Bispevalget i Aalborg Stift er ved at nå sin afslutning. Tilbage står de to provster Thomas Reinholdt Rasmussen fra Hjørring og Annette Bennedsgaard fra Horsens. Forskellene på de to skal findes i detaljen.
Her i avisen er der flere gange blevet fremsat kritik af biskoppernes tiltagende ensartethed. De to tilbageværende kandidaters cv’er er nok forskellige, men programmerne ser ens ud. Bennedsgaard skriver, at hun vil ”inspirere til en teologisk samtale på kryds og tværs om, hvordan vi bedst er kirke”. Som biskop vil hun ”give frimodighed” til at tale endnu mere teologi. Det er det efterhængte, vi skal hæfte os ved. For det skal ske i kirken og ”det offentlige rum”. Det siger noget om hendes teologiske ståsted. For mon ikke det er et ønske om en mere markant stemme for folkekirken i den offentlige debat?
Givetvis i sammenhæng med den samskabelse, altså forpligtende og tværgående samarbejde med for eksempel kommunerne, hun har været fortaler for blandt andet i indlæg på mediet kirke.dk.
I en blog har hun dog præciseret, at samskabelse ikke er ensbetydende med, at kirken skal overtage kommunale opgaver. Derimod fremhæver hun, at kirken har været ”den opmærksomme vagthund, der har gøet vildt og voldsomt, når kernevelfærd for Danmarks udsatte borgere har været truet”.
I en af debatterne under valgkampen kaldte Bennedsgaard begrebet for ”poppet” – men gik så i gang med at forklare, hvor meget samskabelse kirken altid er i færd med. ”Udfordringen er dér, hvor man gerne vil noget større sammen”. Bennedsgaard kritiserede her vanskelighederne ved, at alting passer bedst til sognet, mens samarbejde på tværs af sognegrænser og organisationer er vanskeligere. Hun var heller ikke afvisende over for sognesammenlægninger.
Mener Reinholdt det samme?
Det kræver mikroskop at læse sig frem til. Men nej, han gjorde på samme valgmøde en dyd ud af at ville bevare de mindste enheder i stiftet, altså de små sogne. Samskabelse er ikke nævnt med ét ord i hans program, blot at ”folkekirken skal vedblive at have en central plads i samfundet”. Men i en tale på et grundlovsmøde fra valgkampens begyndelse sagde Reinholdt, at kirken ”ikke kan spændes for en politisk vogn, for da er friheden knægtet”.
En mere direkte kritik har Reinholdt givet til kende i et indlæg på omtalte kirke.dk, hvor han i al fald er bekymret efter endt læsning af bogen ”Skabelse og samskabelse. Folkekirken på vej ud af skabet?”.
Bispekandidaten finder eksempler på, at folkekirkens menighedsråd står i vejen. Det kan i Reinholdts øjne ”få provstierne til at blive større og menighedsrådene til at blive mindre”.
Det står i modsætning til Reinholdts programpunkt om at bibeholde menighedsrådene som primære arbejdsgivere og et ”myndigt lægfolk” – folkekirkelige kodeord for, at menighedsrådene skal have magten i kirken, ikke provster eller biskopper.
De to tilbageværende kandidater har også lidt forskellig teologisk baggrund. Bennedsgaard minder måske lidt om den nuværende biskop i Roskilde, Peter Fischer-Møller. Han har været en aktiv del af Danmission og religionsdialog i årtier – det samme har Bennedsgaard. Det blotte engagement i et sådant arbejde vil af dele af kirken ses som politisk ladet, uanset de teologiske argumenter.
Bennedsgaard har også været sognepræst i det berømte og berygtede Gellerup ved Aarhus, hvorimod Reinholdt i alle årene har været præst i nordjyske landsbyer og købstæder. Han vil derfor komme ind i bispekollegiet som repræsentant for områder, hvor folkekirkens berettigelse og budskab slet ikke står til debat.
Zoomer vi længere ind, har de to kandidater også forskellige teologiske interesser: Bennedsgaard er optaget af fornyelse og folkekirkens fremtidige struktur. Reinholdt er til gengæld optaget af folkekirkens lutherske rødder og dens samtale med de øvrige kirker. Måske det også forklarer deres divergerende tilgang til debatten om liturgi?
Ved grundlovsmødet i sommer tog Bennedsgaard Luther til indtægt for, at vi må ”lade formerne variere” – at gøre, som vi plejer, kaldte hun ”uevangelisk”. Reinholdt har selv været medlem af biskoppernes arbejdsgruppe bag rapporterne om dåb og nadver, så helt afvisende for forandringer i liturgien er han ikke. Alligevel har han kaldt det nuværende dåbsritual slidstærkt og elsket.
Trods de ellers enslydende programmer er der derfor forskelle at finde på de to biskopper in spe. Med et citat fra et valgmøde fornemmer Bennedsgaard, at kirkefolket godt tør ”se virkeligheden i øjnene”. Dette forsvar for reformer og nytænkning må vi regne med, at hun vil tage med sig ind i bispekollegiet. I sammenligning med dette synes Reinholdt at ville blive en mere forsigtig og traditionel stemme.
Rasmus H.C. Dreyer er sognepræst og ph.d. i kirkehistorie.