Det at være kristen er ikke det samme som at være dansk

Lektor i systematisk teologi Ulrik Becker Nissen kan godt lide, at man kan gå ind i de fleste kirker landet over og finde tryghed og genkendelighed. Men kristendommen er ikke noget nationalromantisk

Det værste er, når kristendommen får en national slagside, for det at være kristen er ikke det samme som at være dansk, mener Ulrik Becker Nissen, lektor i systematisk teologi. –
Det værste er, når kristendommen får en national slagside, for det at være kristen er ikke det samme som at være dansk, mener Ulrik Becker Nissen, lektor i systematisk teologi. – . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Jeg vil sige, at det er friheden. At vi i kristendommen møder budskabet om, at vi er sat fri af skyld, både i forhold til Gud og i forhold til vores næste. Og at vi hører ordet om, at vi er retfærdiggjorte syndere. Denne frihedstanke er så enestående for kristendommen: Vi er sat helt fri, og den frihed ligger som det helt bærende i evangeliet og for det kristne liv. Ligeså vigtigt er bundetheden.

At vi er sat ind i et livgivende forhold til Gud i den forstand, at vi er bundet til Gud og til næsten. Sammenhængen mellem det frie og det bundne betyder for mig, at jeg kan finde trøst og frimodighed i, at jeg er taget fri for mine utilstrækkeligheder. Og derfor må mit liv gerne være præget af den frihed, jeg har fået.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det er, når den går i selvsving med kulturkonformitet og traditioner. Når den bliver defineret meget nationalt, som om at det at være kristen er noget, man er på en bestemt kulturel eller national måde. Det er det værste.

På den måde risikerer kristendommen at få en selvtilstrækkelighed, og den mister noget af blikket for det, at vi som kristne i en vis forstand er fremmede borgere i verden. Kristendommen er større end os og større end noget, der kan afgrænses til det nationale.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

At den giver os et sted, hvor vi kan forkynde og samles frit som kristne mennesker. Her tænker jeg først og fremmest på de mange forskellige mennesker i mange forskellige livssituationer og samfundslag.

Og så kan jeg godt lide trygheden og genkendeligheden ved, at man over hele landet har kirker, der på mange måder minder om hinanden. Således kan man gå ind i et rum og opleve en høj grad af tryghed, selvom man aldrig har været der før.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det er, når den får en national slagside og dermed mister blikket for at være en bekendelseskirke. Så bliver den en folkeinstitution mere end en kirke. Babysalmesang og spaghettigudstjenester kan være udmærkede, men det er vigtigt, at man også husker, at det er gudstjenester. De skal pege hen på evangeliet og på Kristus. Det er vigtigt, at kirken bliver ved med at være kirke.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Hvis vi fokuserer på den i folkekirken, er det bedste ved den helheden af forkyndelsen, salmesang, bønner, liturgi. Hvis jeg alligevel skulle trække en særlig del af gudstjenesten frem, vil jeg nok pege på nadveren og velsignelsesordene. Det at få lov til at komme til nadver og blive så konkret mindet om, hvad Kristus har gjort for mig, og blive sendt fra gudstjenesten med velsignelsen er for mig noget af det bedste. Her oplever jeg stærkt Kristi offer, og velsignelsen sender mig ud i verden med vidnesbyrd om dette.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det er den tendens, man kan møde nogle steder til ikke at være åben over for fornyelse af gudstjenesten. Der er en balance mellem genkendelighed og fornyelse, men jeg synes, at der mange steder er for stor vægtlægning på det lidt konforme. Man kunne for eksempel inddrage almindelige kirkemedlemmer, folk fra sognet, som kommer i kirken, i læsninger eller i uddeling af nadveren. Inddragelse på den måde er en god ting. Jeg kender det fra Christianskirken i Aarhus, hvor jeg selv kommer næsten hver søndag, og hvor jeg også virker som ulønnet hjælpepræst.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det er, at vi bliver mindet om, at det at være kristen ikke er det samme som at være dansk. Det multireligiøse samfund kan lede til en besindelse på, hvad der kendetegner at være kristen. For eksempel oplever jeg, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved, hvilket udtryk tro får i offentlige rum eller i det samfundsmæssige liv.

Det synes jeg er positivt, for det udfordrer mange kristne til at være mere bevidste om, hvad det vil sige at være kristen, hvilket grundsyn og anskuelser og tankesæt kristendommen har. At det bliver synliggjort, synes jeg, er positivt.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det værste er, hvis forskellighederne bliver til uforsonlig konflikt. Forskellighederne er sådan set udmærket, men problemet opstår, hvis vi ikke forholder os til dem på en god måde. Så bliver det til øget mistillid og konflikt. Jeg synes, der er en tendens til, at debatten bliver meget polariseret, og at visse mennesker mister blik for, at andre religioner kan være mange ting. Man mister blik for samtalen, for den gode samtale anerkender netop forskellighederne og er præget af en åbenhed og villighed til at lære af hinanden. Noget af det værste er, når samtalen bliver ødelagt, og det ender i konflikt i stedet.