Det hører til de absolutte sjældenheder, at en person erhverver to doktorgrader. Det sker i dag for Dorthe Jørgensen, professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet. Hun tog den filosofiske doktorgrad i 2006, og nu tager hun den teologiske med disputatsen Den skønne tænkning: Veje til erfaringsmetafysik. Religionsfilosofisk udmøntet.
Men hvad er erfaringsmetafysik ? Handler den om de erfaringer, der ikke kun angår den fysiske verden, men gennem erfaring af for eksempel skønhed aner noget ud over dens grænser?
Det er en filosofi om vore æstetiske, religiøse og metafysiske erfaringer. Her betyder æstetisk, eller rettere sagt skøn, ikke pæn, men noget, der giver indsigt i noget større og mere omfattende, ja. Og det kan blandt andet tolkes religiøst, fortæller Dorthe Jørgensen.
Og herfra er der en vej til teologisk æstetik. Værket Den skønne tænkning forsøger at optegne denne vej.
Dermed lægger Dorthe Jørgensen fundamentet til et område, som der hidtil slet ikke har været tradition for i Norden.
LÆS OGSÅ: En bibel, der har det hele med
Teologerne herhjemme har dyrket poetisk og narrativ teologi, og de interesserer sig for kunst og kristendom, og hertil henter de greb fra kunst- og litteraturvidenskaberne. Mit bidrag er anderledes, en mere filosofisk tilgang, som tager afsæt i menneskers erfaringer og filosofisk tænkning. Æstetiske og religiøse erfaringer er egentlig så dybt beslægtede, at der er tale om to sider af samme sag. Ja, jeg hævder så i bogen, at erfaringen har tre sider, nemlig fornemmelse, tro og forståelse.
Brorson synger det mindste græs jeg undrer på en betaget undren over naturen kan altså pege ud mod noget andet og højere?
Det kan den helt sikkert. Og den erfaring kan samtidig illustrere slægtskabet mellem tro og tænkning. Filosofien er jo oprindelig udsprunget af en undren.
Og så deltes med tiden vejene mellem en undren, der vil begribe det fysiske til bunds, og en undren, som giver afkald på en udtømmende erkendelse og dvæler tolkende ved erfaringen af noget ubegribeligt?
Ja, groft sagt er der de to. Den første stræber efter at få fast greb om tingene, og den anden kan godt forblive i det dvælende. Det er en form for tænkning, som har bevaret sansen for det kontemplative. Går vi langt nok tilbage i historien, så var filosofi og teologi engang fælles om meget. Det er først i nyere tid, at de antrådte hver sin vej. I dag forsøger teologien ofte at blive analytisk, som filosofien, og glemmer det kontemplative og den erkendelse, der ligger heri.
Hvornår begyndte du at interessere dig for teologi?
Tilbage først i 1980erne interesserede jeg mig især for erfaringen som fænomen, især transcendenserfaring. Herfra går der logisk en vej til en åbenhed over for teologien. Jeg var tidligt også meget optaget af Walter Benjamin, som samtænker teologi og filosofi. Herfra går der en linje til mit eget begreb om guddommelighedserfaring, der var vigtigt i min filosofiske disputats, og den teologiske æstetik, jeg nu tager op i den teologiske.
Hvad siger de studerende til den slags tirrer du ikke deres ateistiske reflekser?
Det står ikke så galt til med ateisme på faget idéhistorie. Nogle studerende er yderst interesserede i disse sager, mange famler dog, og nogle bliver skræmt, fordi de mangler forudsætningerne. På humaniora i øvrigt er der dog en udbredt modvilje mod teologiske problemstillinger, det er sandt. Og desværre en lige så udbredt mangel på viden om de dele. Det hænger sikkert sammen.