”I ryster sagtens paa Hovedet og siger: Hvor er det muligt? Jeg vilde heller aldrig selv have troet paa det. Men nu har vi set det, vi hidtil ansaa for umuligt, med egne Øjne. Det var et Fredstegn midt i denne blodige Kamp.”
Ordene stammer fra et feltbrev fra en tysk soldat, der under Første Verdenskrig skrev hjem og fortalte en mærkelig historie om det, der senere skulle blive kendt som ”den lille julefred”.
Hændelsen på juledag 1914 er siden blev billedet på, at selv midt i den mest forråede strid kan juleforsoningen og freden finde vej.
I brevet, som Kristeligt Dagblad godt to uger senere gengav i dansk oversættelse, skrev soldaten om, hvordan en våbenhvile kom i stand mellem de tyske og britiske tropper. De tyske soldater havde pyntet juletræer med lys, som de satte op på skyttegravens kant, så de kunne ses af de britiske fjender.
”Vor Formodning om, at Englænderne vilde skyde Træerne ned, gik ikke i Opfyldelse. Der raadede Dødsstilhed. Ikke et Skud faldt. Over os stjerneklar Himmel, paa Dækningen de brændende Træer, som klart belyste Graven og dem, der stod i den, med fast Tag om deres Bøsser. Det var et smukt Billede. Paa et Tegn istemte nogle den smukke Sang ’Glade Jul, dejlige Jul’, og alle sang kraftigt med. I alles Øjne stod Taarer.”
Julemorgen, beretter soldaten, var lysten til at åbne ild forsvundet. I løbet af dagen vovede soldater på begge sider af fronten sig, først med en vinkende hånd, siden med hovedet og resten af kroppen, til at titte op fra skyttegraven. Af brevet fremgår det, at en tysk soldat meldte sig til at vove sig ud i ingenmandsland for at bede om våbenhvile og om tid til at begrave de faldne kammerater. Det fik han tilladelse til, og nu tog andre soldater også mod til sig og kom frem.
”Man gik hen imod hinanden, gav hinanden Haanden og samtalte, saa godt det lod sig gøre. Vi gav Englænderne Cigaretter og fik til Gengæld engelske Knive eller andre Smaating. Der blev endog drukket af een Flaske. Da vi saadan stod der, mente en engelsk Officer, som også talte Tysk: ’Se nu paa dette Billede. Hvorfor kunde det ikke være saaledes hver Dag, og hvorfor maa vi holde en saa sørgelig Jul her?’.”
Ifølge brevet faldt der i de næste tre dage knap et skud mellem de to skyttegrave, men tilnærmelserne blev senere forbudt, og krigen varede knap fire år endnu.
Militær julefred kendes der andre eksempler på. Et af dem er afslutningen på den britisk-amerikanske krig af 1812. Krigen sluttede i januar 1815, men blev underskrevet i Belgien allerede juleaftensdag, den 24. december 1814. Og det forlyder, at briterne og amerikanerne, som havde underskrevet den såkaldte Gent-traktat i Belgien, den følgende juledag spiste et festligt julemåltid sammen. Her blev der skålet for både kong George i England og præsident Madison i Amerika.
Og tilbage i Middelalderen fandtes der en anden form for julefred. Her måtte man ikke slås og begå andre voldsomheder, og gjorde man alligevel det, blev det straffet med en større bøde end normalt. Fænomenet kan spores flere steder i Norden, og i Norge fremgik det for eksempel af verdslige love, at man skulle holde julefred fra den 21. december og tre uger frem.
Våbenhviler i julesammenhæng ses ikke kun langt tilbage i historien. Så sent som i 2016 lykkedes det ved juletid at etablere en våbenhvile mellem stridende bander i det mellemamerikanske El Salvador. Det fortæller Jakob Egeris Thorsen, der er lektor i systematisk teologi på Aarhus Universitet med speciale i katolske forhold, og som har boet i Mellemamerika i samlet set tre år.
”I hovedstaden, San Salvador, fik en alliance af pinsekirkepræster forhandlet en våbenhvile på plads, som skulle gælde julen over. Selv om de her bander er nogle forfærdelige slyngler, som dræber og torturerer på nærmest diabolsk vis, er der samtidig en baggrundsreligiøsitet, som gør, at man ikke må gå imod Gud. Faktisk er den eneste legitime grund til at forlade en bande, hvis man oplever en religiøs vækkelse og erfarer, at Gud beder en om at forlade bandelivet. Og samtidig er der en stor pietet over for julen som højtid,” siger han.
De vaklende samfundsforhold og den store narkoindustri har skabt et Eldorado for kriminelle bander, som styrer hele bydele, hvor de lever af at afkræve de handlende beskyttelsespenge, og hvor konkurrerende bander slås om territorie og magt.
”De slår hinanden og alle andre ihjel for et godt ord. Derfor er der i befolkningen en magtesløshed over for banderne. Politiet kan ikke få adgang til de slumkvarterer, hvor de regerer. Det er simpelthen for farligt. Og selv om militæret en gang imellem går på gaden, forslår det som en skrædder i Helvede. For de er skruppelløse og ikke bange for at dø selv. Men pinsekirkerne er civilsamfundets stærkeste stemme, fordi de er de eneste grupperede instanser, som banderne har respekt for. Og de arbejder på også på længere sigt at mindske bandevolden.”
Hvor Mellemamerika tidligere har været et hovedsageligt katolsk område, er der i dag omkring 40 procent af befolkningen, der tilslutter sig pinsekirker eller evangelikale kirker, og særligt i de mest fattige områder spiller kirken en stor rolle, fortæller Jakob Egeris Thorsen.
”Det er nogle kirker, der bringer håb og orden i tilværelsen, og pinsekirkerne har været bedre end den katolske kirke til at få fat i de allerfattigste. Bøn og tungetale giver en ekstatisk udladning, som skaber midlertidig glæde og håb. Og samtidig er de meget strenge på det moralske område, hvilket er samfundsopretholdene blandt den fattige befolkning, hvor midlerne er små.”