Everett Worthington havde arbejdet professionelt med tilgivelse i 20 år, da hans mor blev myrdet. Hun boede alene i Knoxville i delstaten Tennessee i det sydlige USA, da hendes mand var død fem år tidligere.
Hun kunne ikke køre bil, og nytårsaften 1995 var hun gået i seng tidligt efter at have fejret årsskiftet alene. Huset var mørkt, og for udefrakommende kunne det ligne, at dets beboere var ude at fejre nytår andetsteds.
77-årige Frances McNeill vågnede formentlig af en rude, der blev knust, eller lyden af døre, skuffer og skabe, der blev åbnet. Hun stod formentlig op og kom ud af sit soveværelse bag indbrudstyven, der stadig havde det brækjern i hånden, han havde brugt til at komme ind i huset. Han må være blevet forskrækket over, at han blev opdaget.
Brækjernet ramte hende gentagne gange i hovedet, og da hun var sunket sammen på jorden, bevidstløs af slagene, voldtog han hende med den vinflaske, han havde drukket af.
Sådan mener Everett Worthington, Frances McNeills søn, at mordet foregik. Han selv boede i delstaten Virginia, omkring syv timers kørsel fra Tennessee, da det skete, og ankom først til sit barndomshjem i Syden hen mod eftermiddagen dagen efter. Det var hans lillebror, Mike, der om morgenen havde fundet liget af moderen, da han var gået over til hende for at se, hvorfor hun ikke svarede på hans opkald. Han havde villet ønske hende glædeligt nytår.
Synet, der mødte ham, var horribelt. Blodet var stænket op ad væggene, og Frances McNeill lå i en blodpøl.
Omkring hende var den forreste del af huset raseret.
Da Everett Worthington og hans søster ankom til Knoxville hen på eftermiddagen, var alle tre børn rødglødende af raseri. De gik sammen med politiet gennem huset og forsøgte at finde ud af, om gerningsmanden havde stjålet noget. Everett Worthington lagde mærke til, at alle husets spejle var knust, også dem i de rum, gerningsmanden ikke havde ledt igennem efter ting at stjæle. I et af rummene stod et baseballbat lænet op ad væggen. Everett Worthington pegede på det og sagde:
”Hvis ham, der gjorde det, var her nu, ville jeg slå hans hjerne ud.”
Da han gik i seng den aften, var han stadig rasende. Han kunne ikke falde i søvn, men gik i stedet frem og tilbage over gulvet i det værelse, han sov i, hos sin tante.
Da klokken blev tre om natten, besluttede han sig for, at han måtte gøre noget konstruktivt i stedet for bare at gå frem og tilbage.
Han satte sig derfor ned på sengen og begyndte at skrive nogle mindeord til begravelsen.
Det var der, han første gang tænkte på tilgivelse.
Siden midten af 1970'erne havde den psykologiuddannede Everett Worthington beskæftiget sig med tilgivelse. Han havde udarbejdet et program for tilgivelse, som han brugte i parterapi og i sin forskning. Han vidste præcis, hvilke greb man kunne bruge, og hvordan tilgivelse kunne have en positiv effekt på den, der tilgiver.
Og han havde netop udgivet en bog om tilgivelse. Alligevel undrede det ham, at han hele dagen ikke havde skænket det en eneste tanke.
Han begyndte at sætte sig i gerningsmandens sted. Politiet formodede, at der var tale om en ung mand, som havde besluttet sig for at røve forladte huse nytårsaften. Everett Worthington forestillede sig, hvordan han måtte være blevet forskrækket over pludselig at se den gamle dame stå bag sig, hvordan hans forbrydelse var blevet ødelagt, hvordan han formentlig var bange for at skulle i fængsel for det.
Måske var det derfor, han havde slået alle husets spejle i stykker?
Fordi han ikke kunne holde ud at se på sig selv, efter hvad han havde gjort.
Everett Worthington kom i tanke om tidligere den dag, at han havde ønsket at slå gerningsmanden ihjel.
Der sad han så. En kristen psykolog, 48 år gammel, som dagligt fortalte andre, hvordan de skulle tilgive, og alligevel havde han vitterligt været parat til at slå gerningsmanden ihjel, hvis han havde stået foran ham.
