Prøv avisen
Valfart

Det virkelige mirakel i Lourdes er fællesskabet

I Lourdes støder man på hundredvis af kørestole og trækvogne med sæde, som frivillige hjælpere kører. 45.000 mennesker ramt af fysisk eller psykisk sygdom kommer årligt til helligstedet. – Arkiv Foto: Julian Kumar/Godong/Ritzau Scanpix

Beretningerne om mirakuløs helbredelse ved kilden har gjort Lourdes til et af Europas største pilgrimsmål. Men det er især kærlighed og selvopofrelse, der præger stedet, som Kristeligt Dagblad har besøgt

I den underjordiske basilika Sankt Pius den Tiende i Lourdes er der langt fra de forreste kirkebænke til alteret på den lette forhøjning midt i kirkerummet. Der skal være plads til de hundredvis af kørestole og trækvogne med sæde, som frivillige hjælpere kører på plads hver dag til gudstjenesten klokken 17.

De syge og handicappede er hovedpersonerne i Lourdes. De køres i spidsen for aftenens fakkeltog på esplanaden foran Notre Dame-basilikaen, hvor en kort prædiken ønsker alle godnat, mens solen går ned bag Pyrenæerne.

Kørestole og trækvogne er allestedsnærværende i gaderne, trukket af frivillige hjælpere og plejere i kitler. Og hver dag modtager de en særlig velsignelse i den 12.000 kvadratmeter store underjordiske basilika, der kan rumme 25.000 pilgrimme.

Pilgrimsgrupper med broderede faner og bannere åbner processionen af præster og messedrenge, mens kirkekoret synger glædeshymner på både latin, fransk, italiensk og engelsk. Hollændere kan læse med på de to storskærme over alteret med nærbilleder af processionerne og af præsten, der prædiker på italiensk, inden en lang bøn hylder det monumentale rum i en intens stilhed.

Lyset dæmpes. De, der kan, lægger sig på knæ. Nogle ansigter er tårevædede, andre dækket af en dyb alvor, der ikke kun skyldes gudstjenestens og bønnens højtidelighed. Ingen i dette kirkerum er kommet uskadt gennem tilværelsens masker. De, der ikke har døden og sygdommen direkte inde på livet, er mærket af de skæbner, de bruger en del af deres tid på at ledsage.

Da lyset blændes op efter den lange bøn, er spændingen blevet til mærkbar forløsning. Smil og glæde dækker ansigterne, og faner og bannere bæres ud igen til afslutningshymnen: ”Herre, helbred os”.

For helbredelse er selve kernen i Lourdes.

Siden 1800-tallet har for-tællingerne om mirakuløs helbredelse trukket pilgrimme til den lille by ved foden af Pyrenæerne, hvor en ung pige, Bernadette Soubirous, i 1858 så Jomfru Maria træde frem 18 gange i Massabielle-grotten uden for byen.

141 år senere strømmer mellem en og to millioner pilgrimme til Lourdes hvert år. 45.000 af dem er ramt af fysisk eller psykisk sygdom.

To hospitalsbygninger med 1300 hospitalssenge tager imod de syge, der medbringer deres egne hjælpere og sygeplejere. De bades i vand fra den hellige kilde, som Maria ifølge Bernadette Soubirous forklaringer afslørede i grotten. Og bønner om helbredelse, lindring og fred ledsager den endeløse procession gennem grotten, hvis sider er blankslidte af pilgrimmenes hænder.

Marie-Claude Aizpurua er leder af den katolske forening Lourdes Cancer Espérance (Lourdes Cancer Håb), som hvert år sender 5000 kræftpatienter og frivillige hjælpere til Lourdes. Og selvom nogle måske håber på et mirakel, er det ikke den vigtigste drivkraft, siger hun.

”Det var det måske, da vi begyndte at organisere pilgrimsrejser for kræftpatienter i 1975. I dag er kræftpatienter meget vidende om deres sygdom, og vi ved jo godt, at man ikke nødvendigvis bliver helbredt af at besøge Lourdes. Men vi taler ikke kun om fysisk helbredelse. Det er den åndelige og sjælelige lindring i Lourdes, men også fællesskabet, som får mennesker til at vende tilbage år efter år. Vi har både troende katolikker og ateister blandt deltagerne, og mange siger, at de kommer her for at få batterierne ladet op,” siger Marie-Claude Aizpurua.

”Jeg er gammel og dårligt gående, og jeg beder ikke om at blive helbredt,” bekræfter den 83 år gamle Jeanne Tourette efter velsignelsesgudstjenesten i den underjordiske basilika.

”Men jeg beder for andre, for min familie, for mine børnebørn og deres børn. For at det skal gå dem godt. Lourdes er noget særligt. Vores præst holder gudstjeneste med os i kapellerne eller foran Den Hellige Jomfrus grotte, og der er de smukke fakkelprocessioner hver aften, hvor vi beder Maria-bønnen sammen, igen og igen. Man bliver styrket i sin tro, og man får så meget med hjem at leve videre på resten af året,” siger Jeanne Tourette, som bor på plejehjem i byen Saint-Etienne syd for Paris.

Hvert stift i Frankrig har en særlig afdeling, der identificerer svage, syge eller ældre medborgere for eksempel på plejehjem eller i institutioner og tilbyder dem at deltage i en pilgrimsrejse til Lourdes.

Lea er 23 år og sygeplejerske. På den blå- og hvidstribede kittel bærer hun den medalje fæstnet til et blåt bånd, som er tegnet på, at hun er fuldgyldig Hospitalière, en titel, der tildeles fagpersoner efter et femårigt åndeligt og praktisk uddannelsesforløb organiseret af den katolske kirke. Hun bruger en uge af sin sommerferie på ulønnet at ledsage de ældre og syge pilgrimme 10-12 timer om dagen uden fridage.

”Jeg kom her som barn med mine forældre, og jeg vidste med det samme, at jeg ville være Hospitalière. Jeg ved ikke, om man kan tale om kald. Det handler bare om at gøre noget for andre. Og at gøre sig nyttig. Lourdes er noget særligt. Ude i samfundet er sygdom, alderdom og død ofte tabu. Man gemmer de psykisk handicappede af vejen. Men Lourdes er til for dem. Her er de synlige, de har forrang. Det er dem, det handler om hele tiden,” siger Léa.

”Det, vi oplever i Lourdes, er en sund kirke,” siger Bruno Daniel, præst og ansvarlig for pilgrimsfærden i Beauvais Stift nord for Paris.

”Her er unge og gamle, rige og fattige, sunde og syge. Det er sådan, kirken skal se ud. Pilgrimssteder er en form for evangelisering, der spreder budskabet og giver det liv. Lourdes er et sted, hvor individet er i centrum, fordi det er en del af et fællesskab. Det er det, der er miraklet i Lourdes,” mener Bruno Daniel.