Prøv avisen

Det lykkelige Arabien

FILMFESTIVAL: Omar Sharif og producenten Dino De Laurentiis hyldes i Venedig med Guldløver for deres samlede produktion

Mens Hollywood kører ud af vanlige baner og blot føjer nye fjendebilleder til samlingen, afspejler verdensfilmen en trang til at nå til en forståelse mellem den vestlige og den arabiske kultur. En række film har således taget afsæt i dette møde mellem to kulturer. Et par af disse er »Raja« og »Papirsdragen«.

I hovedkonkurrencen ved dette års Venedig Filmfestival benytter portugesiske Manoel de Oliveira i »Un filme falado« (»En talefilm«) et luksuskrydstogt gennem Middelhavet som billede på, hvordan et sprogligt fællesskaber bliver til i et - i dette tilfælde meningstømt - kulturelt fællesskab. Sproget bliver som i »Raja« en uoverstigelig barriere, der udelukker det arabiske fra en vestlig bevidsthed. I en nøglescene besøger filmens hovedpersoner en kristen katedral, der siden blev moske, og i dag står som et kulturelt mindesmærke på tværs af trosretninger. Scenen kommer til at understrege, hvordan man i den vestlige verden nok anerkender arabernes og Islams historiske betydning, men i nutiden tildeler dem en marginal rolle i europæisk kultur. Når en hel kultur således berøves sin stemme, må den tage andre midler i brug for at blive hørt. Dette er de Oliveiras sortrandede analyse, som serveres i en radikalt hæmmet filmisk form, der unægtelig er svær at sluge, men stadig værd at give en tanke.

At der ikke er reelle barrierer mellem den vestlige og arabiske kultur for dem, der tør åbne sig for det fremmede, er det noget mere livsbekræftende budskab i Francois Dupeyrons »Hr. Ibrahim og koranens blomster« uden for konkurrencen. Den fornemt sansede filmatisering af Eric-Emmanuel Schmitts roman giver Omar Sharif sit livs rolle som den arabiske kioskejer Ibrahim, der bliver adoptivfar for en forsømt jødisk dreng. For dem er hverken religion eller kultur noget, man er født ind i og tager for givet. Det er noget, man vælger. En erfaring egyptiske Omar Sharif selv gjorde, da han som 23-årig konverterede til Islam. Sharif beånder i »Hr. Ibrahim og koranens blomster« sin rolle med et enestående menneskeligt nærvær, der får tilskueren til fuldstændigt at glemme stjernen bag filmens kioskejer.

Omar Sharif modtager den ene af årets to Guldløver for en karriere, hvis højdepunkter er storfilmene »Lawrence of Arabia« og »Doktor Zivago«. At Sharif ikke blot er en habil bridgespiller, men en stjerne af et format, der kan være svært at begribe for en yngre generation, blev understreget ved pressekonferencen, hvor han tålmodigt lod sig omringe af en forbløffende mængde ellers blaserte filmjournalister, der kæmpede bravt for at få en autograf med hjem til konen.

Den anden ærespris for den samlede karriere overrækker den australske instruktør Baz Luhrmann fra »Moulin Rouge« til Dino De Laurentiis, der siden 1946 har været en af verdens mest aktive filmproducenter med speciale i storslåede historiske dramaer. Den italienske producent bag »Krig og fred«, »Det søde liv« og »King Kong« har bosat sig i USA, men arbejder stadig helst i det store format og står bl.a. bag Luhrmanns kommende film om Alexander den Store. Ellers har festivalen budt på en række store filmoplevelser, men lad os gemme disse og den endelige opsummering til på lørdag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk