Prøv avisen
Reformationen

Det store brud skabte protestanter, statsborgere og individualister

Tegning: Morten Voigt.

I 2017 fejrer vi reformationsåret, der markerer 500-året for Luthers opgør med den katolske kirke. Stort set alle de strømninger, som har præget vor kultur i de fem århundreder, bygger videre på Reformationen

På rigsdagen i den tyske by Speyer nær Mannheim fandt den 19. april 1529 en af periodens mange betydningsfulde trosmæssige konfrontationer sted. Den kristne kirke var under markant forandring, men på dette møde var der en klar dagsorden om, at nu måtte der sættes en stopper for de rebelske kræfter, som fik ikke bare kirken, men hele samfundsordenen til at skælve.

Men der var også kirkefolk til stede i Speyer, som ikke kunne godkende denne dagsorden. De insisterede på den enkeltes ret til at følge sin egen samvittighed og til trosfrihed. Derfor protesterede de. Inden rigsdagen i Speyer plejede man at hæfte betegnelsen evangeliske på dem, fordi de følte sig mere loyale over for evangeliernes ord end over for kirkens øverste ledelse. Men efter rigsdagen kom en ny betegnelse til: protestanter.

Der er altså endnu tolv et halvt år til begreberne protestant og protestantisme fylder 500 år, men allerede på mandag begynder reformationsåret. Det var den 31. oktober 1517, at Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren til slotskirken i Wittenberg, og det er blevet besluttet, at fejringen af Reformationen skal foregå i året fra 499-årsdagen til 500-årsdagen for denne begivenhed.

Selvom Wittenberg 1517 altså er det officielt vedtagne udgangspunkt, var Reformationen selvsagt ikke noget, der skete på en enkelt dag eller et enkelt år. Forud for Luthers konfrontation med den katolske øvrighed var gået kritik fra mange andre personer af kirkens fremfærd, og det meget markante brud i Europas historie, som Reformationen udviklede sig til, trak lange spor. Spor som endnu er tydelige i dag.

Ikke alene kristnes måde at praktisere tro på, men også måden, mennesker i det hele taget danner fællesskaber og forstår sig selv på, blev forandret i perioden for omkring 500 år siden. Ved det, der ikke var en total omvæltning, altså en revolution , men et forsøg på at vende tilbage til kristendommens oprindelige udgangspunkt for at komme nærmere til Gud. Altså en genskabelse. En reformation.

Op gennem middelalderen var kristendommen blevet udbredt til hele Europa, og under ledelse af de skiftende paver i Rom var den katolske kirke en betydelig magtfaktor i verden. Til trods for, at kristenheden allerede i 1054 var blevet splittet i en romersk-katolsk og en græsk-ortodoks retning, og til trods for, at kirken blev svækket af, at der i årene 1378-1417 var to indbyrdes konkurrerence paver i henholdsvis Rom og Avignon, var den en åndelig supermagt og en verdslig stormagt med de skiftende kejsere af det hellige tysk-romerske rige som sin vigtigste allierede.

Men i 1400-tallet og ind i 1500-tallet skete der store forandringer. Fra Firenze i Italien udgik renæssancen , som genfødte antikkens dyrkelse af kunst, æstetik, videnskab, handel og individualisme. Fra Mainz i Tyskland udgik Johann Gutenbergs bogtrykkerkunst baseret på løse typer, som revolutionerede kommunikationen. Og fra Lissabon i Portugal og Palos i Spanien afsejlede søfarerne Vasco da Gama og Christoffer Columbus på vej ud for at opdage nye verdener at handle med, erobre, kolonisere og omvende til kristendommen.

Midt i alle disse forandringer var der flere, der begyndte at kritisere den katolske kirkes magtposition, for eksempel den engelske filosof og teolog John Wycliffe og tjekken Jan Hus, som blev brændt som kætter i 1415. Da Martin Luther godt 100 år efter udfærdigede sine teser mod kirkens afladshandel, gik i rette med pavemagten og ved rigsdagen i Worms i 1521 blev dømt som kætter for det, fulgte han i andres fodspor og byggede videre på en række individualistiske og kommunikationsmæssige nybrud.

