Det usminkede menneskeliv

Læsermøde: 200 mennesker havde fundet vej til høring om sorg, hvor brevkasseredaktørerne Jørgen og Annette Due Madsen appellerede til ikke at slå blikket ned, når vi møder et menneske i sorg

Jørgen Due Madsen står på talerstolen. To hundrede mennesker sidder i salen på Diakonhøjskolen i Århus og lytter til hans skelnen mellem sorg og depression, da hans mobiltelefon ringer. Det er datteren, betror han forsamlingen.

- Karoline, jeg står midt i noget nu. Hej.

Man skal tage hånd om meget, som han selv siger.

Og indtil videre har Jørgen Due Madsen , som er speciallæge i psykiatri, sammen med sin kone Annette, familieterapeut og psykolog, taget hånd om godt 180 henvendelser fra Kristelig Dagblads læsere og besvaret dem i avisens brevkasse »Spørg om livet«. En del af dem er nu trykt i bogen »Sorgens mange ansigter«, som parret præsenterede på mødet onsdag aften.

Jørgen Due Madsen gav udtryk for sin glæde over brevkassens navn, »Spørg om livet«.

- Spørgsmål, nysgerrighed og undren er livstegn. På kirkegården spørges der ikke. Stivnede mennesker spørger heller ikke, men hvor man ikke spørger, er der ingen udvikling. Vi vil gerne bidrage til, at folk stiller spørgsmål, der sætter erfaringsudveksling i gang. Vi vil gerne dele svar, udfordre til nye spørgsmål og dele det usminkede menneskeliv.

Det er ifølge Jørgen Due Madsen vigtigt at stille spørgsmål i forbindelse med sorg. Hvordan er det at miste sin ægtefælle gennem 30 år? Hvordan er det pludselig ikke at skulle på arbejde? Hvordan er det at få et handicappet barn?

- At stille spørgsmål stiller den anden fri. Det giver mulighed for at svare og dele erfaringer eller mulighed for at sige, at det har man egentlig ikke lyst til at tale om. Hvor vi ikke stiller spørgsmål til hinanden, efterlader vi hinanden i isolation. Hvis vi ikke får formidlet vore tanker til et andet menneske eller ned på et stykke papir, går vore tanker i ring, og vi får ikke ny - og måske det puf fra et andet menneske, som kan føre én videre i en ny retning, sagde Jørgen Due Madsen.

Sorgens dybfryser

Bliver der ikke lyttet til et menneske i sorg, taget vare på sorgen, kan det være medvirkende til, at sorgen »går i dybfryseren« og mange år efter, måske i forbindelse med en ny og endda mindre smertefuld oplevelse, udvikler sig til en depression. En ung mor, som mister sin mand, skal tage sig af de mest sårbare i familien, nemlig børnene, og har ikke plads til at sørge. Eller en mand oplever, at én, som står ham nær, dør, samtidig med at hans barn kommer til verden, og skal tackle sorg og glæde på samme tid. Så bliver der måske lagt bandage på sorgen, og det er den, der kan blive revet af ved en begivenhed måske 20 år senere.

Jørgen Due Madsen er overlæge på angst- og depressionsafdelingen på Psykiatrisk Center Ballerup og ser det jævnligt i sit arbejde.

- I sorg er der bevægelse, og ved at tale om den kan man afværge, at den bliver dybfrossen depression. Det er en kamp med sorgen - mod depressionen. Symptomerne kan være de samme - man ligger søvnløs, er træt og tung og har ingen appetit - men tankevirksomheden er forskellig. Hvor sorgen er optaget af den, man har mistet, drejer depressionen sig om, at man ikke føler sig god nok. Hvor sorgen ikke nødvendigvis ødelægger selvfølelsen, er depressionen kræft for den.

Alle i samme båd

At livet er uendelig godt og kan gøre så forfærdelig ondt; at det er en kamp mellem onde og gode kræfter, liv og død, kærlighed og svigt, som Annette Due Madsen formulerede det på mødet, er også en erfaring, hun selv har gjort. Hun og og Jørgen Due Madsen har en svært handicappet søn, og hun fortalte om umiddelbart små oplevelser i den forbindelse - som har haft stor virkning. Som dengang parret med deres to raske børn skulle en tur til Afrika og for første gang være væk fra deres syge dreng i længere tid. Da ringede drengens lærer for at ønske familien en god tur og for at sige, at de trygt kunne rejse, for »vi skal nok passe godt på Frederik, mens I er væk«.

