Det jødiske samfund afværger kosherkrise

Efter flere måneder uden en butik for religiøst blåstemplede madvarer har danske jøder sikret fremtiden for landets eneste kosherbutik

Slagteren Gil Zchout er ny ejer af Danmarks eneste kosherforretning. På trods af det lille kundegrundlag ser han alligevel optimistisk på forretningens fremtid. –
Slagteren Gil Zchout er ny ejer af Danmarks eneste kosherforretning. På trods af det lille kundegrundlag ser han alligevel optimistisk på forretningens fremtid. – . Foto: Jens Welding Øllgaard.

På skrivebordet i et lille baglokale til en butik på Ydre Østerbro i København ligger Femte Mosebog klar til brug. I lagerrummet ved siden af står pakker med matze-mel til ugæret brød, dåser med tun og andre varer, religiøse jøder kan spise med god samvittighed. Og ude i køledisken ligger store stykker oksekød klar til opskæring. For blot få uger siden var disken tom.

Kosherbutikken i København spiller en central rolle for det jødiske samfund i Danmark. Her har jøder i flere årtier kunnet købe præcis de madvarer, som religionen tillod, men i løbet af de seneste tre måneder er jøder blevet mindet om, at en kosherbutik på dansk grund ikke er en selvfølge.

Indtil for nylig har rigmanden Gunner Ruben holdt kosherforsyningen kunstigt i live med tilførslen af flere millioner kroner til forretningen på Østerbro. Men op til den jødiske påske, pessah, i april satte sygdom og økonomiske problemer en stopper for pengestrømmen.

Under pessah er kosher-reglerne særligt strikse, men få dage før højtiden måtte butikken meddele, at både lageret og pengekassen var tom. Gode råd var dyre, men Det Jødiske Samfund i Danmark formåede at lynimportere mad til pessah-fejringen og afholde et improviseret marked i synagogen.

Imens er en ny løsning blevet forhandlet på plads med forretningens mangeårige slagter, Gil Zchout. Han har arbejdet i butikken, siden han kom til Danmark fra Israel for 25 år siden. Han han nu overtaget den svære opgave at få butikken til at køre rundt.

”Det blev nødvendigt med et generationsskifte i butikken, og nu er mit mål at skabe en bæredygtig forretning,” siger Gil Zchout og mindes krisestemningen i april.

”Under pessah var det tæt på kaos. Det svarer jo til, at supermarkederne er tomme ved juletid. Jeg stod bare i butikken og kunne intet gøre,” siger Gil Zchout.

Det kan han nu. Gil Zchout er blevet eneejer og arbejder i samarbejde med Det Jødiske Samfund i Danmark for at skabe en kosherbutik, der kan overleve høje importpriser og begrænset efterspørgsel. Nu har butikken ændret navn til Gils Deli for at tiltrække flere end de omtrent 150 husholdninger i Danmark, der spiser efter kosherreglerne. Samtidig har Gil Zchout skåret ind til benet økonomisk og klarer sig indtil videre uden medarbejdere.

På grund af terrortruslen mod jødiske institutioner har efterretningstjenesten PET udstyret Gils Deli med gitre for vinduerne og en lås på døren, som kun kan åbnes af ejeren.

I løbet af Kristeligt Dagblads besøg ringer det kun på døren en enkelt gang, og kunden må betale betragteligt mere for sit nyudskårne oksekødspålæg end hos den lokale Føtex. Alligevel er Gil Zchout fortrøstningsfuld.

”Hvis man er ude på at tjene penge, er en kosherbutik i Danmark nok ikke den bedste idé, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Jeg er selv religiøs og føler, at det er enormt vigtig, at vi har en kosherbutik i Danmark. Hvis vi ikke støtter op om den jødiske aktivitet i landet, falder det hele fra hinanden,” siger han.

Der bor 5000-7000 jøder i Danmark, og det er kun et fåtal, der spiser efter kosherreglerne. Alligevel har Gil Zchout oplevet stor opbakning til sit foretagende fra Det Jødiske Samfund. Frivillige kræfter har hjulpet ham med at designe butikkens logo, sende nyhedsbreve ud samt istandsætte butikken op til åbningsdagen i slutningen af juni. Her stod kunderne i kø i op til halvanden time.

”Jeg tror, vi satte kunderekord den dag, selvom det var sommerferie og hverken helligdag eller højsæson. Folk var enormt glade, og atmosfæren var dejlig,” siger Gil Zchout.

Det har i mange år været svært at få en kosherbutik til at køre rundt i Danmark. Butikken er gået konkurs tre gange i løbet af de seneste årtier ifølge den danske rabbiner Jair Melchior.

”Vi er vant til at finde løsninger på problemer som disse, og det er vores pligt at skaffe kosher til vores menighed. Vi er enormt taknemmelige for den tidligere ejer, for han har tabt mange penge, men nu skal vi skabe rammerne for en bæredygtig kosherforretning,” siger Jair Melchior.