Prøv avisen
Før søndagen

Lones søn blev dræbt: Jeg kan 'identificere' mig med Gud efter, jeg mistede min søn

"Jeg har været i sorg, men jeg føler mig ikke deprimeret nu,” siger Lone Thomsen, der her ses på altanen i sit hjem i København. – Foto: Petra Theibel Jacobsen

Jeg kan identificere mig med Gud i påsken, fortæller Lone Thomsen, der for nogle år siden mistede sin søn. Efter drabet kunne hun i en tid ikke henvende sig til Gud, men sov gennem hele perioden med en engel under hovedpuden

I mange år kunne Lone Thomsen bedst forholde sig til langfredags tristhed, tunghed og synd:

”Jeg ville i påsken helst gå i kirke langfredag, for det passede til mit humør dengang. Jeg kunne godt lide højtideligheden og roen, og så tænkte jeg, at da mange andre ikke gik i kirke langfredag, var den dag lige dagen i påsken for mig.”

I 2012 mistede Lone Thomsen sin søn, og det styrkede relationen til Gud på langfredag. Hendes søn, den 21-årige jurastuderende Jonas Thomsen Sekyere, blev den 17. november dræbt i København med en kniv. Drabet fik megen medieomtale og blev til en debat om knive i nattelivet, som også Lone Thomsen deltog i.

”Jeg kan efter at have mistet min søn virkelig ’identificere’ mig med Gud, da jeg således har erfaret, at det største offer, du kan gøre, ikke er, at ofre dig selv, men at ofre din søn, dit barn. Denne kolossale smerte har jeg måttet opleve på egen krop,” siger hun om søndagens prædiketekst, hvor Jesus efter at være blevet korsfæstet opstår fra graven.

”I det store billede betyder Jesu opstandelse sejr over ondskab, lidelse og død. Døden er den sidste fjende, og efter korsfæstelsen er alle synder betalt. Opstandelsen er en kærlighedshandling fra Guds side,” siger Lone Thomsen.

Hun har haft interessen for tro længe. Som barn mødte hun primært en kristendom, som gjorde hende bange for at komme i Helvede:

”Jeg har haft tidspunkter, hvor jeg smed Gud væk, for jeg var bange for ham, og synd skræmte mig. I midten af 1980’erne begyndte jeg at studere i Bibelen med kristne venner, og det har lært mig meget om Gud.”

Da hun mistede sin søn, blev hun vred på Gud og kunne ikke tale om Gud eller henvende sig til ham i en periode:

”Jeg forkastede ikke Gud, men var vred og skuffet.”

I prædiketeksten berettes der om en engel, som ved et jordskælv stiger ned fra himlen, vælter stenen fra graven og sætter sig på den for at fortælle kvinderne, der er kommet, at Jesus er opstået. Lone Thomsen nævner en engel, da hun skal fortælle, hvad hun holdt fast i i ugerne og månederne efter sin søns død.

”En bekendt gav mig en engel i sølv, hvor der oversat fra engelsk til dansk står ’Herren velsigne dig og bevare dig’. Jeg lagde englen under min pude og tænkte, at så falder jeg ikke fuldstændig sammen. En dag tænkte jeg, at jeg egentlig savnede Gud. Det første, jeg sagde til ham, var tak. Jeg ved ikke, hvad jeg sagde tak for. Senere begyndte jeg med at bede og have Gud med i min hverdag. Jeg er taknemmelig for, at min søn også var troende og gik i kirke,” siger hun og tilføjer:

”Om alt går vel, vil vi opstå og kunne mødes igen i det evige liv.”

I dag hænger englen på væggen og er fortsat for Lone Thomsen et minde om gode løfter fra Gud.

”Mit kendskab til troen, Bibelen og Gud har gjort, at jeg er kommet igennem tabet af min søn, dog uden at savnet nogensinde forsvinder. I dag kan jeg igen se glæden og håbet. Jeg har været i sorg, men jeg føler mig ikke deprimeret nu. Jeg kan se på det, Jesus har gjort for os i påsken, og glæde mig over det. Jeg glæder mig over livet,” siger hun og henviser til en planche, som fra væggen i hendes lejlighed i København opfordrer: Gør mere af det, der gør dig glad.

Lone Thomsen bemærker, at det er kvinder, i teksten, der bliver vidner til, at Jesus faktisk er opstået, da de ser stenen væltet væk fra åbningen og den tomme grav. Som kvinde finder hun det glædeligt, at det netop er kvinder, der får den fornemme opgave at viderebringe budskabet.

”Uanset hvor klare beviserne er for os i dag, er det noget, vi skal lade os overbevise om. Det er dét, troen gør. At man er overbevist om dét, man ikke har set. Jeg kan dog godt i øjeblikke falde fra og tænke, at opstandelsen er spekulation. Jeg tror, det er meget menneskeligt. Så må jeg op på hesten igen og genopleve påsken hvert år. Derfor prioriterer jeg generelt at læse i Bibelen, gå til gudstjeneste, foredrag og læse kristne bøger. Det har også givet mig et andet syn på, hvad synd er. Det er ikke bare, at man er et forfærdeligt menneske, men at man har vendt sig bort fra Gud,” siger hun.

I bibelteksten bliver kvinderne ved graven bedt om at skynde sig hen til Jesu disciple for at fortælle dem, at han er opstået. Det gjorde de med frygt og stor glæde. Lone Thomsen har også et håb om, hvad der i dag må blive fortalt om påsken:

”Jeg tror, der kan være for lidt fokus på, hvor meget kærligheden er det centrale i påsken og i Bibelen i det hele taget. Man kan lære om, hvordan man skal være over for hinanden, om tilgivelse, mildhed og ægte, vedvarende glæde. Man skal være kristen, ikke bare tro.”

Her er påsken en væsentlig beretning, mener Lone Thomsen:

”Jesus døde for at udslette vores synder, og for at vi kan være tæt på Gud igen. Man bliver løftet op af påskesøndagens håb. Jeg har aldrig gjort så meget ud af påsken, men jeg er begyndt at fatte i mit hjerte den store betydning, den har: At Jesus overvandt døden og opstod som førstegrøden. Det vil sige, at vi andre skal følge efter og få evigt liv.”

Lone Thomsen blev vred på Gud, da hendes søn blev dræbt. Her ses hun til sønnens begravelse. Billedet bringes med tillladelse fra Lone Thomsen. Foto: Jacob Ehrbahn