Prøv avisen
Før søndagen

Simon og hustruen flyttede på landet: Jeg tror, at Jesus ville rose os for den beslutning

På en rejse i Afrika som ung oplevede Simon Astrup, at det var muligt at leve mere ubekymret, end han var vant til i Danmark. Nu oplever han som højskoleforstander, at elever fra Japan vælger højskolelivet i Danmark til for at undslippe et stressende liv med op til 60 timers hårdt arbejde foran computeren hver uge. – Foto: Kissen Møller Hansen

Det provokerer og inspirerer viceforstander på Kalø Højskole Simon Astrup, når Jesus i søndagens tekst påpeger, at vi som mennesker har et valg – og at nogle valg er bedre end andre

For tre år siden besluttede Simon Astrup og hans hustru at flytte fra København til Mols. Beslutningen var ikke helt let at træffe, men det, der gjorde udfaldet, var deres ønske om mere tid og ro i hverdagen til sig selv og deres to døtre.

”Vi ønskede ikke at leve et travlt storbyliv med to fuldtidsjobs. Men sådan var det blevet. Vi boede i en lejlighed, som lå godt og centralt, men huslejen var så høj, at vi reelt ikke kunne vælge det liv og den hverdag, vi ønskede os. Derfor tog vi chancen, da den viste sig, og i dag er vi ikke i tvivl om, at det var det rigtige,” siger 35-årige Simon Astrup.

Muligheden viste sig, da stillingen som viceforstander på Kalø Højskole i Østjylland blev slået op. Han havde læreruddannelse og afrikastudier fra universitetet med sig samt solid erfaring som projektleder, og da han fik stillingen, flyttede familien vestpå og ind i en lærerbolig på højskolens grund. Hans hustru, som til at begynde med var på barsel med parrets yngste datter, begyndte efter endt barsel at læse en kandidatuddannelse i diakoni – en mulighed, hun ikke ville have haft, hvis de var blevet boende i København. Desuden bruger hele familien meget tid sammen – ikke mindst i den natur, der omgiver højskolen.

”Man kan nok godt sige, at vores beslutning om at flytte var en Maria-beslutning. Det var et forsøg på at vælge den gode del, som Jesus påpeger, at Maria har valgt. Jeg tror, at Jesus ville rose os for den beslutning,” siger Simon Astrup.

”Men det betyder ikke, at jeg ikke kan genkende en masse af Martha i mig selv og min hverdag. Jeg ender stadig ofte i Marthas situation med stress og bekymringer. Jeg vil gerne være et virksomt menneske, der gør en forskel, og det svære er så at være skarp på, hvornår jeg i mine aktiviteter følger Marias logik, og hvornår jeg snarere følger en Martha-logik. Selvom jeg ved, at det gode valg ligger i at lade Jesus være centrum i tilværelsen, er jeg også præget af samfundets logik, hvor det gælder om at præstere,” siger han.

Simon Astrup er vokset op i det, han kalder ”et klassisk kristent hjem”, hvor forældrenes tro var præget af Indre Mission og Luthersk Mission. Da forældrene blev skilt, fik det ham til at stille spørgsmål til den teologi, han var vokset op med, og i nogle år som ung lagde han afstand til kirke og kristendom. Han havde behov for at finde sin egen vej, og det førte til en form for oprør mod og opgør med det kirkelige miljø, han var vokset op i.

I midten af 20’erne fandt han dog tilbage til troen og fandt sig til rette i økumenisk prægede kredse i kirkelivet i København, blandt andet i en gruppe, der arrangerede såkaldte ørkengudstjenester inspireret af oldkirkens liturgi og ørkenfædrenes teologi. Han er i dag ikke i tvivl om, at det er hos Jesus – ved Herrens fødder – han finder centrum i sit liv. Alligevel er det en udfordring at holde fokus, erkender han.

