Da Peter Mygind den 8. februar i år faldt om 20 meter fra akutindgangen til Gentofte Hospital, kunne det have været enden på det hele.
En blodprop i lungerne sendte ham mod asfalten, og hvis ikke lægen Mads tilfældigt var cyklet forbi på vej hjem fra arbejde og havde set Peter Mygind falde om, er det ikke sikkert, den 52-årige skuespiller havde været her i dag.
Ligesom drengen i søndagens tekst, der vækkes til live, da Jesus beder ham rejse sig, kom Peter Mygind tilbage til livet, da lægen Mads gav hjertemassage.
”I teksten møder familien Jesus, som vækker drengen til live. Det er som at møde en engel, der redder én. Da jeg faldt om foran Gentofte Hospital, og Mads kom cyklende forbi og så mig falde om, var Mads min engel. Han greb ind og vækkede mig til live, så ja, jeg har mødt en engel, der hedder Mads,” siger han.
Det var den tredje blodprop for Peter Mygind, der før havde haft blodpropper i benene. Men det var første gang, at han var tæt på at dø. Oplevelsen har betydet, at Peter Mygind har fået en helt anden taknemmelighed for at være til stede.
En taknemmelighed, der betyder, at han husker at sige godnat og ”jeg elsker dig” til dem, han holder af. Men også en taknemmelighed for, at nogen var der, da han lå ned.
”Jeg har før brugt ordet 'engel', når nogen har grebet ind uden at være tvunget til det. Det var det, Mads gjorde, da han greb ind og gav mig hjertemassage,” siger han og fortsætter:
”Det er ikke svært at gribe ind, hvis det er ens nærmeste, der sker noget med. Den store udfordring som menneske er at gribe ind over for en fremmed. Det er næsten lige meget, om nogen falder om på gaden, om nogen bliver mobbet, om man chikaneres på arbejdet, eller om nogen bliver banket i et S-tog. Det er en stor, menneskelig og modig ting at gribe ind over for et fremmed menneske. Så for mig handler søndagens tekst om, at man ser noget sørgeligt eller tragisk, og så gør man noget. Det er det, Jesus gør,” siger han.
Der var ellers ikke nogen, der gjorde noget, da Peter Myginds søn for ti år siden blev overfaldet på Østerbrogade i København.
Han fortæller, hvordan der gik mange mennesker forbi og så en stor gruppe drenge udøve vold på hans søn, nogle af dem stoppede endda op og så på, men ingen ringede til politiet.
”Der var nogle, der stod og så min søn ind i øjnene, da han blev overfaldet, uden at gøre noget. Vi passer os selv i Danmark. Forskning viser, at det kun er hver anden dansker, der griber ind, når de ser nogen falde om eller blive overfaldet,” siger han.
Siden overfaldet på sønnen har Peter Mygind derfor holdt en lang række foredrag om social ansvarlighed og udgivet bogen ”Myginds Mission” i 2013, der handler om hans oplevelser med emnet. For ham er det en væsentlig tematik og en konstant opfordring til danskerne om at gøre noget.
”Lige nu står vi foran en stor flygtningestrøm, og jeg er glad for at se, at mange danskere tænker, at det går ikke, vi må gøre noget, vi må hjælpe og vise medmenneskelighed,” siger han.
Han fortæller, hvordan han aftenen forinden interviewet med Kristeligt Dagblad diskuterede situationen med sin kone, Lise Mühlhausen, som er journalist på Danmarks Radio.
”Vi talte om, hvordan det ville være, hvis det var vores hus, der var blevet bombet, vores børns skole, vores arbejde. Vi ville også tage hinanden i hænderne og søge væk, ligesom flygtningene har gjort. For dem er det en situation, hvor man enten kan blive og dø eller tage et andet sted hen og muligvis overleve,” siger han.
I lørdags stod Peter Mygind sammen med 30.000 andre foran Christiansborg til demonstration for hjælp til flygtninge. Også her mærkede han en vilje til at gribe ind.
”Jeg stod dér og mærkede denne store fællesskabsfølelse, kærligheden til vores medmennesker. Søndagens tekst handler jo også om at turde give kærlighed til dem, vi ikke kender,” siger han.
For Peter Mygind er det at hjælpe andre noget helt essentielt.
Da han i sommer fortalte om sin oplevelse med blodpropperne, og hvad det havde betydet for ham, var det for at sætte fokus på det mentale efterspil fra sådan en oplevelse. For ham har det manifesteret sig i en angst, han dagligt må kæmpe med at få under kontrol.
Men det at dele sin oplevelse med offentligheden havde et uventet udfald med folk, der reagerede negativt på ham og hans fortælling på de sociale medier.
”Det overraskede mig virkelig. Jeg kan forstå, at man reagerer på den måde, hvis folk blærer sig med deres egen succes. Men når man højt og tydeligt siger, at man er bange og kæmper med det, forstår jeg ikke, hvordan man kan hidse sig op,” siger han.
”Jeg synes, vi skal øve os i ikke at dømme andre. Lige nu er der også en del mennesker, der er vrede over, at folk skriver på de sociale medier, at de hjælper flygtninge. Hvad rager det os, hvad folk skriver på Facebook? Hvis folk har lyst til at dele, at de gør noget, kan det måske inspirere andre til at gøre det samme. Jeg kan forstå, hvis man skrev, at man havde stået på en bro og spyttet på flygtningene, men jeg forstår ikke, hvordan det kan skabe ufred, at nogle skriver, at de har gjort noget med hjertet,” siger han.
”Det eneste, jeg ville fortælle med min egen historie, er vigtigheden af, at vi griber ind, at vi hjælper hinanden og kigger ud over egen navle. Det er en stor gave til sig selv, når man gør noget med hjertet. Om det er at redde et andet menneskes liv, eller man er besøgsven på et hospice. Der findes så mange organisationer, man kan melde sig ind i, hvor man kan gøre en forskel og opleve glæden ved at gøre noget ved andre,” siger han.
Siden sin egen oplevelse og den efterfølgende kamp med angst er Peter Mygind blevet ambassadør i Hjerteforeningen, hvor han er med til at sætte fokus på vigtigheden af at kunne førstehjælp. Og at have modet til at gribe ind, når det gælder.
Han har stadig kontakt med sin egen engel, Mads, uden hvis indgriben han formentlig ikke havde været her i dag.