Det multireligiøse samfund har været med til at fremme en mærkelig skyldkultur

I vores iver for at vise forståelse glemmer vi af og til vores eget ståsted i det multireligiøse samfund, mener forfatter og tv-vært Niels Krause-Kjær, der kalder folkekirken et godt kulturelt bindemiddel

"Jeg er selv kommet i den alder, hvor jeg går til flere begravelser end bryllupper, og jeg vil nødig undvære folkekirken i de situationer. Her er folkekirken en trøst, en støtte og et fundament,” siger Niels Krause-Kjær. – Privatfoto.
"Jeg er selv kommet i den alder, hvor jeg går til flere begravelser end bryllupper, og jeg vil nødig undvære folkekirken i de situationer. Her er folkekirken en trøst, en støtte og et fundament,” siger Niels Krause-Kjær. – Privatfoto.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Kristendommen er grundlæggende en god og sympatisk historie med nogle undtagelser. Det er historien om, at vi alle er syndere. Men også historien om, at vi alle får tilgivelse. Budskabet er, at vi alle kan være her. Og det er med til at få det bedste frem i os.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det er dér, hvor den bliver missionerende. Det er ofte, at den reelt ikke er det i dag, men man kan jo læse om det i historiebøgerne. Om at man har proppet og mast Jesus ned i halsen på stakkels mennesker, som man eksempelvis gjorde det i Afrika under kolonitiden. Som om de stakkels mennesker ikke havde bøvl nok i forvejen. Der findes mennesker, som lever i fattigdom, eller som på anden måde ikke er lige så privilegerede som os. Det er at tale ned til de mennesker, hvis man rækker dem en bibel i stedet for en hjælpende hånd.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Folkekirken er altfavnende. Det er derfor, jeg selv er et trofast medlem, og jeg kunne ikke drømme om at melde mig ud. Det er en folkekirke. Ikke en statskirke. Der er plads til dem, der har et alternativt syn på, hvad et kristent og religiøst liv skal være. Det er en stor glæde og gavn. Det ville være en vederstyggelighed at adskille kirke og stat, som man har gjort det i Sverige. Vi ville komme til at fortryde det. Det ville virke splittende. Ikke samlende. Derudover vil det kappe båndet til en del af vores kulturarv og vores fortid. Jeg har fået det indtryk, at flere svenske politikere synes, at det er noget af det værste, der er sket i Sverige. Adskillelsen af kirke og stat fremmer yderligheder, som pendulsvinger i hver sin retning. Der er dem, der ikke er en del af religion overhovedet. Og så er der dem, der laver yderligtgående religiøse grupperinger. Det vil ikke ske i folkekirken netop fordi den er altfavnende. Folkekirken er et godt kulturelt bindemiddel.

LÆS OGSÅ: Det værste er, når rummeligheden bliver til ideologi

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det er, når den ikke opfører sig som folkekirken. Når den bliver fordømmende og splittende. Her kan nævnes sagen om Thorkild Grosbøll, sognepræsten, der ikke tror på Gud, men som ser sig selv som kulturkristen. Han blev nærmest udstødt af det pæne selskab, selvom mange ikke var vildt uenige i hans udsagn. I de tilfælde bliver folkekirken for stram i det. Et andet eksempel er debatten om homovielser i kirken. Det er ikke kønt at se på, når der er modstand mod noget så åbenbart. Selvfølgelig skal homoseksuelle kunne vies i kirken. Ligesom alle andre. Gudskelov fik de samme rettigheder, selvom det ikke var en køn omgang med al den modstand fra folkekirken. Jeg er meget lettet over, at det lykkedes for daværende kirkeminister Manu Sareen at få sat netop det igennem.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Jeg er ikke trofast kirkegænger, men jeg kommer i forbindelse med traditioner såsom jul, bryllupper og begravelser. Og de stunder er det bedste ved gudstjenesten for mig. Gudstjenesten fungerer som et holdepunkt ved de tider i livet, hvor der er stor glæde. Og de tider, hvor der er stor sorg. Den sætter aftryk på de tidspunkter, hvor man som menneske er langt oppe og langt nede. Det er nogle ritualer, som er gode at have. Især i vores nordbo-kultur, hvor følelserne ikke ligefrem river og flår i os i forvejen. I de situationer er kirken et godt anker at holde fast i. Ritualerne holder os på vejen. Jeg er selv kommet i den alder, hvor jeg går til flere begravelser end bryllupper, og jeg vil nødig undvære folkekirken i de situationer. Her er folkekirken en trøst, en støtte og et fundament.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Når præsten ikke er god. Det kan nemt blive meget kedeligt. Lige som et halvdårligt teaterstykke kan en halvdårlig gudstjeneste være en lidelse. Det er ikke som en halvdårlig biograffilm. Det kan man sagtens holde ud, for det er mindre sårbart. Gudstjenesten er mere sårbar, fordi det er mennesker, der står over for hinanden.Der findes mange dygtige præster. Men der findes lige så mange præster, som tilsyneladende ikke prioriterer den del af præstegerningen. Måske har de bare ikke evnerne. Gudstjenesten afhænger af, at den ledes af en præst, der på en eller anden måde giver noget af sig selv.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

At vi er kommet ud af vores osteklokke. Mine børn har et udsyn og et overblik over verdens kulturer og folkeslag, som er langt mere avanceret end det, jeg havde, da jeg var 20 år. Hele tanken om globalisering og om at støtte sig til andre lande behager mig meget. Det er ærgerligt, når vi som mennesker lukker os for meget inde. Det kan være i familien eller der, hvor vi bor. Verden er så stor, og vi går glip af så mange ting. Det er en stor berigelse, at vi har lettere ved at omfavne verden i dag, end vi havde tidligere. Og det er det multireligiøse samfunds skyld.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det værste er, når det multireligiøse samfund bliver for omfavnende. Når det bliver en religion i sig selv, hvor man mister sit eget ståsted. Eksempelvis når ellers meget stolte feminister fuldstændig ignorerer kvindefjendske emner i religionen, bare fordi de vil vise deres multireligiøsitet. Hvis jeg var feminist, ville det være min fremmeste opgave at gøre noget for de kvinder, der er mest undertrykte. For eksempel de muslimske kvinder, der lever blandt os her i Danmark. De lever på en måde, som er helt urimelig. I vores iver for at vise forståelse over for fremmede religioner og kulturer, glemmer vi vores eget ståsted. Og det er en fejl. Det er, som om at man er bange for, at nogen skulle tro, at man mener det samme som Søren Krarup. Derudover har vi i Danmark en tendens til at få en uberettiget skyldfølelse. Som om det er vores skyld, at der findes steder i verden med andre religioner og kulturer end vores, som har det dårligere end os. Det er ikke vores skyld, at det hele er noget rod i Mellemøsten, og at der er fattigdom i Afrika. Det er en mærkelig skyldkultur, som multireligiøsiteten har været med til at fremme.