Prøv avisen
Menighedsrådsvalg 2020

Efter valget: Hvad er vigtigt at give videre til de nye menighedsrådsmedlemmer?

Poul Brønnum, Ane Margrethe Bjerre og Jan Faldt Bentsen forlader menighsrådsarbejdet og giver her råd videre til den næste generation. Foto: Privatfotos og Mikael Lund/Brande Bladet.

I går aftes var der menighedsrådsvalg i folkekirken over hele landet. Her blev der sagt goddag til nye kræfter og farvel til gamle. Kristeligt Dagblad har spurgt tre afgående medlemmer, hvilke gode råd de vil give til den næste generation

Ane Margrethe Bjerre har siddet i menighedsrådet i Lemvig Sogn siden 1984

”Jeg var medlem af den grundtvigske valgmenighed her i Lemvig. Jeg var lige flyttet tilbage til egnen efter at have uddannet mig til sygeplejerske, og en dag kom en præst til byen, som prikkede til mig. Hun sagde, at de manglede medlemmer til menighedsrådet, og først svarede jeg ‘haha, det kan du godt glemme, jeg er jo medlem af valgmenigheden.’ Men jeg havde meget sympati med hende, så jeg endte med at melde mig. Det var i 1984.

Jeg har jo altid blandet mig meget, og også siddet i byrådet i tre perioder for SF. Jeg har mine meninger om tingene, og da vores formand gik af for tre-fire perioder siden, fik jeg chancen. Jeg ville gerne have kirken gennemrenoveret, for den trængte sådan. Den var ikke rar at komme ind i, og det skal den altså være. Og så har vi sådan nogle flotte, sjældne kalkmalerier, som skulle restaureres. Det har jeg været med til at sørge for.

Jeg er 72 år, og hvis jeg skal sidde fire år mere, så bliver jeg 76. Så nu er der nogle andre, der må tage over.

Hvis jeg skal give tre råd til de nyvalgte menighedsråd, så er det første, at man skal holde en ordentlig tone. Det er meget vigtigt, at man kan samarbejde. Præsten skal behandles ordentligt. Undgå alt det pjat og diskussion.

For det andet, så sørg for, at de ansatte har det godt. Spørg ind. Vær nærværende. Se på dem. Hjælp, hvis det er nødvendigt. Man kan ikke trives i en kirke, hvor der er ufred.

For det tredje vil jeg sige, at det ikke er ildsjæle, kirken har brug for. Man skal ikke komme med en forventning om at reformere, for så brænder man ud. Det at være i menighedsråd er et langt sejt træk.

Poul Brønnum har siddet i menighedsrådet i Brande Sogn i Midtjylland siden 1980

”Min hustru og jeg var i litteraturgruppe med den daværende formand af menighedsrådet, som stod på Den Fri Folkelkirkelige liste. Det var en liste, der stod for bredden, og at alle skulle høres. Den opstod på grund af stridigheder mellem Grundtvigske og Indre Mission, der lå før min tid, men der manglede altså kandidater. Allerede i 1988 fik vi så mange mandater, at vi havde flertal, og jeg blev spurgt, hvad jeg ville bruge det til som formand. Jeg ville bare have fred og ro. Brande er et forholdsvist grundtvigsk område, og jeg mener, der skal tages hensyn til Indre Mission. Så vi har altid haft en indremissionsk på listen.

Nu er jeg 74 år, og jeg stopper som en tilfreds mand. Jeg har været med til mange ting, også på provstiniveau, og jeg er stolt af mit arbejde. Men jeg ved ikke, om helbredet holder de næste fire år.”

Hvis jeg skal give tre råd til de nyvalgte menighedsråd skal det være, at man skal sikre bredden gennem samtale. Sørg for at lytte til hinanden. Det er sjældent, at vi har haft en afstemning, for vi har altid kunnet snakke os til rette.

Derudover skal man udstikke en ramme for personalet, men derudover give dem frihed inden for den ramme. Man skal ikke stå og ånde dem i nakken.

Og så behøver man som menighedsrådsmedlem ikke at gå i kirke hver søndag. Men man skal have interesse for at være med til at ville bevare kirken og være med til at skabe nogle aktiviteter. Og så skal man lade være med at lade sig drukne i regnskaber.”

Jan Faldt Bentsen, 66 år. Medlem af Nr. Bjert Menighedsråd ved Kolding siden 1996

”Min vej ind i menighedsrådet var, at jeg blev prikket. I min grundejerforening var der en tradition med at have mindst to pladser i rådet, og da den ene blev ledig, kom der nogen og bankede på min dør. Nu har jeg siddet i rådet i 24 år og været formand i 17 af dem.

I og med at jeg kommer fra forretningsverdenen og ikke betragter mig selv som særlig religiøs, havde jeg i begyndelsen en mere pragmatisk tilgang til arbejdet. Men når man først kommer ind i det, kan det være svært at slippe. Jeg har været på vej ud flere gange, fordi jeg principielt synes, det er forkert, at man bliver siddende i for mange perioder. Men så har der været projekter, som jeg følte ville gå tabt, hvis jeg stoppede. Men nu har jeg valgt at sætte en streg i sandet.

Det at sidde i menighedsrådet har været meget alsidigt. Man laver både forskellige sogneaktiviteter for menigheden og diskuterer kirkegårde eller vedligeholdelse. I øjeblikket er jeg med til at søge om en udvidelse af vores menigheds- og kontorhus.

Mit råd til nye medlemmer er, at de skal være tålmodige. For det tager tid at forstå, hvordan folkekirken fungerer, hvad der menes, når vi drøfter økonomi, og at man ikke blander sig i præsternes forkyndelse. Man må heller ikke være ”bange” for præsterne. Selvom de indtager en naturlig magtposition i rådet, kan de også lyde overbevisende på områder, de ikke har forstand på.

Jeg tror, de fleste menighedsråd i overvejende grad er besat af gode frivillige ildsjæle, som er gode til at arrangere sogneaftener og i mindre grad til at forholde sig til det strategiske. Men der er også brug for folk, der vil finde ud af, hvordan kirken skal agere i fremtiden. For det arbejde, rådet laver, vil kunne ses om 50 år.”

Poul Brønnum – Foto: Mikael Lund/Brande Bladet.
Jan Faldt Bentsen. Privatfoto.
Ane Margrethe Bjerre. Privatfoto