Dine livskloge citater afslører din spiritualitet

Industrien for personlig udvikling er rig på bevingede ord. Hvor den alternative spiritualitet råder til at flyde med ned ad livets flod, dyrker erhvervslivets udviklingsfilosofier snarere de kampklare vendinger

Katolske Mother Teresa er en af de personer, som har leveret mange citater til de nyspirituelle miljøer. Her er en scene fra den indiske fejring af 100-året for hendes fødsel i Mumbai. Hun døde i 1997. –
Katolske Mother Teresa er en af de personer, som har leveret mange citater til de nyspirituelle miljøer. Her er en scene fra den indiske fejring af 100-året for hendes fødsel i Mumbai. Hun døde i 1997. –. Foto: Sajjad HussainAFP.

Hvad mener folk egentlig, når de taler om spiritualitet? Det kommer helt an på, hvilken sammenhæng der tales i. Man kan få et hurtigt indtryk af forskellige former for spiritualitet ved at kigge på de bevingede ord og talemåder, der bliver anvendt i de spirituelle miljøer.

Talemåderne optræder hyppigt, hvor der sælges eller tales om spiritualitet. Vægtningen af særlige talemåder i spirituelle miljøer antyder, at der cirkulerer to grundholdninger til, hvordan et menneske spirituelt set bør gå til tilværelsen.

LÆS OGSÅ: "Eckhart Tolle forsøger at fastholde en illusion"

Den første holdning er mest udbredt på markedet for alternativ behandling, sådan som det præsenterer sig på helsemesser, i behandlingssammenhænge og i debatmiljøer på nettet.

Her trives den forestilling, at universet, som er guddommeligt, altid leder et menneske frem i sin spirituelle udvikling og at den enkeltes opgave frem for alt er at flyde med i tillid til, at det, der sker, altid sker efter universets (guds) gode hensigt.

Her citerer man for eksempel gerne buddhistisk litteratur, guruer, lamaer eller kendte kristne som Mother Teresa.

Typiske er de følgende: Jeg er som en lille blyant i Guds hånd. Det er alt. (Nonnen Mother Teresa). Når vi forstår os selv, forstår vi universet, og adskillelsen forsvinder. (Goswami, indisk fysiker). Det eneste bestandige er forandring. (Fra det ældgamle kinesiske værk I Ching).

Samtidig går særlige vendinger igen: Det, der kommer let til dig, er rigtigt. Din første indskydelse er altid den rigtige. Hvis du gør det, du skal, får du hjælp. Alle store ting er udrettet med let hjerte, som den amerikanske guru J. Z. Knight siger.

Spiritualitet handler dermed mere om, at et menneske skal lade sig bevæge tillidsfuldt og forholdsvis passivt i en større udvikling i modsætning til at kæmpe imod, når man møder modstand. Modstand i form af sygdom eller anden personlig modgang er i virkeligheden blot faser i altings gode bevægelse. En sygdom skal derfor favnes som en form for hjælp ikke bekæmpes.

Idéen er: Giver livet ikke én det, man ønsker sig, for eksempel sundhed, børn og arbejde, er det enten, fordi man ikke er klar til at få det endnu, eller fordi livet har andre planer med én. Og derfor er det enkelte menneskes opgave i højere grad at lade sig bevæge gennem udviklingen som vand i en flod, der er et meget brugt billede, i stedet for at vise trods og yde modstand.

Kigger man på den spiritualitet, der optræder inden for konsulentverdenen og i erhvervslivet, er grundtonen noget anderledes. Her er det netop ofte modstand, kamp og ihærdighed, der fremhæves. Man er selv skaber af sin egen virkelighed, og derfor skal man kæmpe, kræve og forvente meget.

Ofte citeres vestlige forretningsfolk og videnskabsmænd. Udbredte eksempler er: Ligegyldigt om du tror, du kan eller ikke kan, vil du sandsynligvis få ret. (Erhvervsmanden Henry Ford). Den, der aldrig har begået en fejl, har aldrig prøvet noget nyt. (Videnskabsmanden Albert Einstein). Du skal ikke spørge: KAN jeg? Du skal spørge: VIL jeg?. (Coachen Anthony Robbins). Du bliver det, du forventer. (Citat fra NLP-kurser). Citaterne vægter handling og viljestyrke.

I den sammenhæng er det mest udbredte citat, der er i omløb i disse år: at vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv. Citatet tilskrives Søren Kierkegaard og bliver igen og igen, især i mere businessorienterede spirituelle sammenhænge, tolket som en filosofisk opfordring til at risikere noget for at nå frem til et givent mål. Man skal ikke blive i sin komfortzone, man skal ud og bevæge sig man skal handle og derved skabe sit liv.

Dermed er erhvervslivsspiritualiteten mere til aktiv handling end til østligt inspirerede flodbilleder. Der er stærk arbejdsmoral indbygget i det at vokse spirituelt. Det er ikke universet, der bestemmer over mennesker. Det er snarere mennesker, der besejrer universet.

Når man taler om spiritualitetens fremvækst i disse år, skal man altså huske, at spiritualitet findes i mange udgaver alt efter den sammenhæng, den praktiseres i. Jo tættere på arbejdslivet, des mere betones det aktive menneske. Jo længere væk fra samme, des mere betones det passive.

Der er både plads til Kierkegaard, Dalai Lama og Mother Teresa inden for moderne spiritualitet om end det mest er på citatplan.

Iben Krogsdal er salmedigter, religionsforsker og forfatter.