Ydmyghed. Er det et ord, vi stadig kender i vores individualiserede konkurrencesamfund? Spørgsmålet stilles af historikeren David Gress på baggrund af søndagens bibeltekst, hvor de bedrevidende og skråsikre skiftkloge stilles over for Jesu lille flok af enfoldige får, som til gengæld har fået løfte om det evige liv.
Ironisk nok, så handler denne samtale med historikeren og filologen David Gress – som vil være kendt af mange for sine ultraskarpe, liberale synspunkter, uenighed med alle andre på et højt intellektuelt niveau og et alsidigt forfatterskab – om ydmyghed og dumhed. Han er døbt i den anglikanske kirke, men er i dag katolik.
”Søndagens tekst er som meget andet hos Johannes mangetydigt. Men det er en pragtfuld tekst. Flertallet, altså de skriftkloge og intellektuelle jøder med de rigtige meninger, har set Kristi vidnesbyrd, men de har ikke fattet det. Men fårene, de mest enfoldige væsener, dem bruger Jesus til at fremhæve, at det ikke er forstand eller verdslig status, som er afgørende, for hans får har fattet det, som de skriftkloge ikke har, og derfor giver han dem evigt liv,” siger David Gress.
I morgen prædiker landets præster over beretningen om Jesu lille fåreflok. Men i dag er det 9. april, Danmarks besættelse.
”Billedet med hyrden og fårene kan jeg godt se i en sammenhæng med Besættelsen. Der var virkelig fare på færde, men selv statsminister Stauning kunne i sin nytårstale ved årsskiftet 1940 bebude, at danskerne nok ikke kunne prioritere et forsvar af landet. Den kunne Tyskland så indkassere ganske gratis. Der var advarende røster, men de blev overhørt, folk var tilsyneladende ligeglade, skræmte eller ville ikke tænke på muligheden af et tysk angreb. De så ikke tidens tegn. Siden var det mindretallet i Danmark, modstandsfolkene, der kæmpede for håbet,” siger David Gress.
I søndagens tekst udfordres Jesus af de skriftkloge jøder. Men Jesus svarer dem ved at henvise til den enfoldige fåreflok, som hører hans røst. Det er også opfordringen til os som mennesker i dag.
”I dag er der meget kristentro, man kunne kalde pave Frans/Kjeld Holm-kristendommen, som jeg altid har været modstander af. Ved altid at prise godheden og tolerancen, og at vi alle bliver frelst, så bliver det hele lidt for selvglad. Derfor synes jeg, at dette skriftsted er så velsignet rettet imod, at I ikke skal tro, at bare fordi I har de rigtige meninger på bjerget, så behøver I ikke at have fattet noget som helst,” siger David Gress.
I dag underviser Davis Gress i historie på det amerikanske gymnasium i Schweiz, TASIS. Han har gennem alle årene selv gået imod strømmen og imod de rette meninger på bjerget. Som liberal er David Gress optaget af det frie valg. Men valget er ikke betingelsesløst, det er også forbundet med kultur, historie og ikke mindst religion. Kristendommen er for ham Europas fundament. Derfor er der for David Gress altid et element af dannelse i det frie valg, hvis det skal være til gavn for samfundet og udvikling for borgerne.
”Jesus siger videre i teksten, at de gerninger, jeg gør i min faders navn, vidner om mig. Jesus forlanger ikke engang overtro, men siger bare, at jeg har gjort nogle ting, som I burde have set for at vide, hvem jeg er. Så jeres manglende tro er i virkeligheden ikke mit problem, mener Jesus.”
Det er så også den krasse virkelighed for os i dag.
”Den er jo hård at sluge for moderne mennesker, for hvem den gode hensigt jo trumfer alt. Oversat til teologi betyder det, at man mener, at alle kommer i himlen bare de har de rette meninger. Som mange andre steder hos Johannes taler denne tekst skarpt imod det standpunkt. Ingen er sikker på noget som helst, andet end at der kommer en dom efter døden,” Derfor er et begreb som ydmyghed i kristen forståelse centralt for David Gress.
”Igen hænger det sammen med tekstens brug af får som et enfoldigt væsen. Meget af det Det Nye Testamente, men for den sags skyld også af Det Gamle Testamente, peger på, er at ydmyghed egentlig er meget mere, end man går og tror. Her har hverken overbeviste kristne eller ikke-troende noget at lade hinanden høre, når det gælder om at give udtryk for, at det, de mener, er de eneste rette meninger. Vi lever i en tidsalder med en række herskende meninger i en grad, som jeg tror, vi aldrig har set før, blandt andet på grund af det gruppepres de sociale medier skaber, men man overdriver i virkeligheden på den måde risikoen ved at have sin egen holdning,” siger David Gress som – selvom teksten minder ham om ydmyghed – siger:
”Jeg må indrømme, at også jeg kan have svært ved at indtage den rette ydmyghed. Netop når man debatterer eller stiller op med meninger, som går imod alle andre holdninger, så er det jo, fordi man mener, at man har ret. Og det er klart, at skal man gøre det med ydmyghed, kræver det en del fingerspidsfornemmelse. Det har jeg nogle gange måttet arbejde alvorligt. Jeg har været tilbøjelig til, i min egen lille verden, at være lidt for selvsikker, fordi de andre jo ikke har forstået det, jeg har forstået. Man må tage sig selv i kraven og se på sig selv i stedet. Det, man kan beskylde andre for, har man ofte selv en snert af,” siger David Gress.
I teksten beder de skriftkloge om et tegn på, at Jesus er den profeterede Kristus.
”Jeg er intellektuelt troende. Når der står et sted i Bibelen, at Jesus siger, at ikke en fugl falder til jorden uden Guds vilje, så har jeg sagt til mig selv: Hvad er det for noget sludder. Verden kører jo efter videnskabelige principper. At påstå, at ethvert lille blad eller sandskorn på stranden er præcis der på grund af Guds vilje, det er en meget svær tanke, som jeg ikke helt har forstået,” siger David Gress.
”Hvis man køber hele den moderne rationalismes verdensforståelse med alle naturlovene, hvad jeg stort set gør, så er det klart, at det er sludder. Videnskaben forklarer verden et langt stykke, men måske ikke det hele. Det er måske her, at det menneskelige eller umålelige kommer ind. Bare fordi naturvidenskaben har vundet den position, den har, betyder det jo ikke, at den forklarer alt, for eksempel det sjælelige og åndelige.”
David Gress mener godt, at teksten kan ses i forhold til civilisation og samfund.
”Billedet af fårene og hyrden er så totalt fundamentalt på vores kultur og stammer fra kristendommen. Får er normalt karakteriseret ved at være temmelig dumme, men i teksten er det de frelste, dem, der har taget det kloge valg at tro på Kristus. Desuden er de fredelige. Det er et dybt harmonisk og fredeligt billede, man får her,” siger David Gress og forklarer:
”Hyrden er ikke bevæbnet, han har en stav for at vejlede, og ikke et sværd så han kan slå andre ihjel, så fårene kan brede sig over hele verden. Selv den mest fredelige muslim kan ikke komme bort fra, at hans mest hellige skrift sine steder er meget voldeligt i forhold til andre religioner. Kristendommen udgår fra en anderledes ydmyghed. I den yderste konsekvens, som dog ikke står i denne tekst, så er hyrdens ypperste pligt i kristendommen at ofre sig for fårene. Han skal ofre sig for sin menighed, for fårene er for dumme til selv at gå forrest,” siger David Gress.