Grundtvigianismer og grundtvigianere
Spørgsmål: Kan nogen forklare mig, hvad det vil sige at være grundtvigianer?
Betina Vejegård
Forskningsprofessor Niels Henrik Gregersen svarer: Der er sikkert lige så mange grundtvigianismer, som der er grundtvigianere, men lad mig alligevel forsøge med et svar. Bredt forstået er alle grundtvigianere, der forstår sig i forlængelse af den grundtvigske arv. Således kunne man sige om grundtvigianismen, hvad Grundtvig selv sagde om danskheden, at »alle er grundtvigianere, som regne sig selv dertil«. Mere præcist bygger grundtvigianismen på den såkaldte »kirkelige anskuelse«. Det, som gør kristendom til kristendom, er »det levende Ord«, altså Kristus, som meddeler sig selv til troen i dåb og nadver (»ved Badet og Bordet«). Kirkens identitet ligger derfor i gudstjenesten: Det er den levende treenige Gud, som menigheden bekender sig til ved den apostolske trosbekendelse, beder til og lovsynger. Kirkens identitet ligger derimod ikke i skriften isoleret set.
Bibelen er - som bog betragtet - en »død skrift«, der først bliver levende ved skriftens brug som forkyndelse i menigheden. Dåb og nadver bringer »livsordet«, mens Bibelen alene er »lysord«, dvs. ord til den kristnes vejledning og orientering. Her adskiller grundtvigianismen sig fra den gamle lutherske ortodoksi og fra andre vækkelsesbevægelser som f.eks. Indre Mission. Samtidig er grundtvigianismen også et kulturelt program, der bygger på et positivt syn på skabelsen som fundamentalt god og gudvillet. Skaberværket med dets glæder og opgaver er vi fælles om, hvad enten vi er kristne eller ej. Her hører Grundtvigs slagord »menneske først, kristen så« hjemme. Det er med vores menneskelighed, at vi kan forstå, hvad kristendommens budskab er, og vi skal som kristne blive hele og fulde mennesker. Her adskiller grundtvigianismen sig fra pietismen og dens modvilje mod denne verden. Hvor grundtvigianismens kulturelle program løsrives fra den kirkelige anskuelse, får vi sekulærgrundtvigianismen. Denne havde forløbere tilbage i det 19. århundrede med Bjørnstjerne Bjørnson, men slog først for alvor igennem i efterkrigstiden. Her står folkefællesskabet i centrum, mens menighedens fællesskab befinder sig et sted i periferien.
Niels Henrik Gregersen
Kvinder og hovedbeklædning
Spørgsmål: Hvor hentes argumentationen for at nogle ultraortodokse kvinder barberes skaldede for derefter at gå med paryk?
Venlig hilsen
Hanne Christensen
Overrabbiner Bent Lexner svarer: Dit spørgsmål er vanskeligt at besvare, men lad mig forsøge. Traditionen om, at kvinder tildækker deres hoved, er ikke en tradition, der udtrykkelig er påbudt os igennem de bibelske skrifter. Der er dog en del rabbinere, der har beskæftiget sig med det og har ment, at en kvindes hår var en del af hendes seksuelle tiltrækning. Derfor har der i mange jødiske menigheder været en bestemmelse om, at kvinder ikke skulle vise sig barhovedet i offentligt lys. Især påpasselige kvinder har så gjort det til skik, at de ikke engang viser deres hår i eget hjem. Dette ligger til grund for den mærkværdige skik om, at nogen helt rager håret af sig. Efter min opfattelse er det en misforståelse af jødisk tankegang og jødisk lovgivning. Parykken er først kommet meget sent ind i jødisk tradition, omkring 1800-tallet, og der er faktisk fortsat diskussion om, hvorvidt de meget fornemme parykker, vi har i dag, overhovedet er tilladt ud fra den oprindelige tradition.
Mange venlige hilsner
Bent Lexner
Etik i anvendelsen af dyreorganer
Spørgsmål: Hvad synes du om overførsel af dyreorganer til mennesker? Er det ok at slå dyr ihjel, for at vi kan overleve? Man mener, at overførsel af dyreorganer til mennesker kan medføre førhen ukendte sygdomme hos mennesker - tør vi løbe den risiko? Ville du om nødvendigt modtage et dyreorgan? Er det ok. i følge kristendommen?
Malene Hansen
Sognepræst Flemming Pless svarer: Hvis du med kristendommen mener den protestantiske kirke, så er der ikke noget, der forhindrer, at man i en eller anden tænkt situation har noget mod transplantering af organer fra dyr. Når jeg så har skrevet det, så kunne jeg alligevel godt tænke mig, at der var grupperinger inden for kirken, der ville være meget imod. Men kroppen er en ting, sjælen er en anden. Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, men kroppen er »kun« et hylster til sjælen. Det er sjælen, der er det vigtigste, hvis man kan sige, at noget er vigtigere end noget andet. Jeg har ikke forstand på de medicinske problemer. Al forskning skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med god og kristen etik. Men måske er der andre, der har mere at sige om det.
Bedste hilsner
Flemming Pless