Da Hella Joof som 13-årig blev konfirmeret, kunne hun godt have brugt nogen, der sagde, at hun var god nok. At det var ligegyldigt, at hun havde lidt uren hud, og at hendes konfirmationskjole var fra en genbrug, da hendes mor ikke havde så mange penge.
”Der var nok ikke noget, jeg hellere ville vide på det tidspunkt, end at jeg var helt perfekt, som jeg var, og at jeg var elsket,” siger den i dag 53-årige skuespiller, forfatter og instruktør.
Det er også det, hun mener, konfirmander i dag har brug for at høre - at nogen elsker dem ubetinget og præcis, som de er. Det kommer til udtryk i ”Hellas Katekismus”, som udkom hos Folkekirkens Konfirmandcenter dette efterår.
”Børn tvivler meget på sig selv. ’Er jeg klog nok, pæn nok, forstår nogen, hvem jeg er?’ De har brug for et kærlighedssted, hvor de føler, at nogen siger ’ih, hvor var det godt, at du kom’. Det mener jeg, kristendommen er, og det er fokus i min katekismus.”
Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for bogens fokus. Den seneste uge har ”Hellas Katekismus” derimod fået hård kritik for at forsimple og forvrænge det kristne budskab og forveksle kærlighed med religion. En kritik hun hverken forstår eller orker.
”Jeg synes, det her ’hvad bilder hun sig ind’-halløj er kedeligt. Jeg forsøger ikke at indoktrinere nogen. Men det er jo bare min version, det er jo varedeklareret. Hvis man beder en kunstner lave en altertavle, så må man også vente at vedkommende sætter sit personlige præg på den.”
Hella Joof blev i starten af året kontaktet af Folkekirkens Konfirmandcenter, der havde læst de ti bud anno 2016, som hun havde lavet til damebladet Eurowoman. Det var med udgangspunkt i dem, at de ville have hende til at skrive en katekismus.
”Jeg tror, kritikken af katekismen kan skyldes, at nogle havde forestillet sig, at jeg skulle gendigte Luthers katekismus fra 1529. Men hvis det var tilfældet, havde jeg takket nej til opgaven,” siger Hella Joof, som, inden hun begyndte at skrive, fik tilsendt sin mormors gulnede katekismus, som hun læste igennem.
”Jeg læste den og tænkte, sikke en masse skældud! Sådan synes jeg ikke, vi skal formidle kristendommen til unge mennesker i dag. Derfor er det ikke Hella, der tolker Luther. Det er Hella, der siger noget om kristendommen, som hun ser den, i kortform.”
Og det budskab, der fylder, er altså kærligheden.
”Hvis jeg var præst, så var det det, jeg ville prædike over, søndag efter søndag! For jeg tror virkelig på det. Jeg tror, at Jesu ord er et kærlighedsbudskab, og at kærligheden praktiseres og foregår her på jorden. Smerte har vi rigeligt af i vores tilværelse. Det er et vilkår her på jorden i vort moderne samfund, bare se på alle de psykiske diagnoser. Al den angst. Derfor er min tro og mit gudsforhold et, der siger, ’kom her i min favn, nogen elsker dig’.”
Det er derfor, Hella hverken inddrager Gud, der straffer og er vred, arvesynd eller Djævlen i sin katekismus.
”Jeg tror ikke på det, og jeg tror heller ikke, det er det, mennesker har brug for. Faktisk tror jeg ikke, at kristendommen stadig ville fylde så meget, som den gør, hvis den primært havde holdt sig til det negative. Opstandelsen er vigtigere end korsfæstelsen. Tortur er ikke vigtigere, end at kærligheden besejrer døden. Vi har andre religioner, der kan lære os om øje for øje og om at hugge hånden af tyven. Med kristendommen har vi en religion, hvor det vigtigste er, at man elsker Gud af hele sit hjerte og er elsket af Gud og skal elske sin næste, som sig selv, og at vi ikke dømmer. Det er smukt.”
Og hvis folkekirken ikke kan klare det budskab og finder en lille bog om kærlighed uegnet til konfirmander, så er det folkekirken ikke særlig robust, tilføjer hun.
”Vi taler om unge mennesker, der i dag i 12-årsalderen ser porno og spiller voldelige computerspil. Der står ikke noget i min bog, der skader deres sjæle. Hvis folkekirken kan føle sig truet af en halvhippies ode til kærligheden, så er den på herrens mark - sagt med et kærligt smil.”
Men kan det ikke blive for unuanceret og ”blødt” kun at fokusere på kærligheden i kristendommen?
”Hvordan kan man tale om kun og kærlighed i samme sætning? Det giver ingen mening for mig. Kærligheden er det største, spørg Paulus. Når jeg havde så få sider til rådighed, så valgte jeg at fokusere på det, jeg finder vigtigst. Og jeg tror ikke på, at det vigtigste i kristendommen er, at mennesket er en synder. De unge skal ikke mødes med arvesynd og skyld, men med et ’du er god nok’. Nuancerne kommer vi selv med. For mørket er en del af det at være menneske.”
Men hvis mørket er i os alle, ville det så ikke være rart at kunne spejle sig i noget mørke i bogen?
”Jeg skriver ’tak fordi du elsker os, når ingen andre gør. Tak fordi du er i os og med os, selvom vi prøver at undslippe dig og din kærlighed, fordi vi ikke tror, at vi er værd at elske.’ Jeg skriver ’Nogen gange er vi fortabte. Vi er faret vild. Kortet vender forkert, og vi er langt hjemmefra.’ Så jeg beskriver da mørket, men det kommer ikke fra Gud. Fordi vi ofte lever i mørke, er det rart med et sted, hvor der altid er lys.”
Dine ti bud blev skrevet til Eurowomans læsere og er næsten fuldstændig de samme i katekismen for konfirmander. Overvejede du, om de målgrupper skulle have samme bud?
”Jeg ved ikke, i hvilken sammenhæng Folkekirkens Konfirmandcenter har set buddene, og jeg bad dem sige til, hvis jeg skulle ændre noget, men de var glade for dem, og jeg stoler på deres dømmekraft. Jeg ville jo nok heller ikke have ændret noget grundlæggende. Jeg tænkte længe over de bud, inden jeg skrev dem. De er ikke specielt rettet mod damer, der læser dameblade, de var egentlig til alle. Vi er jo ikke så forskellige, selvom vi gerne vil være specielle.”