Men forskellen på Luther og hans forgængere var, at han brød igennem og lykkedes med sit forehavende. Han blev ikke brændt som kætter, men fik mange støtter blandt tyske fyrster, borgere og kirkefolk. Og generationer af andre reformatorer studerede Luthers skriverier, støttede nogle af Luthers idéer og anfægtede andre. Hvor der før var relativt stille på debatfronten i det kristne Europa, gik bølgerne pludselig højt. Med den jævnladrende schweiziske reformator Huldrych Zwingli skændtes Luther om nadveren. Andre folk som Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer gik langt videre end Luther i forhold til antiklerikal agitation og ønske om at leve bogstaveligt efter Jesu bud, som de er formuleret i Bibelen, og de blev ligeledes revset af Luther.

Jean Calvin, den 26 år yngre franskmand, blev imidlertid den reformator, som sammen med Luther for alvor kom til at præge eftertiden. Calvin, der det meste af sit liv opholdt sig i Genève i Schweiz, var med til at systematisere mange af Reformationens tanker. Det siges, at hvor Luther var karismatisk, udadvendt og ustruktureret, var Calvin som person mere stilfærdige tilbagetrukket og disciplineret.

Mens nutidens protestanter i Norden og i Nordtyskland overvejende er lutheranere – Danmark blev i 1536 verdens første erklæret lutheranske nation – er calvinismen dominerende blandt protestanter i Holland, Schweiz og USA. England fik sin helt egen statslige version af protestantisme, den anglikanske kirke.

Et særkende ved protestanter er, at de i langt højere grad end andre kristne hovedgrupperinger har delt sig efter anskuelser i mange mindre kirkesamfund. Stort set alle med en ambition om at komme så tæt på den oprindelige gudstro som muligt. Al den debat, al den kommunikation, alt det sprog, al den betoning af den enkeltes individuelle frihed til at følge egen overbevisning og samvittighed og al indbyrdes konkurrence har været med til at skabe nogle meget dynamiske samfund. Og al den dynamik, der er udgået fra samfundene i Europa og Nordamerika, har i de forgangne 500 år formået at præge verden afgørende.

Reformationen betød krig . Det var langtfra alle kræfter i Europa, der brød sig om reformation og protestanter. Herhjemme fik vi borgerkrigen Grevens Fejde 1534-36, som førte til lutheraneren Christian III’s magtovertagelse efter sejren over tilhængere af katolikken Christian II. I Frankrig oplevede de lokale protestanter, huguenotterne, et veritabelt mareridt på Bar-tholomæusnatten mellem den 24. og 25 august 1572, da soldater på dronning Katharina af Medicis ordre begik massakre på dem. 2000 døde den nat, og i alt 20.000 huguenotter blev på fire uger dræbt som følge af en konflikt, der både handlede om religion og magt.

Da Europa i 1618 rodede sig ud i tre årtiers nærmest permanent krigstilstand – Trediveårskrigen – med enorme tab af menneskeliv til følge, var konflikten mellem katolsk og protestantisk orienterede magthavere central. Da man omsider nåede frem til at indgå Den Westfalske Fred i 1648, lykkedes det tilgæld at bilægge striden så meget, at religionskrige mellem kristne stort set ophørte.

Der er ikke lighedstegn mellem Reformationen og de efterfølgende århundreders tiltagende individualisme, humanisme, kapitalisme, liberalisme, demokratisering, oplysningstænkning og i sidste ende sekularisering. Men det hænger sammen.

”Intet menneske dør af arbejde, men ved at gå ledig og uvirksom mister folk både liv og helse. For mennesket er født til arbejde ligesom fuglen til at flyve,” er Martin Luther citeret for. Arbejdet blev sat centralt i ethvert menneskes liv. Det gjorde os rige. Og stressede.

Luther skal også have erklæret: ”En kristen er en fri herre over alle ting og ingen underdanig. En kristen er en tjenstvillig slave for alle og alle underdanig.” Det gjorde os ydmyge. Og hovmodige.

Andre læser lige nu