Benny Engelbrecht (S): Buddet om næstekærlighed er styrende for mig

Socialdemokratiets vikarierende kirkeminister gør sig så småt klar til at dykke ned i omkring 200 trossamfunds årsregnskaber. Som vikar planlægger Benny Engelbrecht derudover kun at afvikle det, der skal afvikles, hvorfor grønne initiativer og løsninger på præstemanglen må vente til næste år

”I Socialdemokratiet har vi alt fra meget troende til kulturkristne og ikke-troende medlemmer. Og der skal være plads til det hele. Jeg tror, det er godt at have en afslappet tilgang til tro, hvor der er stor frihed til at tro på det, man vil, men hvor det også skinner klart igennem, at den ikke er styrende og definerende,” siger vikarierende kirkeminister Benny Engelbrecht (S). - Foto: Julie Meldhede Kristensen
”I Socialdemokratiet har vi alt fra meget troende til kulturkristne og ikke-troende medlemmer. Og der skal være plads til det hele. Jeg tror, det er godt at have en afslappet tilgang til tro, hvor der er stor frihed til at tro på det, man vil, men hvor det også skinner klart igennem, at den ikke er styrende og definerende,” siger vikarierende kirkeminister Benny Engelbrecht (S). - Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Da Mette Bock (LA) stoppede som kirkeminister dette forår, beskrev hun det som den vigtigste del af embedet ”at sidde på sine hænder og lave så lidt som overhovedet muligt”. Hvis man tager det udsagn for gode varer, virker sandsynligheden for markante tiltag fra en politiker med titlen ”kirkeminister-vikar” umiddelbart ikke stor.

Og Benny Engelbrecht har da heller ikke tænkt sig at lave ”rock i synagogen”, som han selv siger. Den socialdemokratiske transportminister har i lidt over en måned vikarieret for kirkeminister Joy Mogensen, som gik på orlov i begyndelsen af oktober. Da hun efterfølgende mistede sit barn, valgte Benny Engelbrecht at udskyde alle interviews om sine tanker om vikariatet.

”Jeg ville gerne have en afklaring fra hende, før jeg meldte noget ud. For nylig skrev hun, at hun arbejder på at komme tilbage, og jeg vikarierer selvfølgelig, så længe det skal være. Men det har været vigtigt for mig at få slået fast, at jeg kun er her som vikar,” siger han.

Og at være vikar betyder for Benny Engelbrecht at beslutte det, der skal besluttes, uden selv at bringe større ting på banen. Indtil videre satser han på at nå at få færdigbehandlet nogle mindre lovforslag om stemmeafgivelse ved menighedsrådsvalg og finansiering af pension til tjenestemandsansatte kirkefunktionærer. Større problemstillinger som den igangværende debat om præstemangel må vente, til Joy Mogensen er tilbage, siger han.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har i lidt over en måned vikarieret for kirkeminister Joy Mogensen (S), og han har ingen planer om at bringe større initiativer på banen.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) har i lidt over en måned vikarieret for kirkeminister Joy Mogensen (S), og han har ingen planer om at bringe større initiativer på banen. Foto: Julie Meldhede Kristensen

”Jeg ved, hun har gjort sig tanker om præstemanglen, og den kræver en dybere diskussion, da der skal laves en bred aftale om de mulige løsninger. Det kommer ikke til at ske på denne side af nytår.”

Hvad Benny Engelbrecht til gengæld skal i gang med, er at se nærmere på de anerkendte trossamfund herhjemme.

I sidste måned tilbagekaldte staten den officielle anerkendelse fra fire trossamfund, da de trods advarsler fra Kirkeministeriet ikke havde indberettet de grundoplysninger, som der kræves med trossamfundsloven fra 2017. For nylig sendte ministeriet også en sidste advarsel ud til yderligere seks trossamfund, som ikke havde indrapporteret deres årsregnskaber endnu. Når de forhåbentlig er afleveret, skal ministeren i gang med at gennemgå de omkring 200 regnskaber.

”Der har været rejst kritik af den støtte, som nogle trossamfund får fra udenlandske donorer, og det er derfor blevet et krav, at man skal oplyse, hvor større bidrag kommer fra. Vi skal nu i gang med at finde en praksis for, hvordan donationerne kan kontrolleres og administreres,” siger Benny Engelbrecht, der kalder det en dejlig regnearksopgave for en talnørd som ham selv.

Kravene til landets trossamfund har generelt fyldt de seneste år, og under forårets valgkamp foreslog den nuværende udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), at trossamfund skal oversætte og offentliggøre prædikener, som holdes på fremmedsprog. Dette vil der blive arbejdet videre med, siger Benny Engelbrecht.

”Vi er endnu ikke færdige med de konkrete overvejelser om det, men er enige om, at det er vigtigt at sikre transparens. Jeg er meget frisindet og synes, folk skal have lov til at have den religion, de har. Men som Mattias Tesfaye har formuleret det, så går loven forud for troen ved diskrepanser mellem de to. Vores lovgivning skal være styrende, og hvis nogen – uanset sprog, forkynder eller religion – prædiker imod landets love, skal vi vide det,” siger han.

En af de opgaver, Benny Engelbrecht forudser kommer til at fylde, når Joy Mogensen vender tilbage, er ønsket om at tænke mere grønt inden for folkekirken. Dette finder han også selv oplagt.

”Jeg sidder selv med i regeringens grønne udvalg og kan kun bifalde arbejdet. Kirken råder for eksempel over meget landbrugsjord, som er forpagtet bort, og her er andelen af økologisk dyrket jord lavere end generelt. Vi kan ikke udstede dekreter fra Kirkeministeriet på dette område, men jeg synes, det er oplagt at se, om vi kan inspirere til, at mere jord dyrkes økologisk,” siger han og tilføjer, at man også kan se på kirkegårdene.

”Kirkegårde er ofte kendetegnet ved stor artsvariation af sjældne planter og træer, så man kan sagtens forestille sig endnu bedre plads til bier og blomster, uden at tingene behøver at se hverken grimme eller uplejede ud.”

Benny Engelbrecht har tidligere siddet i Folketingets Kirkeudvalg, men har ikke haft meget med området at gøre siden. Han har dog drøftet de kirkelige spørgsmål i tidens løb med den tidligere kirkeordfører Karen Klint (S). Han har stor respekt for hendes arbejde og kan derudover godt lide den beskrivelse af det socialdemokratiske syn på folkekirken, hun gav, da han talte med hende til bogen ”De politiske håndværkere”.

”Hun har ofte henvist til et citat, som jeg er meget glad for,” siger han og roder i nogle papirer på bordet foran sig.

”Det lyder, at man skal give plads til den lille mands lille tro. Det er et godt udgangspunkt for den socialdemokratiske måde at tænke forholdet til folkekirken på op igennem det 20. århundrede. I Socialdemokratiet har vi alt fra meget troende til kulturkristne og ikke-troende medlemmer. Og der skal være plads til det hele. Jeg tror, det er godt at have en afslappet tilgang til tro, hvor der er stor frihed til at tro på det, man vil, men hvor det også skinner klart igennem, at troen ikke er styrende og definerende,” siger han og tilføjer, at han finder det vigtigt at værne om den grundlæggende respekt for folkekirken som institution.

”Jeg er ikke et stærkt troende menneske, og jeg tror ikke på Gud, som Gud forkyndes i folkekirken. Men jeg er medlem af folkekirken, hvilket ikke mindst skyldes, at det kristne budskab om næstekærlighed er styrende for mig. Vi skal tage hånd om dem, der har brug for vores hjælp. Det er derfor, jeg er socialdemokrat.”