Everett Worthington spurgte sig selv, hvis hjerte var mørkest: drengen med adfærdsvanskeligheder, som ikke havde haft til hensigt at dræbe en ældre dame, eller ham selv, som burde vide bedre, men ikke var stor nok til det. Han vidste, at Gud ville tilgive ham for hans tanker om at ville slå gerningsmanden ihjel, så hvorfor skulle han ikke også kunne tilgive drengen?
Everett Worthington ved godt, at det langtfra er alle mennesker, der kan tilgive deres mors morder efter et døgn. Og han er hurtig til at sige, at det, der skete, var mærkeligt, at han ikke er særligt disponeret for at tilgive. Han fortæller, hvordan han bar nag til en lærer i mere end 10 år, fordi læreren havde givet ham en lav karakter.
Men hans 20 års erfaringer med tilgivelse gjorde ham i stand til at navigere mod tilgivelsen, og han forstår ikke, hvordan nogen kan tilgive uden at have den slags hjælp.
Tilgivelsen havde ikke nogen effekt på politiets arbejde. Og gerningsmanden fik heller aldrig at vide, at Everett Worthington havde tilgivet ham den nat. Gerningsmanden blev aldrig fundet. En ung mand tilstod mordet, men trak kort efter tilståelsen tilbage.
Og da han havde tilstået på vej mellem to bygninger, og tilståelsen dermed ikke var givet under de rette formelle omstændigheder, var den ugyldig. Politiet lukkede sagen.
Men tilgivelsen havde givet Everett Worthington en indre ro, og vreden var forsvundet. For ham var det et bevidst valg at give slip på vreden og hævnen, den var ikke konstruktiv.
Imidlertid trak moderens mord flere tragiske tråde med sig. Ni år efter den skæbnesvangre nytårsaften var Everett Worthington til konference i Tennessee og benyttede lejligheden til at spise middag med sin bror, Mike.
Det var ham, der havde fundet moderen livløs, liggende i en blodpøl i barndomshjemmet.
Over middagen fortalte han ud af det blå, hvordan han aldrig havde glemt synet af moderen, hvordan han ikke kunne komme over det, og hvordan han sommetider kunne spærre sig inde i sit hus, trække gardinerne for og bare mærke timerne forsvinde.
Everett Worthington mente, at broderen måske kunne lide af posttraumatisk stress, og opfordrede ham til at søge professionel hjælp. Men broderen svarede prompte, at han absolut ikke skulle til nogen hjernevrider.
Deres fader havde været alkoholiker, og han havde givet sin modvilje mod psykologer og terapeuter videre til Mike, efter at et hold professionelle havde forsøgt at få ham til at indse sit alkoholproblem.
”Nå okay,” sagde Everett Worthington til sin bror, da han for anden gang havde slået fast, at han ikke skulle nyde noget af psykologhjælp.
Få måneder senere tog Mike sit eget liv. For Everett Worthington var det ikke blot en tragedie at miste sin bror. Han bebrejdede også sig selv, at han ikke havde presset mere på for at hjælpe ham.
Som psykolog var han vant til at arbejde med folk, der var skeptiske eller endda modstandere af psykologhjælp, og selvom man ikke kan nå igennem til alle, følte han, at han havde ladet sin bror i stikken.
Hvor det havde taget Everett Worthington et døgn at tilgive sin mors morder, tog det ham tre år at tilgive sig selv.
Han forklarer det med, at når man skal tilgive et andet menneske, har man en klart defineret offerrolle. Man behøver ikke se sin krænker i øjnene hele tiden, men kan arbejde med sin tilgivelse på afstand.
Når man derimod skal tilgive sig selv, er man både offer og krænker. Og hjernen kører altid, også når man skal falde i søvn. Man kan aldrig slippe fra sig selv, og på mange måder forsøger man at gøre to ting på én gang.
I dag har Everett Worthington fundet ro med sin tilgivelse, både af moderens morder og af sig selv.
Arbejdet med at tilgive sig selv mundede ud i en bog om selvtilgivelse, og selvom Everett Worthington er påpasselig med at lægge sine egne følelser og reaktionsmønstre ned over sine patienter, kan han identificere sig med de følelser, de gennemgår, når de tilgiver.
Også selvom han altid sørger for at forklare, at det var en velsignelse og ikke helt almindeligt, da han tilgav sin mors morder på et døgn.