Stammetænkningen var udpræget på Jesu tid, og den ligger som forudsætning for den tekst, der prædikes over i landets kirker i morgen. Det forklarer Morten Hørning Jensen, der er teolog og lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus.
”Det, som Jesus gør, er at gøre kærlighedsbuddet absolut. Det er et opgør med stammetænkningen. Det er et opgør med at placere mennesker i grupper, enten inde eller ude. Det er den stærkeste måde at sige, at de personer, du møder, dem skal du gøre godt i mod,” siger Morten Hørning Jensen.
Forskningen i samaritanerne som folkefærd peger i flere retninger, fordi de kilder, der omtaler dem, enten er jødiske eller samaritanske. Trods perioder med fredelig sameksistens er et fællestræk i de forskellige kilder, at der foregår en intens fejde mellem jøderne og samaritanerne, som er bundet i retten til at være de sande israelitter og retten til at have det sande tempel.
”Man har fundet en indskrift på den græske ø Delos, hvor nogle kalder sig selv for ’israelitterne, der sender offergaver til Garizims bjerg’ – sikkert for at adskille sig fra de andre ’israelitter’, der sender offergaver til Jerusalem. I dag kan man faktisk besøge en rest af det samaritanske folkefærd på Garizims bjerg, som ligger på Vestbredden ved byen Nablus,” siger Morten Hørning Jensen.
Besøger man samaritanerne ved Nablus i dag, vil man finde et museum, hvor de gennemgår deres historie og viser, at de nedstammer i lige linje fra Moses. Hvem der har ret til at kalde sig israelitter, de sande jøder og efterkommere af patriarken Jakob, er altså en central del af fjendtligheden mellem israelitterne og samaritanerne helt op til i dag. Konflikten mellem de to stammer resulterede i en række af sammenstød, før Lukas berettede om den barmhjertige samaritaner.
”Da jøderne på et tidspunkt har den politiske magt i området, raserer de templet på Garizim-bjerget og jævner det med jorden, så templet i Jerusalem står alene om at være det sande tempel, hvor jøder tilbeder Gud,” siger Morten Hørning Jensen.
Fjendtligheden gik imidlertid begge veje. Området Samaria, hvor Garizim-bjerget ligger, er et sted, som pilgrimmene forsøgte at undgå, når de rejste fra Galilæa til Judæa, fordi de frygtede at blive overfaldet og plyndret af samaritanerne. De gik derfor hellere en lang vej udenom og gennem Jordandalen. Morten Hørning Jensen fortæller også om en helt konkret begivenhed, som tydeliggør fjendtligheden mellem de to folkefærd.
”Syv år efter Jesu fødsel fortalte en jødisk kilde os, at samaritanere under de usyrede brøds fest spredte menneskeknogler i templets buegange. Det ville have gjort hele templet urent og truet afholdelsen af den efterfølgende påskefest, så det er ikke bare drengestreger, vi taler om. Det er faktisk ret alvorligt, fordi det truede muligheden for at holde den rituelle renhed, som påsken krævede.”
Spændingerne mellem de to grupperinger bundede også i teologiske uenigheder. Ifølge jøderne havde samaritanerne forbrudt sig mod loven, fordi de havde tilført et ekstra bud til De Ti Bud. Det ekstra bud, de havde tilført, var, at man skulle tilbede Gud på et bjerg. Det var ifølge Morten Hørning Jensen en stor krænkelse i jødernes øjne.
”Religiøst betragtet fra et jødisk synspunkt var samaritanerne jo værre end hedninge. De holdt sig til de fem Mosebøger. Det var deres hellige skrift, Den Samaritanske Pentateuch kalder man den. Men det var en udgave, som var forandret og tilpasset og dermed forvansket og gjort uhellig. Ifølge jøderne havde de altså brudt med jødedommen,” siger Morten Hørning Jensen.
Når man læser Det Nye Testamente, som er en jødisk tekst, finder man ifølge Morten Hørning Jensen spor af en slags ”standardhad” mellem jøder og samaritanere, hvor forfatterne ikke behøver at begrunde deres had. Et eksempel på det finder vi også i en anden passage i Lukas-evangeliet.
”Der er et stykke i Lukas-evangeliet, hvor Jesus har taget vejen fra Galilæa til Jerusalem igennem Samaria, og han beder nogle disciple om at gå i forvejen til en samaritansk landsby for at opsøge logi på rejsen. Da de kommer tilbage og fortæller, at byen ikke vil modtage Jesus, så spørger de to zebedæussønner Jakob og Johannes, om det ikke ville være rimeligt at lade ild falde fra himlen og ødelægge lands-byen, nu hvor de ikke vil modtage dem,” siger Morten Hørning Jensen.
Man har altså ikke behøvet at begrunde hadet til samaritanerne. Dette kan man ifølge Morten Hørning sammenligne med det had, som der nok har været mellem danskere og svenskere under og efter Skånekrigene, hvor man overtog fortællingen om svenskerne som fjenden uden at stille spørgsmål ved det.
”Det er det, som er bagtæppet i fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Når Jesus lader en jødisk præst og en jødisk levit stå over for en samaritaner, så har vi indbygget denne nedarvede konflikt, standardhadet og bagvaskelsen af samaritaneren. Du behøver ikke at undersøge en person individuelt. Du ved bare, at hvis en person har den holdning eller er derfra, så kan vi afskrive personen. Den samaritaner, som var udskammet som fornægter og vantro, havde den rigtige indsigt. Han vidste, at når man møder et menneske i nød, kan man ikke teologisere, men er kaldet til at hjælpe,” siger Morten Hørning Jensen.