Det største mirakel i historiefortæller Mariane Josefsens liv var at blive mor. Det er også det mest almindelige mirakel, når man tager i betragtning, at et barn bliver født hvert sekund, men det gør det ikke mindre mirakuløst, mener hun. Det næste var, da hun mødte sin mand.
Derfor føler hun i særlig grad med kvinden i søndagens tekst, som har mistet ikke alene sin mand, men også sin eneste søn og derved begge sine mirakler. Jesus får imidlertid medlidenhed med den sørgende kvinde og vælger at vække sønnen til live.
”Alle, der har børn og kære, kan forstå, hvor frygteligt det er at miste. En af grundene til, at alle i teksten taler om det mirakel, de har været vidne til, hænger sammen med, at det er noget, vi alle kan forstå. Hvis du kigger ud i verden, står der også en mor, far eller barn, der har mistet,” forklarer Mariane Josefsen.
Jesus bliver i teksten meget menneskelig, fordi han med sin handling udviser empati for kvinden, og det er denne egenskab, vi bør efterleve, mener Mariane Josefsen.
”Teksten har til formål at vise, at Jesus kan noget, vi andre ikke kan, men jeg har valgt at se det budskab, at livet er et mirakel, og at det er vigtigt at udvise empati og omsorg over for andre, også selvom de ikke er blandt vores nærmeste,” siger hun.
Inden krigen brød ud i Syrien, arrangerede hun flere gange fortælleworkshops for syriske børn og hæftede sig ved, at selvom ”indpakningen” er noget anderledes, er mennesker i bund og grund ens. Alle vil gerne have et godt liv og ønsker det bedste for sine nærmeste, og Mariane Josefsen ærgrer sig derfor over det store fokus på forskelligheder, som hun i dagligdagen oplever. Smerten ved at miste kan vi alle nikke genkendende til.
”I det øjeblik du føler kærlighed, kommer angsten. Prisen for at elske nogen, er angsten for at miste,” siger hun.
Samtidig kan det være svært at acceptere tabet af ens kære, når Jesus i søndagens tekst fra det ene øjeblik til det andet genopliver en mand. Ifølge Mariane Josefsen er det et af livets vilkår, at ikke alt giver mening.
”Skulle der ske mirakler hele tiden? Livet er en risiko og et mirakel på samme tid. Vi må risikere en masse for at kunne leve livet. Jeg kan glæde mig på kvindes vegne, fordi hun ikke længere skal leve med den smerte at have mistet både sin mand og eneste søn,” påpeger hun.
Det ville også blive noget rod, erkender hun, hvis alle kunne udrette mirakler, og alle kunne rejse sig fra graven. Hun kommer til at tænke på H.C. Andersens eventyr ”Historien om en moder”, hvor Døden tager en kvindes lille barn. Hun lader torne bore sig ind i kødet på hende og ofrer både sine øjne og sit lange hår for at finde frem til Dødens have, hvor hvert et liv er en plante. Døden viser hende to skæbner, en velsignet og en ulykkelig, hvor den ene er hendes barn, men hun ved ikke hvilken. Til slut forstår hun, at hun ikke kan tage det ansvar på sig at afgøre, hvilken skæbne der bør leve. Det kan kun Gud.
”Vi skal ikke bestemme, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. Når jeg læser søndagens tekst, tænker jeg ikke så meget på, hvor fantastisk det er, at Jesus bragte en mand til live. Jeg tænker det som en mulighed for, at vi kan se, at han kan yde omsorg – og det kan vi som mennesker også. Det er identifikationen i miraklet, som jeg synes er det vigtige,” forklarer Mariane Josefsen.
Hun fastslår, at når man kan føle empati over for sine kære, så kan man også over for andre. Den form for omsorg oplevede hun blandt andet i sit barndomshjem med sine forældre og syv søskende.
Mariane Josefsen er født og opvokset i Vendsyssel i Nordjylland, hvor hendes forældre drev landbrug. Familien var indremissionsk, og selvom hun voksede op med kirkegang og søndagsskole, var hun ikke særlig kirkeligt interesseret. Hun mindes trygheden, varmen og duften af kaffe med kringle til menighedsmøderne, men der var ingen ungdomsmenighed, som kunne behandle troen i børnehøjde. Hun kunne heller ikke altid finde mening med sine forældres handlinger.
”Vi var ret fattige, og jeg fik at vide, at vi ingen penge havde, men når der blev samlet ind til de fattige, havde vi altid nogen alligevel. Som barn syntes jeg, det var meget bedre, hvis jeg i stedet måtte bruge pengene på slik nede i kiosken frem for på et viskestykke, en gammel dame havde broderet. Der gik lang tid, før jeg selv begyndte at give penge til indsamlinger. Jeg syntes, jeg havde givet nok i løbet af min barndom. Sådan har jeg det ikke mere,” fortæller Mariane Josefsen.
I dag betragter hun sig selv som en glad tvivler og nyder de sporadiske kirkebesøg. Hun er ikke i tvivl om, at der er en guddommelig kraft, men hun har svært ved at forestille sig, hvordan den tager sig ud. Hun værdsætter trosfællesskabet og budskabet om at elske sin næste, som hendes forældre gjorde.
”Nu synes jeg, det er fantastisk, at mine forældre var så engagerede, og at de havde omsorg og overskud til at tænke på andre, selvom de havde otte børn og ingen penge,” siger Mariane Josefsen.
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville tale om, hvor vigtigt det er at åbne vores hjerter i vores relationer og at kigge op og bruge den erfaring og hjerteåbning til at have empati for andre mennesker i verden. Det synes jeg er vigtigt, især fordi der har været en debat om, hvem din næste er, hvor nogle mener, det kun er dine nærmeste. Det mener jeg ikke.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?
Det femte bud: Du må ikke slå ihjel. Tænk, hvis ingen slog nogen ihjel. Det ville være fantastisk, og så skulle vi nok finde ud af resten. Jeg synes, det er mærkeligt, at vi som mennesker kan finde på at føre krig. Jeg er sikker på, at alle kulturer i verden kan være enige om, at vi ikke bør slå ihjel, men vi gør det alligevel.
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
Det er en helt traditionel gudstjeneste med de gode salmer, jeg kender, fra jeg var barn. Jeg kan godt lide, hvis præsten i sin bøn også giver plads til min bøn. Prædikenen skal være enkel og forståelig og sige mig noget som menneske. Noget af det, moderne mennesker har brug for, er at komme et sted hen med fred og struktur.
Hvordan er dit gudsbillede?
Mit gudsbillede er lidt diffust. Det er en kraft, et lys og en kærlighed, der er større end mig, og som er alle steder inde i mig og uden for mig.
16. søndag efter trinitatis hedder dagen i morgen. Bibelteksten er fra Lukasevangeliet, kapitel 7, vers 11-17.