I Niels Frimodt-Møllers slægt er både lægegerning, ydre mission og kirkeligt engagement gået i arv fra generation til generation.
Gentofte Kirke i den nordlige omegn af København ligger på toppen af Gentoftegade og er blandt andet seværdig på grund af de 11 farvestrålende vinduesmosaikker og altertavlen af kunstneren Per Kirkeby. Her i kirken har klinikchef på Rigshospitalet, professor Niels Frimodt-Møller, været medlem af menighedsrådet gennem fire perioder og også på et tidspunkt formand. Kirken er blandt andet kendt for sit storstilede korarbejde med deltagelser af 250 børn og unge sammen med Jægersborg og Ordrup kirker. Til næste år er der menighedsrådsvalg, og for Niels Frimodt-Møller, der har et livslangt kirkeligt engagement, er det en selvfølge, at han stiller op til endnu en periode.
”Menighedsrådsarbejde er en god måde at bruge sin energi på det mere praktiske arbejde som børne- og ungdomskor, vedligeholdelse af kirken, udsmykninger og præsteansættelser for at være med til at skabe rammerne for den kristne menighed her i sognet,” siger Niels Frimodt-Møller.
Niels Frimodt-Møller er ud af en familie af læger, en uddannelse, som fem af de seks i børneflokken har taget. Hans farfar, Christian Frimodt-Møller, og siden hans far, Johannes Frimodt-Møller, var fra 1907 lægemissionærer i det sydlige Indien, hvor de forsøgte at bekæmpe tuberkulose, som på det tidspunkt fandtes overalt. De satte de første internationale standarder for bekæmpelsen af tuberkulose, inden antibiotika kom i brug i 1950'erne og ændrede kampen mod tuberkulose fuldstændig.
Professoren har også viet sin lægegerning til kampen for mennesker og ser kristendommen afspejle sig i det lægeløfte, man aflægger.
”Det er et løfte, som jeg oplever er direkte udledt af kristendommens påvirkning af samfundet gennem 2000 år. Din næste er patienten, som har brug for din hjælp,” siger Niels Frimodt-Møller, som på den måde peger på den kristne tradition, der i generationer har fulgt ham selv og hans familie.
Niels Frimodt-Møller er selv født i Indien og har gået på en af Det Danske Missionsselskabs kostskoler. Her gik man i kirke om søndagen.
”I mit hjem bad vi bordbøn og gik i kirke. Men der var aldrig tale om en fundamentalistisk udgave af kristendommen. Det var et meget ydremissionsk miljø, vi voksede op i, med mange missionærer omkring os, og det har da præget os senere hen i livet. Vores familie byggede på kristne principper, men på en fri måde,” siger Niels Frimodt-Møller, som har haft sin egen tilgang til Bibelen:
”Ved siden af Bibelens tekster, som den i dag, der handler om Johannes Døberen, har jeg læst en del om kristendommens historie, fordi jeg synes, at det er en relevant måde for mig at gå til teksterne på. Det er fantastisk spændende at læse, hvordan kristendommen udviklede sig fra dengang, hvor Johannes Døberen optræder, og hvor den nærmest var en sekt, til den verdensomspændende bevægelse, vi kender i dag,” siger Niels Frimodt-Møller og fortsætter:
”Det tiltaler mig, hvis der er en historisk forklaring i teksterne, en sammenhæng, man kan forstå almenmenneskeligt. Selvfølgelig er der den fare ved at anskue teksten på den måde, at tvivlen kommer for meget ind. Men jo mere historisk forankret begivenhederne omkring teksten er, jo rigtigere bliver den for mig. Dermed åbner den også for det uforståelige og guddommelige. I søndagens tekst åbner der sig det utrolige perspektiv, at Jesus i disse begivenheder netop lever som et menneske med al den fornedrelse, der fulgte med, fordi han altid omgikkes med de lavest sociale lag og forsvarede dem på alle måder. Det gør historien endnu mere troværdig for mig, end hvis Jesus førte sig frem som en almægtig konge,” siger Niels Frimodt-Møller.
Han peger på, at Johannes Døberen faktisk kan være en mere interessant person end ved første øjekast.
”For eksempel nævnes han af den jødiske historiker Josefus, som dermed er en af de ældste ikke-kristne kilder, der omtaler ham. Han er en mærkelig person, som færdes langt ude i ørkenen, men som alligevel åbenbart har så meget indflydelse på datidens samfund, at Herodes' datter til sidst forlanger hans hoved på et fad. Hvordan kunne Johannes få så meget indflydelse, at magthaverne i den grad var nervøse for ham, når han bare kritiserede Herodes' levevis? Johannes var en mester i andres øjne, og når han så anerkender Jesus som Guds søn og som sin egen mester, så gjorde det stort indtryk dengang. Han var et stykke tid nærmest en vigtigere prædikant end Jesus og blev på den måde med til at skabe grundlaget for kristendommens udbredelse,” siger Niels Frimodt-Møller.
Professoren fascineres af teksten, fordi den beskriver en begivenhed, der viser sig at være betydningsfuld for kristendommens senere udbredelse.
”Grundlæggende er det fantastisk, at mennesker i store dele af verden i løbet af nogle få hundrede år vælger at tro på historien om Jesus. Den begyndte blandt andet med en prædikant ved navn Johannes Døberen. Jeg har fået den fortalt, siden jeg var barn, og har selv valgt at tro på den. Jo højere uddannelse, jo mere tvivl, kan man måske sige. Men selvom man går ned i den menneskelige skabelsesproces og afdækker, hvordan cellen modtager dna både fra far og mor, er det stadig uforståeligt, hvad der sætter det i gang, og hvordan molekyler finder sammen og bliver til et menneske. Det fjerner mig ikke fra det guddommelige i historien om Jesus, tværtimod kunne man sige,” slutter lægen.