israel, fortæller Carsten Vang.

”Jesus rører ved båren. Det ville en rettroende jøde aldrig gøre på den tid, med mindre han var tvunget til det som nærmeste pårørende til den døde. Han ville derimod stå på afstand og sørge for ikke at blive uren. Når Jesus alligevel rører ved båren, viser det, at der er en renhed i ham, som er stærkere end dødens urenhed, og som fortrænger den. Jeg forestiller mig, at folkene i ligtoget er blevet meget chokeret over den adfærd.”