Det offentlige rum er alles

Religionens plads i det offentlige rum i Danmark er igen til debat. Lands- og kommunalpolitikere har siden i ...

Religionens plads i det offentlige rum i Danmark er igen til debat. Lands- og kommunalpolitikere har siden i mandags haft travlt med at kritisere et århusi-ansk forslag om at lade religionen fylde mere i skoler og på arbejdspladser. -- Foto: Scanpix. Foto: NULL

Det kan være svært at trække grænserne mellem det offentlige og det private, vurderer teolog og sociolog

Når kirkeklokkerne ringer solen op og ned og kalder til gudstjeneste, så er det en religiøs ytring i det offentlige rum. Hvis der var en moske med en minaret i Århus, som flere gange daglig sendte bønner ud over byens tage, var der tale om det samme. Men når en muslimsk medarbejder på en virksomhed gerne vil have et bederum eller en gruppe unge fra Kristeligt Forbund for Studerende på et gymnasium gerne vil have et lokale at mødes i og bede sammen, så er det vanskeligere at slå fast, hvad der er offentligt, og hvad der er privat.

Det offentlige rum i det danske samfund kan overfladisk set nemt defineres, siger professor Heine Andersen, der er professor i sociologi på Københavns Universitet.

– Det er alle de steder i samfundet, hvor der er adgang til, og hvor vi alle frit kan færdes uden for hjemmets fire vægge. Det kan være gader og stræder, uddannelsesinstitutioner eller møder, som kan være mere eller mindre offentlige. Men det er også de rum, som er båret af medier af alle slags, og som indeholder den offentlige debat og andre ytringer, og hvor der er offentlig adgang. Her kan folk mere eller mindre frivilligt blive inddraget, og så kan det blive kontroversielt. Den offentlige debat er til forskel fra den, der finder sted hjemme ved spisebordet, og som er privat, siger professor Heine Andersen.

Flere steder i det offentlige rum har myndighederne i de senere år tilgodeset religionen. I Københavns Lufthavn og på et par hospitaler er der særlige bederum, ligesom fængsler har tilknyttet præster og imamer og i nogle tilfælde råder over en kirke eller kirkesal og oven i købet har bygget kirke for nylig.

Andre steder i det offentlige rum rører de religiøse krav også på sig, men så kan det være mere vanskeligt at definere, hvad der er offentligt, og hvad der er privat. Således har kristne grupper som Kristeligt Forbund for Studerende et klart formuleret og permanent ønske om at kunne mødes på uddannelsesinstitutioner og bede i fællesskab. I debatten har det været nævnt, at man kunne forestille sig et ønske fra muslimer på en arbejdsplads om et bederum.

– Det er et lidt vanskeligt spørgsmål om, hvad der er offentligt og privat, hvis en person gerne vil bede på sin arbejdsplads eller sit studiested. Hvis man beslutter, at det er acceptabelt, at der foregår bøn på en arbejdsplads, vil man også forvente, at det foregår i stilhed og efter de normer, som er gældende for den pågældende religion og uden stor trafik og trængsel. På den anden side, hvis man accepterer det, må arbejdspladsen også sørge for, at bønnen kan foregå i fred og ro, siger Heine Andersen.

På Aarhus Universitet arbejder man på satsningsområdet "Religion, politik og ret" også med begrebet offentlighed.

– Der er flere vinkler på forestillingen om det offentlige rum, siger lektor på Teologisk Fakultet Peter Lodberg, der er koordinator på forskningsprojektet.

– Et fremtrædende område er de offentlige institutioner, hvor man finder skoler, børnehaver og arbejdspladser. Det er institutioner, som vi alle sammen mere eller mindre begår os i. Her er ganske bestemte, lovfæstede regler for, hvordan man håndterer religion, mest tydeligt på skoleområdet, hvor politikerne beslutter, hvordan religionsundervisningen skal foregå, og hvad den skal indeholde, siger Peter Lodberg.

Han har været med til de forberedende møder i Århus Kommune om, hvordan man kan forbedre integrationen ved at give religionen mere plads i det offentlige rum. Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) udtalelser om, at religionen skal begrænses i offentligheden, mener Peter Lodberg, handler om et bestemt felt.

– Når statsministeren taler om det offentlige rum, så hører jeg ham sige, at religionen ikke må have nogen bestemmende indflydelse på, hvordan vi indretter os i samfundet. Det ligger i den politiske vinkel, at der ingenting er over Grundloven, og religioner kan ikke hævde, at de sidder inde med en sandhed, der kan bestemme lovgivningen på for eksempel arbejdsmarkedet. Men det mediebårne fællesrum, som er en anden del af det offentlige rum, er blevet stadig mere præget af religiøse synspunkter, siger Peter Lodberg.

Når det drejer sig om den praktiske religionsudøvelse, kommer politik og religion til at høre anderledes sammen. Det indledende eksempel med klokkeringning og minaretbøn vil om nødvendigt blive reguleret af politikerne.

– Her kommer religionen til at fylde en stor del af det offentlige rum, men hvor meget det må fylde, kan religionerne ikke selv bestemme, og derfor er det politiske niveau her meget vigtig, siger Peter Lodberg.

Gudstjenester i kirker er en del af det offentlige rum.

– Gudstjenester og kirkelige handlinger er offentlige handlinger, for evangeliet kan i udgangspunktet ikke holdes hemmeligt. Her spiller teologien ind med sit bidrag i et offentligt rum og peger på, at gudstjenesten er offentlig, fordi evangeliets forkyndelse foregår i et fællesskab. Til gengæld har vi siden anden verdenskrig set, at nogle af de kirkelige handlinger, især dåben, antager mere og mere private former, fordi familien og de øvrige deltagere ikke er fortrolige med gudstjenestens forløb. Det medfører indimellem spændinger i det offentlige rum.

Folkekirken har ansat en række hospitalspræster på landets sygehuse og Rigshospitalet han nu tilknyttet en imam.

– Udgangspunktet har været, at de folk, der lå i det offentlige rum, hospitalet, var medlemmer af den evangelisk-lutherske folkekirke. I takt med, at andre religioner også er blevet repræsenteret, kunne man vælge at afskedige præsten. Men man har altså valgt at udvide tilbuddet til også at gælde andre religioner. Grundlaget har været, at præsten har varetaget en form for offentligt arbejde, som man har ment også skal gælde andre religioner. Hospitalet er et sted, hvor det private flyder over i det offentlige og derfor er det rimeligt med et formaliseret tilbud om en præst. Sjælesorgen mellem patienten og præsten eller imamen er derimod privat, siger Peter Lodberg.

vincents@kristeligt-dagblad.dk

Fylder religion for meget i det offentlige rum? Sig din mening på

religion.dks debatside