Prøv avisen
Kirkeanalyse

Lektor: Det kan Joy Mogensen (S) gøre i 2020

Joy Mogensen (S) vendte tilbage som kirke- og kulturminister den 1. januar efter orlov. Foto: Leif Tuxen

Nu er kirkeminister Joy Mogensen (S) igen i funktion. Og der er nok at tage fat på i det nye år. De indre kirkelige udfordringer skal hun være varsom med at blande sig i, regeringens almindelige politik skal hun forholde sig til, og flere akutte kirkepolitiske udfordringer skal hun løse

Der foregår i disse år en markant udvikling i de måder, folk og kirke samvirker på i Danmark.

I det kommende år skal der for eksempel samles op på den diskussion om gudstjenestens former, som folkekirkens biskopper har sat i gang. Her hænger tilsyneladende indre kirkelige forhold sammen med ydre reguleringer, som det lige nu ses i forbindelse med definitionen af, hvad der er gudstjeneste, og hvad der er en koncert i forhold til Koda-afgiftsreglerne.

Lignende udfordringer af regulativerne kan der opstå i forbindelse med brugen af den nye bibeloversættelse, der udkommer i år. På alle sådanne områder er det gode råd, at kirkeministeren følger interesseret med, men holder fingrene væk, til der måske bliver kaldt på hende.

Det samme gælder den regulering af stiftsgrænserne, der kan komme til debat i forbindelse med bispevalget i Helsingør, sådan som tilfældet var ved det seneste bispevalg i det store stift.

Regeringen planlægger blandt andet indsatser for miljø, klima, nedslidte ældre, udsatte børn, ensomme mennesker og integration. Ingen af emnerne ligger fjernt fra folkekirkens diakoni og teologi. Det er før set, at en kirkeminister har taget regeringspolitikken med ind i folkekirken. Det sås med byfornyelsen og den psykiatriske indsats i Nyrupregeringernes dage.

Måske kunne folkekirken have brug for et klimatjek?

Ministeren skal næppe udfordre menighedsrådene til at formidle plejefamilier til udsatte børn, sådan som I.C. Christensen foreslog det i forbindelse med menighedsrådenes oprettelse i 1903. Men der er god brug for frirum med omsorg for udsatte børn i kirkens kor- og børnearbejde.

Måske er tiden inde til at udvide ordningerne om besøgsvenner for ældre og venskabsfamilier for indvandrere med flere kirkelige tilbud til udsatte børn.

Det hører til folkekirkeordningens logik, at en kirkeminister godt må give udtryk for regeringens politiske program, selvom det er klogt at træde varsomt, når det gælder om at omsætte regeringens politik-områder til praksis i folkekirken.

Samtidig er der mindst fire bundne opgaver, som kirkeministeren skal bidrage til løsningen af, hvis hun ikke skal gå ud af 2020 med samme anklage for langsommelighed, som har ramt andre dele af regeringen. På to områder ligger der mere eller mindre færdige oplæg, der skal forhandles på plads.

Det gælder afhjælpning af den akutte præstemangel, antageligt især gennem udvidelse af brugen af den såkaldte paragraf 2-adgang til at søge præsteembede. Og det gælder adgangen til dobbelt medlemskab af folkekirken og et andet trossamfund på samme tid. Det kan være et vigtig skridt i samvirket mellem migrantmenighederne og folkekirken. Den åbne adgang til medlemskab er et vigtigt arbejdsredskab for folkekirken, som ikke må spærres for mennesker, der kan have gode grunde til at komme i et andet trossamfund og samtidigt have medlemskab af folkekirken.

Praksis omkring bestyrelsen af Fællesfondens midler, som behandler så stor en del af folkekirkens penge, er ikke tilfredsstillende. Spørgsmålet er: Hvordan kan en bedre ordning se ud?

Endelig fylder Landsforeningen af Menighedsråd 100 år i 2020, og mon ikke foreningen får den fødselsdagsgave, som man mest ønsker sig: overtagelse af statens forhandlingsret i forhold til de af menighedsrådene ansatte kirkelige medarbejdere.

Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi.