Prøv avisen
Kirkeanalyse

Det hjælper at tale med de elskede – også når de er døde

Foto: NIMA STOCK

Mens der diskuteres kontakt mellem levende og døde i folkekirken, er det værd at bemærke, at det ifølge forskningen er udbredt, at mennesker fornemmer, at deres kære afdøde er til stede. Ovenikøbet opleves nærværet som gavnligt

Det er langt ude, sjældent og vist også nærmest vanvittigt, når folk tager alvorligt, at de kommunikerer med de afdøde, som de har holdt af. Det får man i hvert fald indtryk af, når man læser indlæg i den verserende kirkestrid om forholdet mellem kristendom og kommunikation med døde. Fornuften siger, at man ikke kan tale med afdøde. Det er hallucinationer, der hører hjemme i psykiatrien.

Disse synspunkter forholder sig imidlertid ikke til en videnskabelig virkelighed. Her ligger der nemlig entydig forskning, der gennem mange år har peget på, at samtale og fornemmelse af tilstedeværelse af de afdøde er overordentlig normale fænomener. De er tilmed som regel gavnlige. Folk tør bare ikke tale højt om det.

I en af undersøgelserne spurgte et forskerhold 293 enker og enkemænd i Wales, om de havde haft ”hallucinatoriske” eller ”illusoriske” oplevelser med deres afdøde ægtefælle. Der blev spurgt til, om de havde mærket vedkommendes tilstedeværelse tydeligt, og der blev spurgt separat til, om de havde haft oplevelser af at se, at høre eller at føle ægtefællen.

Næsten halvdelen – 46,7 procent – havde haft sådanne oplevelser. Mest hyppig var oplevelsen af tilstede- værelse, og oplevelserne havde ofte varet i mange år. 36 procent af de interviewede havde stadig oplevelserne. Mindre hyppig var oplevelsen af at høre eller se den afdøde, og hver 10. havde haft samtaler med de afdøde.

Der var generelt ikke forskel på kvinder og mænd, men kvinderne havde hyppigere set og hørt den afdøde, mens mændene oftere talte med de afdøde. Der var en svag tendens til, at oplevelserne var hyppigere, jo længere ægteskabet havde varet, og jo lykkeligere det havde været. Langt de fleste oplevede den afdødes tilstedeværelse som hjælpsom og gavnlig for dem.

Der var næsten ingen personlige forskelle mellem dem, der havde oplevelserne, og dem, der ikke havde. Der var slet ingen forskel, hvad angik dødsårsagen, den kulturelle baggrund, boligforhold, flytning, social isolation eller behandlingskrævende depression.

Der er gennem årene lavet en del af sådanne undersøgelser, også i andre kulturelle sammenhænge. Tallene kan svinge en smule, men det store billede er fælles: Det er et fuldstændigt normalt og i reglen gavnligt fænomen at være i kontakt med de afdøde kære.

Gavnlige er omverdenens reaktioner imidlertid sjældent, og folk holder ofte den slags for sig selv. I en amerikansk undersøgelse spurgte man direkte de efterladte, om de nogensinde havde diskuteret deres oplevelser med nogen. Det angav 54 procent, at de ikke havde, særligt ønskede man ikke at tale med lægen om det.

I nyere tid fik teologen Anne Austad i Norge sin ph.d.-grad på en afhandling, der indeholdt et teologisk nysgerrigt spørgsmål om, hvorledes folk fortolkede deres oplevelser. Hun havde dybde-interviewet 16 personer med sådanne oplevelser, og afhandlingen handlede især om folks egen måde at forstå og forholde sig til oplevelserne. Hun fandt, at det ikke var nogen nødvendighed, at der havde været stor sorg, og måske lidt overraskende, at det ikke var nødvendigt, at de interviewede besad et religiøst eller spirituelt verdenssyn, hvor man troede på den slags. Oplevelserne kom tilsyneladende bare til nogle mennesker, og igen var det langt de fleste, der oplevede, at det var positivt, og at de blev hjulpet af kontakten med den afdøde.

De fleste videnskabelige undersøgelser er skrevet til psykiatriske tidsskrifter, og ord som ”hallucination” går igen i beskrivelserne. Men er det rimeligt at betragte almindelige og sædvanligvis positive oplevelser som en psykisk sygdom – eller en afvigelse? Det spørger artiklerne også om.

På samme måde kan man spørge: Er det rimeligt, at præster, psykologer, psykiatere og praktiserende læger, der systematisk taler med efterladte, alene orienterer sig ud fra rationalistiske eller teologiske dogmer? De udelader tilsyneladende dermed et almindeligt forekommende og potentielt gavnligt felt for de efterladte. Ja, det gælder vel hvem som helst, der interesserer sig for virkelighedens og ikke de forudfattede meningers mangfoldighed.

Peter la Cour er ph.d. i religionspsykologi.