Prøv avisen

Det nye vielses­ritual er autoriseret

De første vielsessamtaler er blevet afholdt. Foto: colourbox.com

I dag træder loven om vielse af homoseksuelle par i kraft. I Grøndalskirken har man allerede planlagt det første bryllup

Sognepræst i Grøndalskirken i København Elisabeth Bøtkjær bliver en af de første sognepræster i folkekirken til at føre den nye lov om homoseksuelles ret til vielse i kirken og på rådhuset ud i livet.

Loven træder i kraft i dag, så homoseksuelle, der ønsker det, kan tage det nye vielsesritual i brug, som otte biskopper præsenterede mandag.

LÆS OGSÅ: Den første kønsneutrale vielsesattest ser dagens lys

Elisabeth Bøtkjær har holdt sin første vielsessamtale med et par af samme køn.

Parret ønsker ikke at gøre deres vielse til en offentlig begivenhed, og derfor har vi aftalt ikke at oplyse dato og tidspunkt for eksempel til pressen, siger hun.

For hende selv er det en befrielse at kunne følge sin overbevisning om Guds altomfattende kærlighed ved også at kunne vie et par af samme køn.

Vi skal selvfølgelig bruge det nye ritual og vælger også læsninger, der passer til. Og så bliver det i øvrigt et bryllup ligesom ethvert andet bryllup. Parret går ind sammen, og vi skal synge Nu titte til hinanden, Det dufter lysegrønt af græs og Det er så yndigt at følges ad, siger Elisabeth Bøtkjær.

Kirkepolitisk talsperson for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner George Hinge har ikke umiddelbart kendskab til par, som skal giftes i dag.

Fredag er nu heller ikke den mest almindelige dag til et kirkebryllup. Men det er også mit indtryk, at de potentielle par har ventet for at se, om loven blev til noget, siger George Hinge.

Informationskonsulent i Kirkeministeriet Jørgen Engmark oplyser, at det kirkelige ritual nu er autoriseret.

Dronningen skrev under på det i tirsdags, og alle sognepræster har fået besked i en mail, siger Jørgen Engmark og oplyser, at Kirkeministeriet ikke har kendskab til bryllupper for to personer af samme køn i dag.

Søndag den 17. juni fejres den nye lovgivning ved særlige gudstjenester i Sct. Thomas Kirke, Vor Frelsers Kirke, Sct. Matthæus Kirke, Mariakirken, Timotheus Kirke, Hans Tausens Kirke og Lundehus Kirke alle i København.