Prøv avisen
Før søndagen

Kunstner: Det ubegribelige hverken kan eller skal fastholdes

”Jeg har aldrig selv haft nogle voldsomt religiøse oplevelser, men alligevel er jeg troende. Det nærmeste, jeg er kommet på en sådan, må være på FDF’s landslejr, hvor man synger en salme og pludselig mærker naturen på ny,” siger Peter Callesen. – Privatfoto.

Søndagens tekst minder kunstner Peter Callesen om, at vi mennesker skal blive bedre til at være til stede i særlige øjeblikke

I virkeligheden er søndagens prædikentekst lidt pudsig, mener kunstner Peter Callesen. Det første, vi hører om, er nemlig, at Jesus og et par af hans disciple bevæger sig på et bjerg, hvor de oplever en form for åbenbaring. Og netop denne bevægelse opad symboliserer ifølge Peter Callesen det helt omvendte af, hvad kris-tendommen for ham står for.

”For mig er den vigtigste bevægelse i kristendommen, at Gud kommer ned på jorden, indtager en menneskeskikkelse og lever et liv blandt os mennesker på Jorden,” siger Peter Callesen.

Men i denne prædikentekst opleves en mere gammeltestamentelig Gud, der fra skyen meddeler sig til disciplene.

En af de ting, som han også hæfter sig ved, er, at disciplen Peter straks foreslår at bygge tre hytter til Elias, Moses og Jesus.

”Det er en form for kirker, som Peter vil bygge for at fastholde oplevelsen. Men det giver også anledning til at stille spørgsmålet: Hvor er kirken? Er den i bygninger, eller er den i handlinger?”, siger Peter Callesen.

Han har det selv lidt ambivalent med at svare på det spørgsmål. For i princippet kan man holde kirke alle steder, så længe man kan binde to stykker træ sammen til et kors. Det ved han som gammel FDF’er. Og den form for kirke er jo på ingen måde en, der kan fastholdes. Men omvendt udgør vore kirkebygninger også en stor og rig kunstnerisk og kulturel skat, som er værd at bevare, mener han.

Peter Callesen er selv med i Udvalget for Kirkekunst under Akademiraadet, hvor han fungerer som rådgivningskonsulent for danske menighedsråd, når det gælder kirkerummets indretning og udsmykning. Og han mener, at ændringer og fornyelse af kirkerummet skal ske med stor omtanke og kendskab til rummets historie og egenart.

Disciplen Peters impulsive reaktion på situationen er i det hele taget ret tankevækkende, synes Peter Callesen. Her har vi nemlig at gøre med et ubegribeligt øjeblik, som han straks vil prøve at gøre fysisk og konkret. Men pointen er måske netop, at det hverken kan eller skal fastholdes.

”Det ubegribelige kan ikke fastholdes eller forklares. Populært kaldes søndagens tekst også ’Forklarelsen på bjerget’. En forklarelse er jo i sig selv et meget mærkeligt ord, som vi ikke er vant til at bruge. Og det er der måske en grund til. For mens en forklaring betyder at begribe noget eller give et svar på noget, er en forklarelse vel mere en form for åbenbaring,” siger Peter Callesen og fortsætter:

”I øjeblikke af åbenbaring – ligesom den situation, disciplene oplever på bjerget – får man en oplevelse, som gør ens liv rigere, og som betyder, at man forstår verden på en ny måde. Men det er ikke meningen, at man skal kunne begribe det, selvom det er, hvad Peter ønsker. Man skal snarere blot gribe det.”

Peter Callesen tror egentlig, at det er meget menneskeligt at ville tage hånd om det uforklarlige. Men som menneske bør man måske alligevel passe på med altid at ville finde svar på det, man ser og er heldig at opleve.

”Der er nogen mennesker, der vil forstå den her situation på bjerget som et gudsbevis. Dybest set tror jeg dog ikke, at vi skal kunne bevise, om Gud eksisterer. Tro er tiltro. Et bevis er ikke afgørende, og det er heller ikke sådan, at man behøver at have haft en stor åbenbaring for at være troende. Det har jeg for eksempel aldrig selv haft,” siger Peter Callesen, der er vokset op i Herning i en kristen familie, hvilket blandt andet betød, at han gik i søndagsskole og til FDF, hvor han mødte en ”livsglad kristendom”.

I nutidens samfund er det netop blevet en norm, at vi skal forsøge at forstå alting, mener Peter Callesen.

Derfor er det ifølge ham endnu vigtigere at kunne opleve øjeblikke uden at føle behov for at begribe og fastholde dem.

”På et samfundsmæssigt plan skal alting nu have en nytteværdi. Alle vores handlinger skal helst kunne skrives ind i et regneark, hvor der helst skal stå plus i bunden, før det kan svare sig at bruge tid på. På et mere personligt plan er det derfor vigtigt at øve sig i at stoppe op og prøve at gribe de his-torier, der opstår,” siger Peter Callesen.

Han er nok ikke så god til det selv, indrømmer han. For også han har en familie og en travl hverdag med masser af aftaler.

”Kunsten er selvfølgelig at prøve at give sig tid til nuet alligevel. Vi har et dejligt sommerhus nede på Falster i et skønt område ned til vandet. Når jeg er dernede, er jeg bedre til bare at være til stede med familien. Rundt om huset er en helt fantastisk natur, som på en gang er stor, voldsom og fantastisk smuk. Her er det lettere at blive stille og bare lytte. Der kan nærmest være noget meditativt ved at dvæle ved horisonten ud over vandet,” siger Peter Callesen.

Den følelse kan han sommetider også godt få, når han arbejder med et kunstværk. Så kan han hælde en kop friskbrygget kaffe op, sætte sig med papirerne mellem hænderne og blive helt overrasket, når han får en tår kold kaffe i munden.

Tiden er passeret hurtigt forbi, uden at han har bemærket det. Det er sådanne øjeblikke, der virkelig tæller.

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Man kan ikke fastholde det ubegribelige. Man skal blot være i oplevelsen – så længe eller kort, den varer.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Jeg vil i stedet svare med det bud, som Jesus gav, og som rummer de fleste af de 10 bud; at du skal elske din næste som dig selv. Vi er ikke alene. Vi bærer hinandens liv i vore hænder.

Hvordan er din ønske-gudstjeneste?

Det er, hvad jeg vil kalde for en højkirkelig højmesse, hvor der ikke er alt for meget hurlumhej, og hvor ritualerne bliver højtideligholdt. Det er en gudstjeneste, der giver et sprog til det, som jeg ikke kan sætte ord på.

Hvordan er dit gudsbillede?

Det er først og fremmest Jesus. Jesu liv viser os, hvem Gud er. Jeg tror på en personlig Gud. En Gud, som er. For mig er Gud ikke et symbol. Han er en magt og en person, som er større end mig selv.