Det personlige fylder mere i begravelsestaler

Pårørende forventer, at det personlige fylder i præstens tale ved begravelsen. Det er vigtigt med balance mellem det personlige og det kristne budskab, så talen kan blive liv for de efterladte, mener eksperter

Det personlige skal fylde mindst lige så meget som det kristne budskab i den tale, præster holder ved begravelser. Det forventer mange pårørende i hvert fald
Det personlige skal fylde mindst lige så meget som det kristne budskab i den tale, præster holder ved begravelser. Det forventer mange pårørende i hvert fald.

Jeg har for nylig oplevet, hvad jeg troede var utænkeligt: en upersonlig bisættelse.

Sådan indledes et læserindlæg i Politiken fra en mand, hvis kones moster netop er blevet bisat. Selvom den afdøde kvinde jævnligt deltog i gudstjenester, valgte præsten at holde en tale, der bortset fra et par henkastede bemærkninger slet ikke berørte hendes liv. Til stor frustration for familien.

LÆS OGSÅ:Begravelsestaler er en svær balancekunst

En ulykkelig sag, men langtfra tidstypisk, er forskere og præster enige om. Sagen er derimod et symptom på den tendens, at folk i dag forventer personlige elementer i begravelsestalen. En forventning, der også afspejles i begravelsestalerne, som over en årrække er blevet langt mere personlige. Vitadelen det vil sige de elementer af talen, som beretter om afdødes konkrete liv og person er blevet en mere central del af begravelsestalen.

Sådan lyder det blandt andet fra pensioneret sognepræst Einar Fog-Nielsen, der i bogen At sige verden ret farvel har analyseret omkring 1000 begravelsestaler:

Ud fra mit arbejde med talerne kan jeg se, at det personlige fylder mere end for 40 år siden. Tidligere har man nok også ønsket de personlige taler, men det er blevet forstærket i de 40 år, jeg har været præst.

Synspunktet deles grundlæggende af ph.d. Ulla Morre Bidstrup, der underviser præster på Pastoralseminariet i Aarhus i begravelsestaler og har redigeret bogen I skal leve med og om begravelsestaler.

I dag tror jeg faktisk, vi er nået til et punkt, hvor de fleste præster vægter forkyndelsesdelen for lidt og vitadelen for meget, siger hun.

Dermed ikke sagt, at den personlige del ikke er vigtig, pointerer Ulla Morre Bidstrup. En god begravelsestale skal nemlig vække håb og give kræfter til de efterladte. Og det gør den blandt andet ved at bringe fortællinger om afdøde ind i talen.

LÆS OGSÅ: Fem stykker om død og begravelse

Begravelsestalen viser os, at vores lille historie er en del af Guds historie, og at Guds kærlighed er stærkere end døden også i vores liv. Altså, hvad vi fik at se påskemorgen. Det er netop, når de konkrete minder og savn gennemlyses af forkyndelsen, at begravelsestalen kan vække håb hos de efterladte. Så bliver det nemlig tydeligt, at evangeliet ikke bare er en generel sandhed, men netop sandheden om også den helt konkrete døde og de efterladte, siger hun.

Men udviklingen er gået for vidt, hvis det personlige tager pladsen for det kristne budskab. Det mener Morten Mouritzen, sognepræst i Vind og Vinding Sogne ved Holstebro og medlem af Indre Missions hovedbestyrelse:

Det er vigtigt, at man er bevidst om, hvem der er død. Men det vigtigste er, at evangeliet bliver forkyndt til trøst og opmuntring for de mennesker, der sidder i sorg og savn. Derfor er det en balance mellem de to dele. Forkynder man ikke evangeliet, kan det lige så godt være en anden end en præst, der holder talen.

LÆS OGSÅ: Ugens tilbud i brugsen: Fire liter mælk og en begravelse

I nogle tilfælde vil der dog være pårørende, der ikke ønsker en personlig begravelsestale, og derfor skal man være forsigtig med at dømme præsten, når man sidder på kirkebænken og savner det personlige, understreger Einar Fog-Nielsen.

Særlige ønsker til talen skal gerne afklares i den forudgående begravelsessamtale mellem præst og pårørende. En samtale, der bør vægtes højt af begge parter, mener Ulla Morre Bidstrup:

Samtalen er meget afgørende, for her bliver præsten for det første klogere på afdødes liv og for det andet og endnu vigtigere hvad de efterladte har brug for at høre. Det er væsentligt for præsten at have fornemmet, hvad der er på færde hos de efterladte: skyld, taknemmelighed, knusende savn, frygt for fremtiden. Begravelsestalen skal jo netop være til liv for de efterladte.