Hvad er det bedste ved kristendommen?
At der er en mening med livet, og at den mening kommer til udtryk gennem evangeliet om Jesus fra Nazaret. Det bedste ved kristendommen er muligheden for at kunne tro på og have tillid til, at Gud er en magt, der omslutter mig i liv og død. Den magt giver mig energi til at tage dagligdagens små og store problemer op.
Kristendommen giver en utrolig frihed til selv at tolke mit liv, en frihed til at tage ansvar for, hvordan jeg forvalter det liv, jeg har fået. Det bedste ved kristendommen er altså, at den enkelte får et livsgrundlag og samtidig med en frihed også en ansvarlighed og forpligtelse. Først og fremmest i nærværet over for andre mennesker.
LÆS OGSÅ: Der er langt mellem snapsene ved gudstjenester
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det er, at den kristne tro ikke giver lette løsninger. Ja, den giver overhovedet ingen løsning, for den består af spørgsmål. For eksempel om tilværelsens uretfærdighed, om sulten, nøden og undertrykkelsen. Den menneskelige egoisme og selvtilstrækkelighed. Hvorfor mennesket handler ondt, selv om mennesket ved, hvad der er det gode.
Vi spørger også, om der er et liv efter døden. Og her får vi heller ikke et entydigt svar fra kristendommen. Kristendommen giver således ikke nogen patentløsninger. Det er ikke en religion, der går op, men som efterlader den enkelte til kampen mellem tro og tvivl.
På den måde henviser kristendommen den enkelte til kampen for selv at finde fodfæste. Det vil sige, at det bedste ved kristendommen at den frisætter mennesker det er samtidig også det værste. Det kan lyde paradoksalt, men sådan opfatter jeg det.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Tilsyneladende er folkekirken en selvmodsigelse. Den er på den ene side i kristen forstand et trosfællesskab. Men i praksis er den også en organisation, der giver total frihed til den enkelte, med hensyn til hvordan vedkommende forholder sig til kristendommen.
Folkekirken er et fællesskab, hvor der både er plads til den kejtede tro, som jeg har hørt en foredragsholder udtrykke det, og til den, der mener at have styr på, hvorfor hun eller han er medlem af kirken. Men det bedste er, at der i folkekirken er højt til loftet og vidt til væggene. At man kan være i samme kirkerum, hvad enten man regner sig for konservativ kristen eller politisk og kulturelt progressiv kristen, spirituelt interesseret, intellektuelt indstillet eller blot kommer som dem, der føler at høre til, uanset hvad præsten prædiker.
Det er positivt, fordi folkekirken ikke bliver en kirke, som tvinger os ind under faste lærepunkter. Folkekirken har ikke plads til et pavedømme, hvor der kun findes en rigtig kristendomsopfattelse. Selvfølgelig har folkekirken rent teologisk en ramme, nemlig den evangelisk-lutherske tro. Men inden for den ramme er der plads til mange forskellige måder at være folkekirkemedlem på.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det værste er, når rummeligheden og friheden bliver til en ideologi, for så tør ingen tale på folkekirkens vegne. Og sige, at det er netop det, vi mener med tro, håb og kærlighed. Det bliver en ideologi, når ingen i folkekirken kan tage patent på, hvad der er det rigtige. Folkekirken bliver derfor tavs og ligegyldig, og rummeligheden bliver en hindring for, at vi som et trosfællesskab tør formulere os i det offentlige rum. For eksempel når grundlæggende etiske værdier er under pres.
Noget af det værste ved folkekirken er også, at den som institution er forbundet med staten, for så er den til syvende og sidst uafhængig af den folkelige opbakning, og den bliver reduceret til en serviceinstitution. For eksempel kan man i en række sogne se, at det er vanskeligt at samle interesse for valget til menighedsråd. Og nogle steder er der store vanskeligheder ved at samle folk til gudstjeneste. På den måde bliver kirken identisk med præsten og hans eller hendes tjenstlige pligter.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Til folkekirkens gudstjeneste kan man møde op med sin sorg, glæde, skuffelser og forhåbninger. Gudstjenesten forudsætter ikke, at jeg yder, jeg skal blot tage imod. Det er det bedste. Genkendeligheden er også noget af det bedste. At der er en liturgisk struktur med salmesang, bøn, ordets forkyndelse, bekendelse, dåb og nadver. Det afspejler historien og tradi-tionen, og man kan som gudstjenestedeltager se sig selv som led i et fællesskab, der rækker helt tilbage til den tidlige kristendom.
Noget af det mest betydningsfulde ved gudstjenesten er den salmetradition, som netop i de her år fortsættes med en salmedigtning, hvor evangeliet kommer til orde i et nutidigt sprog med nykomponerede melodier, som let kan synges i menigheden. Heldigvis er der rigtig mange dristige præster og dygtige organister, der tør formidle denne fornyelse.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Her må jeg nødvendigvis sætte mig ind i, hvordan kirkefremmede oplever gudstjenesten. For dem må gudstjenesten opleves som noget indforstået, sprogligt på afstand af det danske hverdagssprog, tynget af teologiske begreber i liturgien og måske også i præstens prædiken.
Dermed bliver det værste ved gudstjenesten, at den ikke formår at bygge bro mellem evangeliet og den befolkning, der har mistet traditionen.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Et sådant samfund udfordrer den enkelte til at gøre regnskab for sin egen tro og livsholdning. I konfrontationen med andre religioner og livsholdninger udvikler vi tolerancen og en gensidig agtelse. Det er der historiske eksempler på. For eksempel middelalderens Spanien, hvor muslimer, jøder og kristne levede sammen i fordragelighed.
Tager vi vores eget danske samfund, kan vi se, at efter at islam og Østens religioner er kommet, stiger interessen for religion generelt. Det gør, at religion får en plads i det offentlige rum. Folkekirken har rigtig godt af at være kirke i et multireligiøst samfund. Det skærper bevidstheden om, at kirken ikke bare er en selvfølgelighed.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
I et multireligiøst samfund mener jeg at kunne konstatere en fundamentalisme i udvikling, fordi mange føler sig trængte på deres kulturelle og religiøse identitet og lader sig tvinge ind i agitation og mission for egen sandhed. Og så er det nærliggende og lettest at søge tilbage til sit helligskrift som sandheden om troens indhold. På den måde bliver Bibelen eller Koranen til autoriteten, der ikke giver plads til egen tolkning.
Det værste ved det multireligiøse samfund er endelig, at det skaber en individualisme, hvor jeg selv kan vælge min religion og min livsholdning alt efter behov. Følelsen af at være bundet af tradition og fællesskab kan nemt få vanskelige vilkår i det multireligiøse og senmoderne samfund.