For cirka 30 år siden sad jeg helt alene derhjemme i vores nye hus på Fyn sammen med vores små børn og ventede på at høre nyt fra hospitalet. Min hustru, Kirsten, var nemlig på operationsbordet, da hun havde fået en struma, der voksede indad, og som derfor skulle fjernes.
Vi havde fået at vide, at en sådan operation normalt varede en til to timer, og at de nok skulle ringe, når det var overstået. Men der gik to timer, og der gik tre timer, og telefonen var stadig helt tavs. Jeg blev derfor også mere og mere urolig og ringede flere gange til hospitalet, hvor jeg fik at vide, at de stadig var i gang med hende inde på operationsstuen, men at de nok skulle ringe, når det var overstået.
Men tiden blev ved med at gå – og vi nærmede os den femte time, siden de var gået i gang, og jeg gik i en slags stille panikangst, som jeg var nødt til at holde inden i mig selv, da jeg var alene med vores små børn.
Så jeg kunne intet gøre, men måtte bare acceptere de mange forfærdelige forestillinger og grimme billeder, der kom væltende ind i mit hoved, mens jeg tænkte: Hvad er det, der sker med mit liv lige nu? For jeg var selvfølgelig bange for, at det ville ende helt galt, og jeg ville blive alene med vores børn.
Nu har jeg altid været kristen, og bøn er en naturlig del af mit liv, så samtidig med at jeg var angst som aldrig før, bad jeg indtrængende til Gud om, at Kirsten måtte komme godt hjem til os igen.
I starten mærkede jeg ingen forskel, jeg panikkede fortsat inde i mig selv. Men så kom øjeblikket, hvor jeg uden nogen ydre tegn mærkede en stor lettelse, en slags indre vished om det, som jeg ikke kunne vide, nemlig at nu var operationen overstået – og med godt resultat.
Så selvom jeg ikke havde hørt fra hospitalet endnu, blev jeg fyldt med en stor taknemmelighed og med tanken om, at det ikke var nu, at mit liv skulle slås ned. Det var så befriende og forløsende.
For Gud havde altså villet det anderledes end alle mine grimme billeder, og da hospitalet kort efter ringede og fortalte, at alt var gået, som det skulle med Kirsten, så måtte jeg bede en gang mere, men nu blev der sagt tusind tak til Gud, fordi vi havde klaret os igennem det hele, både operationen, uvisheden og angsten.
Spørgsmålet er nemlig ikke, om vi undgår modgang og problemer i livet, for det gør vi ikke. Der er noget til os alle sammen, og desuden kender man ikke glæden, hvis ikke man har oplevet smerten. Og mit liv har heller ikke senere været uden smerte, men hver gang der er sket noget, som har truet med at vælte læsset, har troen og bønnen været mine faste støtter.
Sådan var det for eksempel også i sommer, da vores lille barnebarn på to et halvt år under den årlige fællesferie faldt ud over en hems og tre meter ned, mens hun undervejs ramte et bordfodboldbord med stålsider og stålben. Hun røg også af sted på hospitalet med hylende sirener, men mirakuløst klarede hun det uden en eneste skramme eller indre skader. Der gik der en engel gennem stuen, og jeg sagde tak til Gud mange gange, da hun kom hjem. For jeg kan ikke forestille mig en tilværelse uden Gud og uden kristendommen, men omvendt så fylder troen ikke alt hos mig, der vil beskrive mig selv som en af de glade grundtvigianere, altså en af de kristne, som mener, at der også skal være plads til andet i livet.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Jeg voksede op på Nordfyn, hvor mine to brødre og jeg var med i det daglige arbejde på familiens lille landbrug. Vi havde blandt andet sukkerroer, og jeg husker tydeligt, hvordan min storebror, min far og jeg gik side om side og hakkede roer. Det er et langsommeligt arbejde, der tager mange timer, så man kan få snakket godt sammen undervejs, og vi talte altid om alt muligt, når vi gik der.
Engang da jeg var 10-12 år, begyndte jeg at udbrede mig om, hvad jeg ville bruge mit liv på, og så var det, at min far sagde til mig: Det at være flittig og have ”viljen til at ville” er det mest vigtige i dit liv, så kan du nå alt, hvad du stræber efter.
Det satte sig hos mig, og jeg har tit tænkt på det gennem årene. Nu hvor jeg fylder 65 år næste gang og kan se tilbage på en stor del af mit livs rejse, må jeg konstatere, at det er rigtigt. Jeg har altid sat mig mål og har altid arbejdet, og jeg er glad for, at jeg har fået mulighed for at virke på forskellige måder i samfundet.
Hvordan bliver din tro udfordret?
Inden jeg blev politiker, arbejdede jeg 25 år i politiet, deraf mange som kriminalassistent. Her så jeg de sider af menneskelivet, som er allermest forfærdelige, og hvor man ofte ikke kan finde en menneskelig mening med tingene. Så der kunne min tro ofte blive udfordret, når jeg kom ud til et gerningssted og så, hvordan det ser ud, når mennesker er allermest onde over for hinanden.
Det ramte især hårdt, når det var et ungt menneske, hvis liv var blevet afsluttet, inden det var begyndt. Og her tænker jeg ikke på spritbilisten, som kører sig selv ihjel med over 100 kilometer i timen, men på et uskyldigt menneske, som bare har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. At sådan et liv skal slutte voldeligt og brutalt har altid kunnet udfordre min tro – og forfølge mig i mine drømme.
Jeg husker en helt konkret sag med en ung kvinde, der var blevet voldtaget og myrdet, hvor jeg mange år senere stadig kunne vågne op midt om natten totalt gennemblødt af sved, mens jeg i mine drømme havde været på dét gerningssted. Dengang havde vi heller ikke psykologhjælp eller debriefing til at tackle det, vi oplevede, men måtte i stedet klare os selv.
Det var hårdt, men jo ingenting sammenlignet med, hvordan det var for ofrenes familier, som jeg også var ude at tale med, og hvis smerte og sorg altid satte sig i mig. For nok skal man som politimand være professionel, og det er man også, mens man er på arbejde. Men når man sidder i politibilen på vej hjem fra et gerningssted eller en samtale med ofrets familie, er man også et menneske med følelser og tanker.