Prøv avisen

Dialogpartnere: Vores arbejde for religionsfrihed i Afrika virker

”For at hjælpe dem, der føler sig som minoriteter, er vi nødt til at bruge den betegnelse,” sagde udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) om brugen af begrebet minoritet. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

I Kenya oplever man, at dialog virker som et middel mod radikalisering og forværring af kristent-muslimske relationer, siger afrikansk rådgiver på debatmøde ved København

På Dragør Badehotel ved København bag et par dobbeltdøre byder udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) velkommen til ”fredskonference” om kristent-muslimske relationer i Afrika. Denne fredag er der repræsentanter fra Procmura, Afrikas ældste organisation, der støtter trosfrihed blandt religiøse minoriteter. Og en af repræsentanterne indleder en livlig diskussion om to centrale begreber: Minoritet og majoritet.

Brugen af ordet minoritet skurrer nemlig i dr. Josiah Atkins Idowu-Fearons ører. Han er formand for Procmura, sidder placeret på første række, og lader til at være det naturlige centrum for aftenen.

”Jeg ser ikke mig selv som en minoritet. Jeg er nigerianer, og jeg er kristen,” siger han og slår ud med armene, hvilket får publikum til at klappe.

Ifølge Josiah Atkins Idowu-Fearon grupperer begreberne majoriteten som den krænkende part og minoriteten som den krænkede part. Men betegnelserne er ikke til at komme udenom, mener Ulla Tørnæs, der er den ansvarlige minister for regeringens arbejde for religionsfrihed, som har ført til en særlig enhed i Udenrigsministeriet med fokus på spørgsmålet.

”For at hjælpe dem, der føler sig som minoriteter, er vi nødt til at bruge den betegnelse,” siger Ulla Tørnæs.

Terror og radikalisering i Afrika bliver et dominerende emne på aftenens møde. Ikke mindst i lyset af at 21 mennesker mistede livet under et angreb mod et hotelkompleks i Kenyas hovedstad, Nairobi, for 14 dage siden, hvorefter den somaliske militante islamistgruppe al-Shabaab tog skylden.

Det ramte hotel ligger ikke langt fra Procmuras hovedkontor, fortæller Leonard Mtaita, som er rådgiver i Procmura. I aften sidder han dog i debatpanelet i Danmark iklædt jakkesæt og den hvide stribe på skjortekraven, som traditionelt kendetegner anglikanske præster. Han forklarer, hvad Procmura gør for at forebygge radikalisering.

”Vi samler muslimer, kristne, mænd, kvinder, religiøse ledere og politi, og så snakker vi, snakker vi, snakker vi, og nogle gange råber vi,” siger han og peger på nogle af de resultater, der er kommet ud af indsatsen.

”Vi arbejder i to områder i Nairobi og i Nordkenya, og i de to områder er det til en vis grad lykkedes os at reducere antallet af radikaliserede.”

Men kan man egentlig dokumentere, hvor meget denne type terrorforebyggelse betyder, spørges der.

”Det er svært. Men vi kunne se efter det seneste terrorangreb, at ingen af ekstremisterne kom fra det område, vi har gjort en indsats i. Siden vi begyndte at arbejde i området i det nordlige Kenya, har vi ikke set nogen derfra været involveret i terror. Udfordringen er, at når vi har udført arbejde i et område, så rykker grupperne til et nyt område.

Bagerst i lokalet ved kaffebuffeten møder Kristeligt Dagblad Arngeir Langås, fagkonsulent for kirkeudvikling og dialog i Danmission. Han har boet på Zanzibar i otte år, hvor han oprettede et tværreligiøst dialogcenter, og han har siden skrevet ph.d. om kristent-muslimske relationer på Zanzibar.

Hvilke resultater har I opnået via dialog?

”Vi har oplevet forandringer på Zanzibar, fra vi begyndte dialogarbejdet, og det er de lange seje træk, der virker. For når forskellige religiøse ledere fra forskellige religioner indgår i en dialog, så lytter selv politikerne.”

Hvordan har I målt resultaterne?

”Vi har målt det kvalitativt. Der er selvfølgelig folk, som ikke har oplevet forandringen, men størstedelen af de interviewede har set forandring fra dag til dag. For eksempel skjulte man på Zanzibar før i tiden bibler, men efter vi fik muslimske ledere til at sætte sig imod diskrimination af kristne, har det hjulpet,” siger Arngeir Langås.