”Det kan handle om at holde sig fri af hele den logik, der tilsiger, at det er ved at forbruge og anskaffe os ting, at vi realiserer os selv og kan måle vores succes. Der er jo mange ting, det er behageligt og praktisk at have. Men de fleste af os har jo langt flere ting, end vi har behov for. Og jo flere ting vi omgiver os med, des mere komplekst bliver vores liv, og des flere bekymringer får vi. Så enkelt er det. Da jeg som ung rejste i Tanzania, blev det tydeligt for mig, at der findes en anden måde at leve på, hvor perspektivet er mere fra dag til dag, og bekymringerne fylder mindre. Men det er ikke let at overføre til hverdagen i et overflods- og velfærdssamfund,” siger han.

”Jeg tror også at, det er svært for min generation at vælge ’den gode del’, fordi vi er vokset op i en tid med en stærk postmodernistisk strømning, hvor vi fik at vide, at vi blot skulle gøre det, der fungerede for os, og som vi havde lyst mest til. Modsat den tankegang peger Jesus i søndagens tekst på, at noget faktisk er bedre end andet. Når han siger, at Maria har valgt den gode del, siger han også, at noget ikke er lige så godt. Det kan virke provokerende. Men det er også inspirerende, for det giver mod til at vælge – og forsøge at rette ind, når man rammer forbi skiven,” siger han.

For ramme forbi skiven oplever Simon Astrup jævnligt, at han gør.

”I min hverdag på højskolen kan jeg for eksempel komme til at bruge mere energi på de elever, der umiddelbart fungerer godt, end på dem, jeg egentlig helst vil gøre en forskel for. Det kan for eksempel være nogle af eleverne med flygtningebaggrund, som virkelig har behov for et nyt fællesskab, og for hvem et højskoleophold virkelig kan blive et vendepunkt. Det var jo for at gøre en forskel for dem, at jeg søgte jobbet,” siger han.

Eller det kan handle om at prioritere tid med sin hustru og sine børn.

”Jeg tror mere og mere på, at børn har brug for kvantitet i stedet for kvalitetstid. Det vigtige er ikke, om man tager i Legoland med dem, men at man bruger en masse tid sammen. Og min hustru og jeg har da klart et bedre parforhold i perioder, hvor vi bruger mere tid sammen, og det behøver ikke at være i form af weekendophold på et dyrt hotel.”

Og netop derfor giver beslutningen om at flytte til Mols mening for Simon Astrup og hans familie. ”Det gør det lettere for os at gøre som Maria i stedet for som Martha,” siger han.

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville lægge vægt på, at Jesus peger på, at vi som mennesker har mulighed for at vælge, og det er ikke ligegyldigt, hvad vi vælger. Noget er bedre end andet – for os selv som individer, for vores familie, vores samfund og for verden.

Hvad er det vigtigste for dig af De Ti Bud?

Det første, fordi det rummer alle de andre bud, og så udfordrer det mig rigtig meget. Jeg ved jo, at der findes et centrum for mit liv, hvor alt samles – Jesus Kristus. Alligevel tager jeg hele tiden mig selv i at rode rundt ude i periferien.

Hvordan er din ønske-gudstjeneste?

Det er en gudstjeneste, hvor liturgien er stærk, så jeg kan pode mig ind i den og finde ro. Jeg er ikke ret god til gudstjenester, hvor mine egne ord og frie bønner er bærende. Blandt andet derfor var jeg meget glad for de såkaldte ørkengudstjenester, som jeg var med til at udvikle i København, hvor liturgien i høj grad er hentet fra oldkirken.

Hvordan er dit gudsbillede?

Mit gudsbillede er meget klassisk luthersk i den forstand, at nåden er helt central i mit gudsbillede. Hvis jeg ikke kunne tro på den kristne Gud som en nådig gud, ville jeg slet ikke kunne være kristen. Jeg ser Gud for mig som en pragmatisk Gud, der bærer over med os, når vi sigter godt, men rammer skidt. Når vi mislykkes trods vores gode intentioner, ser han kærligt på netop vores intentioner, og det giver mod til at forsøge igen.