Stort set hver eneste dag i hele sit liv er den kristne Mary Hosry gået forbi en stor moské på hjørnet af den gade, hvor hun bor i Beirut. Hver gang har hun betragtet moskéen som lukket land. Et fremmed sted, et sted, der ikke er for hende, følte hun.
”Vi har så mange stereotype meninger om hinanden og hinandens religion. Det er derfor, jeg aldrig nogensinde er gået ind i en moské. Jeg plejede at tro, at jeg ville forråde min religion, hvis jeg tog et tørklæde på og gik derind. Men da jeg gjorde det med mine venner fra kurset, opdagede jeg, at det bare er en måde, hvorpå jeg viser mine muslimske venner, at jeg respekterer deres religion. Det var ikke underligt. Faktisk føltes det helt o.k. og helt normalt,” forklarer Mary Hosry.
Mary er 29 år og har siden 2009 været aktiv i forskellige former for dialogarbejde. Hun er journalist ved en kristen libanesisk tv-station, Noursat. Stationen behandler udelukkende sociale og mellemmenneskelige emner og sender med jævne mellemrum studiedialoger mellem præster og sheiker.
Mary Hosry har netop deltaget i en sommerlejr for fremtidige dialogledere arrangeret af organisationen Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD) i samarbejde med Danmission. På sommerlejren deltog over 20 jævnaldrende med forskellige religioner og nationaliteter. Og blandt aktiviteterne var besøg i en moské og i en kirke. Et par af de libanesiske deltagere har taget sig tid til at komme til FDCD’s kontorer i det centrale Beirut for at diskutere betydningen af deres dialogarbejde med Kristeligt Dagblad.
Over for Mary Hosry sidder den jævnaldrende Assil Maki. Hun studerer muslimsk-kristne relationer på St. Joseph Universitetet og er shia-muslim. Ikke i lang sort dragt. Ikke med tørklæde. Men i blå jeans, en kortærmet hvid T-shirt og løst halvlangt mørkt hår, der danser om hendes ansigt, da hun svarer på spørgsmål om netop tildækning af kvinder.
”Jeg synes, der er alt for mange forudfattede holdninger til muslimer. Og det er, som om I, der kommer fra Europa, ikke har nogen positiv opfattelse af muslimer. Det er altså ikke alle muslimer, der er terrorister. Jeg mener, at alle kan tro, som de vil, og skal have lov at gå klædt, som de vil. Jeg har både kristne, shia-muslimer, sunni-muslimer og drusere blandt mine venner. Men de fleste kender ikke til interreligiøs dialog. Det er ikke noget, vi taler om. Det er derfor, jeg er her. Jeg mener, at den dialog er vigtig for vores samfund,” siger hun.
Alle kursusdeltagerne i lokalet er født under og var børn i de sidste år af den 15 år lange libanesiske borgerkrig, hvor byens kristne og muslimske indbyggere bekæmpede hinanden med dødelige våben og baghold, bilbomber og vejsidebomber. Krigen har også påvirket Charbel Abu Madi, der er maronitisk kristen:
”For mig handler det om at bygge fredelige relationer mellem de forskellige befolkningsgrupper og om at lære at løse konflikter. I denne region er konflikter aldrig kun politik. De er altid blandet med religion. For i Mellemøsten er religion vores kulturelle identitet. For mig handler det her i Libanon om at få skabt en ’borger-fred’ oven på borgerkrigen, der hele tiden lurer under overfladen. Det var så vigtigt for mig at få talt med især de muslimske deltagere i kurset om det og høre, at de tænker som jeg,” forklarer han.
Riad Jarjour sidder for enden af bordet og lytter og nikker. Han er en syriskfødt præst, der har boet i Libanon i over 50 år. Grundlægger af og daglig leder af FDCD, der allerede er i gang med adskillige forsoningsprojekter i Syrien efter samme dialogmønster.
”Vi arbejder på at genopbygge det syriske samfunds sammenhængskraft gennem projekter, der skal bygge tillid, skabe fred og fremme forsoningen oven på krigen. Vi planlægger netop nu at lave kurser for unge syrere af forskellig religiøs og politisk baggrund og få dem til at indgå i en dialog og arbejde hen imod et samfund i sameksistens som det, der fandtes inden krigen. Syrien er et samfund med sunnier, alawitter, shia, drusere, kurdere og kristne,” siger han.
Ordene respekt, dialog og forsoning går igen i Riad Jarjours talestrøm, da han forklarer, hvad dialog betyder for ham:
”Dette er vores mission. Vores mission er ikke at missionere for at gøre nogen kristne. Jeg opfatter det som vores opgave som kristne at prædike det, jeg kalder det sociale evangelium. At skabe respekt for kristendommen hos muslimerne i vores samfund igennem det arbejde, vi gør, og igennem den måde, vi opfører os på,” siger præsten, der flere gange har været inviteret til Danmark for at besøge samarbejdspartneren Danmission, ligesom hans organisation har modtaget støtte fra det danske missionsselskab til sit arbejde.
Riad Jarjour fortæller om sine erfaringer som ung præst i Khalmoun-området i Syrien, hvor han fik ansvar for et kristent læserum, der, indtil han kom, havde fungeret som missionsstation.
”Jeg oprettede engelskkurser og kurser i kristen etik og etablerede en masse sociale programmer for lokalbefolkningen. De fleste var muslimer. De kom til vores kurser, og der var mange, der bad mig om at døbe dem. Jeg nægtede. Jeg forklarede, at det ikke var mit formål at gøre dem til kristne. Jeg ville have, at de skulle kende kristendommen, og at de forstod, at vi kristne står for humanitær hjælp, for at give alle lige rettigheder og for respekt for livet og menneskerne. For når jeg ser jer, sagde jeg til dem dengang, og det er det, der leder mit arbejde til denne dag, så ser jeg ikke kristne og muslimer, så ser jeg mennesker skabt i Guds billede. For mig er det det, der er vores mission, og det, dialogarbejdet handler om.”
FDCD laver en række af sine projekter i Libanon og Syrien i samarbejde med Danmission, men får også støtte fra en række andre udenlandske organisationer.