Prøv avisen

Det tvetydige væsen

- Mennesket er ifølge Kierkegaard et tvetydigt væsen, der kan frygte sig selv og blive ufri af sig selv, siger professor, dr.theol. Arne Grøn fra Teologisk Fakultet i København.

ANGST: Søren Kierkegaard var med sin analyse af begrebet angst på forkant med vor tids krav til mennesker om at forme deres eget liv

Søren Kierkegaard ramte med sin filosofiske afhandling om "Begrebet Angest" lige ned i vor tids selvforståelse, siger professor, dr.theol. Arne Grøn, Danmarks Grundforskningsfonds Center for Subjektivitetsforskning på Teologisk Fakultet i København.

- Når Kierkegaard trækker angsten frem og spørger, hvad det vil sige at være menneske, er det, at et menneskes identitet er udsat. Og det, der udfordrer et menneskes identitet og selvforståelse, er de forandringer, der sker med det. Det karakteriserer netop det moderne menneske, at det hele tiden rammes af forandringer og i den grad skal finde sig selv i forandringen. Hvorfor er vi for eksempel så optaget af identitet som problem? Det er vi, fordi vi ikke bare kan forstå os selv ud fra givne sammenhænge og traditioner, men selv skal udforme vores liv, siger Arne Grøn, der er forfatter til bogen "Begrebet angst hos Søren Kierkegaard".

Han understreger, at der hos Kierke- gaard ikke er tale om angst som en psykisk lidelse, men om eksistentiel angst, som er ethvert menneskes vilkår. Kierkegaard skelner endvidere mellem frygt og angst.

- Når man frygter noget, er der en bestemt genstand for ens frygt. Med angsten kan man ikke på samme måde udpege en genstand. Det er en angst for intet - den genstandsløse angst, siger Arne Grøn og fortsætter:

- Den genstandsløse angst retter sig mod en selv som for eksempel, hvis man skal til eksamen. Man kan frygte at komme op i noget, man ikke har læst så grundigt, og at man ikke spiller godt sammen med eksaminatoren. Men man kan også på forhånd blive bange for, hvordan man reagerer i situationen. Hvad nu, hvis der går en klap ned for mig? Hvad viser det om at være menneske? At vi har den mulighed i os, at vi kan blive grebet af en angst, der retter sig mod os selv, og hvordan vi vil reagere i fremtiden. Og det viser for Kierke-gaard, at mennesket er et selv.

- Med det mener han, at man altid er stillet i forhold til sig selv. Man bærer så at sige rundt på sig selv hele tiden. Et menneske er således stillet med sig selv som en opgave. Lige meget hvordan man vender og drejer det, lever ens liv sig ikke bare, og spørgsmålet er, hvad man stiller op med sig selv. Derfor knytter han angst sammen med frihedens mulighed, som er, at man opdager sig selv som et væsen, der kan forme sit liv på forskellige måder.

Angst kan altså opleves som frihedens mulighed, og at man har fået opgaven at forme sit eget liv. Men når man en gang har grebet fejl i angst, står man ikke kun over for frihedens mulighed. Man har også en historie i ryggen. Hvad stiller man op med den?

- Når man er bundet til fortiden i skyld, bliver angsten mere kompliceret. Kierkegaard skelner her mellem angsten for det onde og angsten for det gode. Angsten for det onde er angsten for at gentage det onde, man har gjort. Pointen er, at man har gjort erfaringer med sig selv om, at man kan blive svag, fejle og gøre noget forkert. Når jeg forstår, at jeg har gjort noget forkert, må jeg kunne slippe og gå videre. Men det kan man ikke uden videre ligesom med eksamenseksemplet. Angsten viser, at man ikke er herre over sig selv. Det er angsten for, hvad man selv kan finde på at gøre. Mennesket er altså ifølge Kierkegaard et tvetydigt væsen, der kan blive ufri af sig selv. Han giver nogle eksempler på det - at man kan blive fanget af ambitioner eller fikse ideer.

- Denne tvetydighed kommer endnu tydeligere frem, når vi ser på angsten for det gode. Det at tale om angsten for det gode er modsætningsfyldt. Og at gøre modstand i angst mod det gode som det, der vil forløse én, er mærkeligt. Hvorfor ikke bare tage imod det?

Ifølge Arne Grøn taler Kierke- gaard ubestemt om det gode, der vil forløse.

- Men han siger også, at det er kommunikation - det at meddele sig i betydningen at dele sig selv med andre. Det er en tanke, der tit er blevet overset hos Kierkegaard, fordi han er blevet læst som en, der ser på det enkelte menneske som en isoleret størrelse. Men det enkelte menneske kan blive fri i forhold til sig selv ved at meddele sig til andre.

- Kommunikation binder han til kommunion - nadverfællesskab - og til ordene om syndernes tilgivelse. De ord forstår han sådan, at et menneske, der er blevet fanget og lukket inde i sig selv i dæmonisk indesluttethed, det menneske kan ikke gøre sig selv frit. Det skal forløses fra sig selv ved noget, der kommer til det udefra - som ordene om syndernes forladelse.

Tilbage til nutiden, hvor moderne mennesker ifølge Arne Grøn forstår deres liv som et projekt.

- Det går det tilbage til erfaringen om frihedens mulighed. Ens liv er ikke givet på forhånd, man skal give det form gennem projekter. Nogle af de begreber, vi er begyndt at bruge inden for de sidste 20-30 år, er i høj grad eftervirkninger af eksistens-tænkning, som Kierkegaard har præget og været igangsætter af. Men det, der ligger deri, er ikke bare at vælge det, man kunne tænke sig, men at overtage sig selv og dermed også den historie, man har med sig. Stå ved sig selv og kende sig selv. Det skal forstås radikalt, at man skal stå ved sig selv, som man allerede er. Mennesket er et selv, der bærer rundt på sig selv og ikke slipper for sig selv.

- På den måde kan Kierkegaard give et kritisk perspektiv på mange moderne måder for selvforståelse. Han har virkelig sans for menneskelig tvetydighed. At vi er dem, der skal leve med det, vi gør. Vi er også ofre for os selv og skal selv bære rundt på det, vi gør. Vi slipper ikke for os selv. Og vi vil ikke det gode uden videre. Der er modstand i os, modstand, som er svær for os selv at forstå, siger Arne Grøn og tilføjer:

- At gøre modstand mod det gode er i kristendommen synd.

r

remar@kristeligt-dagblad.dk