Da Signe Gjessing var tre år, spurgte hun sin mor, hvad mennesket består af. ”Er vi virkelig kun kød?”, lød spørgsmålet. ”Nej, vi består af både kød og ånd,” svarede hendes mor.
”Det var en enorm lettelse, for her gav min mor mig et svar, som gav en form for adgang til det guddommelige. Jeg er meget taknemlig for at have det med fra mit barndomshjem,” siger Signe Gjessing.
Den 27-årige digter er vokset op på landet ved Limfjorden. Faderen var læge, moderen folkekirkepræst, og Signe og hendes to ældre søstre var ofte med i kirke, når moderen prædikede.
”Jeg har nogle fine, enkle minder fra min barndoms kirkegang, men også fra mit barndomshjem i præstegården. Jeg var meget draget mod sognekirkens stempel, der havde form som en mandorla, en tilspidset oval, der i middelalderens kristne billedkunst omgav Kristus eller Jomfru Maria og bruges som symbol på moderskødet og Maria. Det bevæger mig at tænke på, at jeg dengang var draget af et symbol, som er så vigtigt i katolsk sammenhæng. Jeg tror på, at den katolske kirke, fordi den bærer sandheden, findes overalt, og at man kan finde reminiscenser af den mange steder, også i folkekirken,” siger Signe Gjessing.
I offentligheden er hun først og fremmest kendt som digter og er blevet udpeget som en af dansk poesis mest talentfulde forfattere. Selvom anmelderne ikke har hæftet sig ved nogen religiøs dimension i hendes digte, opfatter hun selv sit virke som forfatter som nært forbundet med sin religiøse søgen og det, hun kalder sin ”modstand mod det modernistiske verdensbillede og det moderne projekt, hvor mennesket er i centrum”.
Den modstand førte til, at hun i august i år blev optaget i den katolske kirke ved en messe i Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade i København. Det var en messe, som forløb efter den traditionelle ritus, som den så ud før Andet Vatikanerkoncil, og netop den traditionelle form på messen og den katolske kirkes dybe traditioner, liturgi og sakramenteforståelse har været afgørende for, at Signe Gjessing er blevet katolik.
”Den måde, den katolske kirke betragter den liturgiske handling som en åndelig virkelighed, er afgørende for mig. I den ser jeg en parallel til den kamp, jeg har kæmpet i poesiens verden. Jeg har altid haft den forståelse, at digtet er en åndelig realitet i sig selv. Det protestantiske og moderne tankesæt vil fortolke. Derfor har prædikenen så stor betydning i folkekirken. Præsten skal udlægge skriften, så vi forstår, hvad det betyder for vores liv. Der er en stor optagethed af sprog, fortolkning og forklaring inden for protestantisk teologi, som står i kontrast til en liturgisk forståelse af sproget, hvor sproget har indhold og form, ligesom liturgien har indhold og form,” siger Signe Gjessing.
Da Signe Gjessing var 18 år, skete der noget skelsættende, som hun betegner som en stærk metafysisk oplevelse, der fik hende til at forstå Guds navn.
”Jeg havde nogle oplevelser i sindet, som jeg ikke kunne koble på noget som helst i verden. Verden havde ikke svar på det, jeg oplevede. Det var, som om gudsbegrebet gav mening i relation til intet andet end sig selv. Det kom til at danne grund for alt mit skriveri. Min digtning udspringer af en kritik af det moderne verdensbillede, hvor sandheden er noget subjektivt. Jeg har i stedet forsøgt at skrive nærheden med Gud frem og forstår skriften som en åndelig realitet på samme måde som den guddommelige realitet, som den katolske kirke forvalter i sin liturgi,” siger hun.
I første omgang gav de metafysiske oplevelser hende en nærmest ekstatisk følelse af at være på vej mod et dybere og dybere mystisk møde med Gud, og hun spejlede sig i kristne mystikere som Johannes af Korset og Teresa af Ávila.
”Det, jeg oplevede, var ikke nødvendigvis det, som mystikerne har oplevet, for de er eliteudøvere af troen. Men deres måde at beskrive via det negative kunne jeg spejle mig i, for eksempel Johannes af Korsets beskrivelse af sjælens mørke nat. Jeg havde en følelse af ekstase og af at være ude af mig selv. Det varede i nogle år. Så ebbede det ud, og jeg følte det, som om jeg havde givet mig selv bort som guldmønter, og så kom der ikke længere det igen, som jeg troede, jeg havde byttet mig selv for,” fortæller hun.
Signe Gjessing fortsatte dog med at skrive, og hendes digte bar stadig præg af de mystiske erfaringer. At forlade idéen om en åndelig virkelighed var heller aldrig en mulighed for hende. Hun kastede sig intenst over Søren Kierkegaards værker og ”holdt via hans teologi fast i bevidstheden om Kristus som verdens frelser”.
Hun holdt dog stort set op med at gå i kirke. I stedet begyndte hun – som reaktion på en ulykkelig forelskelse og et deraf følgende mentalt sammenbrud – at søge intenst efter vidnesbyrd om visioner af Jesus. Hun nærstuderede Johannesåbenbaringen og lavede krydstolkninger. Det var efter eget udsagn vrangforestillinger af psykologisk karakter, som hun i dag opfatter som overtro og kætteri.
Midt i det, Signe Gjessing nu ser som en alvorlig vildfarelse, faldt hun imidlertid over noget, som satte hende på sporet af den katolske kirke og det, hun nu opfatter som den objektive sandhed.
”Jeg faldt over nogle radiointerviews med en irsk præst, som fortalte om den katolske kirkes lære, og jeg undrede mig over, hvordan han henviste til sandheden som en konkret realitet. Jeg forstod, at sandheden ifølge den katolske kirke er noget objektivt, som man inden for kirken løbende har modtaget åbenbaringer af. Kirkens lange traditioner med personlige åbenbaringer har givet en indsigt, som er sand, omend ikke altdækkende. Instinktivt kunne jeg mærke, at det måtte være sådan. Sandhedens karakteristik må være, at den er objektiv.”
Det førte Signe Gjessing videre til optagelser med en anden katolsk præst, der fortalte om den katolske kirkes liturgi og sakramenteforståelse.
”Kirkens objektivitet var som en svalende sandhed, der slog de psykotiske tanker ned. Jeg oplevede at genkende sandheden, da jeg mødte den, på samme måde som man kan genkende kærligheden, når man møder den.”
Hun kommer stadig indimellem til gudstjeneste og familiebegivenheder i folkekirken. Blot deltager hun ikke i nadveren og siger ikke amen under gudstjenesten.
”Min familie er vidunderligt sød til at bakke op om mit valg. At være digter er ensomt, og jeg er en enspænder, der altid har haft svært ved at finde ud af at være sammen med andre. At have fundet så stor en kærlighed giver en fylde i mit liv, jeg slet ikke havde før, og da jeg blev optaget i kirken, fejrede min familie det næsten som et bryllup,” siger Signe Gjessing.