”Nu orker jeg ikke mere, jeg er træt. Nu vil jeg gerne passes af dig, kære Gud.”
Sådan står det et sted i den gæstebog, der ligger inde i Rigshospitalets kirke i København. Her kan patienter og pårørende sætte ord på den sorg, glæde, lettelse eller fortvivlelse, de oplever, når livet gør ondt eller godt. For Henning Nabe-Nielsen, som er hospitalspræst på Rigshospitalet, er teksterne et vidnesbyrd om livets ekstremer, som de udfolder sig på et hospital. Og her er afskeden en fast del af hverdagen.
”For afsenderen af denne besked bliver afskeden jo en lettelse. Der kommer en tro på, at noget bedre er i vente,” siger han.
Netop det gode, der er i vente, er også Jesu budskab i søndagens prædiketekst. Her taler han til disciplene og fortæller dem, at han forlader dem, men at de ikke skal være triste, fordi sandhedens ånd skal sendes efter ham.
Teksten er ikke en af dem, Henning Nabe-Nielsen oftest har med, når han taler med døende patienter. Men tekstens budskab om, at noget godt venter på den anden side, kan godt lindre, når nogen er døden nær.
”Jeg tror faktisk, at de fleste af os har en forventning om, at der er noget, der møder os på den anden side. Men det gør ikke afskeden mildere. Der er stadig sorg og gråd og ting, vi skal skilles fra, og det, vi kan forvente at gå frem mod, er alligevel det ukendte. Det, Jesus siger, er, at det ukendte kan vi møde med fortrøstning, for det er noget godt, vi har i vente,” siger sjælesørgeren.
I teksten henviser Jesus til sin opstandelse og Helligåndens komme, da han forklarer disciplene, at noget bedre er i vente. Men ifølge teologen er det en svær tekst, for det budskab kan være svært for os at forstå.
”Vi forbinder afsked med et endegyldigt tab, og Jesus behandler det, som kun han kan behandle det, nemlig ved at gøre det til en god ting. Og det er altså svært.”
Henning Nabe-Nielsen har været hospitalspræst på Rigshospitalet i 16 år, og i den tid har han set de fleste afskygninger af menneskers farvel. For hver person har sin tilgang til døden, hvad enten det er med fortvivlelse over alle de ting, man ikke fik nået, eller taknemmelighed over alle de gode ting, man fik nået. Men for de fleste er det svært at skulle sige farvel.
”De fleste mennesker har noget i livet, som de synes er værdifuldt, og så er det svært at give slip på det og sige farvel,” siger han.
”Men der er mere taknemmelighed end fortrydelse og ærgrelse. Tit hører jeg, hvor glade folk har været for deres familie, børn, børnebørn, og hvor meget rigt de har fået i deres liv.”
”Jeg møder også mennesker, der er uforståeligt taknemmelige over meget lidt. En far skrev for eksempel i gæstebogen: 'Tak for de to timer, jeg fik med vores vidunderlige datter.' Den afsked kunne man godt forvente var fuld af forbitrelse over alt det, man ikke fik, men i stedet er den udtryk for taknemmelighed over det, man fik.”
Ifølge Henning Nabe-Nielsen er det meget individuelt, hvordan folk reagerer på, at de skal dø.
”Vi er helt vores egne, og derfor kan vi ikke lægge os ind i standardiserede skemaer. Luther siger et sted, at døden skal man tale om, når den er langt væk. Når den kommer tæt på, skal man tale om livet. Nogle mennesker trækker sig ind i sig selv og vil ikke tale om døden, mens andre har brug for så meget fællesskab som muligt. Det vigtigste er, at man respekterer det enkelte menneskes ønske,” siger han.
Som hospitalspræst har Henning Nabe-Nielsen ikke nogen metode. Det gør han faktisk en dyd ud af ikke at have. I stedet lader han den person, han taler med, sætte dagsordenen.
”I kærlighed og religion er det ikke en ros at være professionel. Nogle mennesker vil slet ikke snakke med os hospitalspræster, og så lader de være med at kontakte os. Men dem, vi taler med, ved, hvem vi er, og hvad vi har i ryggen,” siger han og forklarer, at samtalerne med patienterne kan have meget forskellige udformninger.
Fordi han er præst, er Bibelen og det kristne budskab altid med, selvom det oftest er i overført betydning.
”Det er sjældent, at jeg læser noget op. I stedet taler vi om tro; min tro og deres tro. De bibelske tekster bruger jeg oftere, når der holdes en andagt ved dødslejet, hvor man skal sige farvel. Så bruger jeg en gammeltestamentelig salme, noget fra Åbenbaringen eller et sted fra evangeliet,” siger han.
For ham er kristendommen nemlig et sprog, man kan bruge, når der er noget, som er svært at få sat ord på.
”Ligesom i Grundvigs salme 'At sige verden ret farvel', handler det om at sætte sig som menneske og tale om, både hvor mørkt der er i graven, og hvor vi snart skal ses igen. Der ligger noget stærkt i fællesskabet over for magtesløsheden og fællesskabet omkring et håb,” siger han.
”Kristendommen giver et sprog og et håb, man kan tale om.”
Netop håbet er vigtigt i en situation, hvor døden er nært forestående.
”Det har vi alle sammen brug for, ikke mindst når der er så meget andet, der er håbløst. Håbet repræsenterer ønsket om, at dette ikke er det sidste, der er at sige om os. Det er noget, jeg snakker med patienter om; Håbet som det, der har givet mening i mit liv, og håbet om gode hænder, der tager imod én. Håbet kan betyde, at man kan være nærværende i stedet for at være fraværende i angsten,” siger han.
”Det er svært at acceptere. Det, at der er et håb på den anden side, er at have et realistisk forhold til døden. Man ser ikke bort fra den. Adskillelsen er nødvendig for, at man kan komme til noget nyt.”
For Henning Nabe-Nielsen er det udbytterigt at have med mennesker at gøre, når livet er svært. Især samtalerne med mennesker, hvor det virkelig gælder, og livet er på kanten, giver mening.
”Alle præster beskæftiger sig med liv og død, men det bliver mere tilspidset på et hospital. Hvert menneske skal dø sin egen død. Man kan tage livet af hinanden, men ikke døden fra nogen. Derfor er det et spændende arbejde. Det er også svært. Det, som rører os, er altid svært, ellers rører det os ikke. Det er både en givende og en stor opgave. Men jeg tager det ikke med mig hjem,” siger han.
”Jeg har altid himlen over mig, og der lægger jeg det hen. Hvis ikke man havde en tro på, at man kunne lægge det tunge og det uhåndterlige fra sig i tillid til, at det var i gode hænder, ville det blive et for stort pres, hvis jeg selv skulle bære det.”