DF: Trosstof på DR kan ikke fortsætte som hidtil

Det får ifølge DR’s generaldirektør ikke nogen konkret betydning, at kristendommen bliver mere fremtrædende i den nye public service-kontrakt. Dansk Folkepartis kulturordfører kalder meldingen en krigserklæring

At Maria Rørbye Rønn finder den nuværende dækning af kristendommen tilstrækkelig, peger ifølge Alex Ahrendtsen (DF) på, at hun ikke har lyttet til partiets kritik.
At Maria Rørbye Rønn finder den nuværende dækning af kristendommen tilstrækkelig, peger ifølge Alex Ahrendtsen (DF) på, at hun ikke har lyttet til partiets kritik. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Hvad er formålet med at give kristendommen mere plads på papiret, hvis det ikke medfører ændringer i virkeligheden? Det spørgsmål stiller Dansk Folkeparti sig, efter DR’s generaldirektør i går kommenterede på den nye public service-kontrakts formuleringer om den kristne kulturarv.

Da den nye kontrakt blev offentliggjort i sidste uge, stod det blandt andet klart, at det i DR’s programmer og platforme skal ”være tydeligt, at vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen”, og at DR skal lægge vægt på at formidle den kristne kulturarv. Kristendommen og den kristne kulturarv var desuden nævnt seks gange, hvilket er dobbelt så mange gange som i den seneste kontrakt.

Men alt dette er ikke ensbetydende med en ændret dækning af trosstoffet på DR, understregede generaldirektør Maria Rørbye Rønn over for Politiken i går.

”Det her med folkestyre, og at vi har vores rod i kristendommen, er allerede en del af vores værdigrundlag. Vi formidler trosstof på mange måder. Så derfor oplever jeg ikke, at det giver anledning til væsentlige ændringer. Det kristne og folkestyret vil fortsat være stofområder, der er væsentlige for os,” sagde hun til Politiken og afviste samtidig, at kristendommen skal præge andre stofområder hos DR.

Dansk Folkeparti har under medieforhandlingerne forgæves kæmpet for mere konkrete forpligtelser til DR’s trosdækning, og partiet har set de nye formuleringer om kristendom som et lille skridt i den rigtige retning. Derfor er kulturordfører Alex Ahrendtsen heller ikke glad for generaldirektørens melding.

”Jeg ser det som en krigs-erklæring. Vi kan ikke lave en kontrakt, som generaldirektøren så åbenlyst tager afstand fra lige bagefter. Det kommer den nye DR-bestyrelse til at tage op,” siger han.

At Maria Rørbye Rønn finder den nuværende dækning af kristendommen tilstrækkelig, peger ifølge Alex Ahrendtsen på, at hun ikke har lyttet til partiets kritik.

”Vi har ikke været tilfredse, og derfor har vi fået strammet op på formuleringerne. Det forventer jeg, at DR tager til efterretning,” siger han.

Public service-kontrakten skal som noget nyt evalueres efter to og et halvt år, og Dansk Folkeparti har talt om at indføre eventuelle tillæg til kontrakten, hvis DR til den tid ikke lever op til de skærpede formuleringer om kristendom. Alex Ahrendtsen vil dog ikke konkretisere, hvad der skal til, før DR har dækket stoffet godt nok.

”Det tager vi til den tid. Det er DR’s ansvar at se på dette, og stationen har frihed til at overbevise os om, at den lever op til kontrakten. Men hvis man gør, som man har gjort hidtil, har man ikke lyttet.”

Selvom de nye formuleringer om kristendom ikke medfører konkrete ændringer, kan de dog stadig have betydning, siger sognepræst Katrine Winkel Holm, der er valgt ind i DR’s bestyrelse af Dansk Folkeparti.

”Jeg opfatter det sådan, at de nye formuleringer er sat ind for at sikre, at der ikke bliver skåret på kristendomsstoffet. Med de nye formuleringer understreger DR, at stoffet gerne må komme mere i fokus, men det er nok så vigtigt, at det ikke bliver ramt af sparekniven. For smertegrænsen er nået.”

Hun håber også, at formuleringerne kan gøre, at et program som morgenandagten ikke fjernes fra sendefladen eller ”flyttes rundt som et gammelt, brugt møbel, man i virkeligheden bare gerne vil køre på lossepladsen”.

I sidste ende er håndteringen af de nye formuleringer dog op til den nye DR-bestyrelse, der skal vælges og tiltræde ved årsskiftet.

”Jeg håber, der kommer nogen, der gider kæmpe for det kristne stof og hejse advarselsflaget. For det er vigtigt,” siger Katrine Winkel Holm.

Mediedirektør i DR Henriette Marienlund understreger, at trosstoffet altid har haft høj prioritet hos stationen, som også fremover vil planlægge sin programvirksomhed, så den flugter med public service-kontrakten.

”Når politikerne har understreget den opgave i public service-kontrakten, er det selvfølgelig udtryk for, at politikerne synes, at kristendom er et vigtigt område, som DR skal dække. Det synes vi også i DR. Og vi kommer også til at dække det ambitiøst fremover,” siger hun.