- Gode mennesker og handlinger er som gode perler på en snor, vi bærer med os. Det er et livsvilkår, at livet gør ondt, og vi er alle i samme båd, men når livet gør ondt for den enkelte, gør det endnu mere ondt, hvis der ikke er nogen mennesker omkring én. Der er en hunger efter at blive set og berørt i livets kamp, og godhed fra andre mennesker er en gave hver gang - og hårdt arbejde, som vi alle kan blive bedre til.

Her svigter man, når man i kejtethed slår blikket ned og undgår et menneske i sorg.

- Det er måske af uvidenhed eller af frygt for at smage på magtesløsheden. For vi vil så gerne have noget at komme med, når vi skal møde andre. For hvad skal vi sige, når livet gør ondt? Der er jo ikke så meget at sige, og derfor er det en kunst at være mennesker nær i sorg. At turde at være sammen med mennesker uden at have løsninger.

I Annette og Jørgen Due Madsens nye bog er der et citat af Benny Andersen, der lyder: »Når jeg synger min/klagesang for dig/er det for at du skal/høre min sorg/det er ikke en stil/du skal rette i«.

- Man finder hjælp og trøst i at fortælle om sin smerte - det er små bitte klumper, der langsomt skal finde sin kanal ud af sindet, ud og blive luftet. Og når tingene kommer uden for én selv, kan man nogen gange se dem fra et nyt perspektiv, og der kan blive plads til nye tanker, sagde Annette Due Madsen.

Samtalens vigtighed

Hun fortæller om en episode, der viser, at også børn har brug for at tale om sorg. En lille 4-årig pige, hvis mor var alvorligt syg, talte med sundhedsplejersken, der kom på besøg. De satte sig og tegnede et menneske, som pigen skulle farvelægge, og sundhedsplejersken spurgte pigen, hvilke følelser, der kunne være i sådan en krop. Vrede, glæde, sorg, sagde pigen og tillagde følelserne forskellig farve. Sorgen var sort, glæden rød. Tegningen blev meget sort, men oppe ved halsen var det en rød streg. »For ellers kan jeg ikke trække vejret«, som pigen sagde. Da sundhedsplejersken så spurgte hende, hvad der kunne lave røde streger, svarede pigen: »Det, at du vil snakke med mig«.

At man måske kan komme til at intimidere voksne mennesker i sorg, gav en kvinde i salen udtryk for, da ordet blev frit. Skal man altid spørge?

- For de fleste er det vigtigt, at i hvert fald noget bliver sagt - måske bare at »jeg tænker på dig«, sagde Jørgen Due Madsen, og Annette Due Madsen supplerede med at understrege, hvor vigtigt det er at respektere, at menneskers sorg kommer til udtryk på forskellig vis, og at nogen har brug for at være mere alene med den end andre.

- Men derfor er det alligevel vigtigt at dygtiggøre sig i sproget.

En enke ville høre, om sorgen ikke var selvmedlidenhed. »Det sætter sig i alle muskler, når jeg forsøger at beherske min selvoptagethed«, som hun sagde. Hertil svarede Jørgen Due Madsen, at der ikke »bør tales ilde« om selvmedlidenhed.

- Vi kan synes, det er synd for vores bedste ven, men vi må ikke synes, det er synd for os selv. Men det er synd, og vi skal tage vare på os selv. Vi skal tage den egenomsorg alvorligt, men selvfølgelig prøve ikke at komme til at sidde fast. Ved blandt andet at tale om det. Men inden den store sorg indhenter os, kan vi tale med hinanden om det almindelige, sårbare menneskeliv. Det er en god træning.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Læsermøde

Stadig ledige pladser i København

Læsermødet om sorg med Annette og Jørgen Due Madsen gentages på onsdag den 14. maj kl. 18.00-20.00 på Bethesda København, Rømersgade 17, 1362 København K. Der er stadig ledige pladser, og tilmelding kan ske ved henvendelse på tlf. 3348 0505 hverdage mellem 8.30 og 16.00.