Prøv avisen

Djævelen i trosbekendelsen er et dansk fænomen

Forsagelsen af Djævelen i trosbekendelsen blev ikke et fast led i gudstjenesten før efter 1949. Her ses en langt tidligere djævel: "Sankt Augustin og djævelen", der er malet af den tyske maler og billedskærer Michael Pacher, cirka 1435-1498. -- Arkivfoto.

Et forslag om en ny trosbekendelse uden Djævelen blev for nylig mødt med hovedrysten og kritik. Men faktisk havde oldkirkens trosbekendelse heller ikke Djævelen med - han blev først en del af højmessens trosbekendelse efter Anden Verdenskrig

En sognepræst i Nordsjælland skulle engang døbe et svenskfødt barn. En svensk kvinde stod fadder ved dåben, men fordi dåben fandt sted i Danmark, fulgte præsten det danske dåbsritual. Alt forløb, som det skulle, indtil præsten kom til trosbekendelsen og spurgte den svenske fadder, om hun på barnets vegne forsagede Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Forskrækket kiggede hun på præsten og sagde: "Nej nej nej, det gør vi ikke i Sverige!".

Ny trosbekendelse uden Djævlen

I Danmark er det så sikkert som amen i kirken, at vi hver søndag og ved enhver barnedåb forsager Djævelen, når trosbekendelsen fremsiges. Derfor vakte det også en del kritik, da en tidligere sognepræst med opbakning fra forskere i kristendom og dogmer umiddelbart inden jul her i avisen foreslog at formulere en ny trosbekendelse uden Djævelen.

Men djævleforsagelsen i gudstjenestens trosbekendelse er faktisk enestående for den danske folkekirke, fortæller forskere, Kristeligt Dagblad har talt med. Vores lutherske søsterkirke i Sverige afskaffede forsagelsen i 1811 – derfor den forskrækkede fadder i den indledende fortælling. Den reformerte kirke, som er udbredt i mange europæiske lande, har aldrig forsaget Djævelen i sin trosbekendelse. Den anglikanske kirke heller ikke. Og den katolske kirke gør det kun i forbindelse med dåben – aldrig som en del af gudstjenesten.

Det forklarer også, hvorfor folkekirkens egen hjemmeside folkekirken.dk præsenterer to forskellige trosbekendelser – en med forsagelsen af Djævelen og en uden. Det er ikke en forsager af djævleforsagelsen, der har været inde at pille i teksten. Nej, der er ganske enkelt forskel på den oldkirkelige apostolske trosbekendelse, som blev formuleret i begyndelsen af det 2. århundrede, og den trosbekendelse, der lyder i kirken hver søndag, forklarer Ellen Aagaard, redaktør på folkekirken.dk.

"Den oldkirkelige bekendelse indeholder ikke nogen forsagelse af Djævelen. Forsagelsen som en formel del af trosbekendelsen er først kommet til senere og er et dansk fænomen," bekræfter hun.

Men hvornår kommer forsagelsen af Djævelen da ind i billedet?

Ifølge tidligere lektor i kirkehistorie Jørgen Stenbæk bliver forsagelsen af Djævelen ikke omtalt i Bibelen i forbindelse med dåben, men begynder at dukke op i forskellige prædikener i oldkirken.

"Djævelen bliver i oldkirken brugt som en samlebetegnelse for alt det onde, og teologer diskuterer ivrigt, hvilken rolle forsagelsen af det onde spiller under dåben. På et tidspunkt dukker forsagelsen så op i dåbsritualet som en del af trosbekendelsen og kommer i stigende grad til at indgå i ritualet sammen med en egentlig djævleuddrivelse eller eksorcisme. I 1700-tallet bliver eksorcismen fjernet fra ritualet, men forsagelsen opretholdt," siger han.

Grundtvig indfører djævleforsagelsen i trosbekendelsen

Under reformationen i 1500-tallet fortsætter Luther traditionen fra oldkirke og middelalder med at koble forsagelsen af Djævelen til trosbekendelsen i dåbsritualet, men han gør ikke dåben afhængig af forsagelsen. Det er først med Grundtvig, at djævleforsagelsen bliver en del af selve folkekirkens trosbekendelse, fortæller teologilektor og ph.d. ved Aarhus Universitet Else Marie Wiberg Pedersen, som forsker i teologihistorie.

"Grundtvig forsvarer koblingen af forsagelsen og trosbekendelsen over for rationalisterne, som mener, at troen på Djævelen er noget vrøvl. Grundtvig – som jo mener, at trosbekendelsen er langt væsentligere end Bibelen – begynder at fremsige bekendelsen sammen med forsagelsen fra prædikestolen, for lige så vigtigt det er at bekende sin tro på Gud, lige så vigtigt er det ifølge Grundtvig at forsage den onde," siger hun.

1949: Forsagelsen bliver et fast led i gudstjenesten

Kirkelige røster vil erstatte "den onde" med "synd og alt ondt", men Grundtvig insisterer på at bevare Djævelen som Guds konkrete modstander. Selvom forsagelsen vinder stadig mere indpas i gudstjenesten, er det først efter Anden Verdenskrig, med "Biskoppernes vejledning" fra 1949, at trosbekendelse koblet med forsagelsen bliver et fast led i gudstjenesten – uden for dåbsritualet.

"Mange glemmer, at trosbekendelse og forsagelse oprindeligt udelukkende har hørt dåbsritualet til og i endnu højere grad, at bekendelse og forsagelse er to forskellige ting," siger Else Marie Wiberg Pedersen og fortsætter:

"Derfor er det slet ikke nogen dårlig pointe at sige, at forsagelsen af Djævelen ikke hører hjemme i en trosbekendelse, som fremsiges i kirken om søndagen. Det er et nyere dansk fænomen. Og den danske gudstjeneste kunne godt trænge til at blive renset for nogle led – og for eksempel droppe forsagelsen."

Tidligere lektor i kirkehistorie Jørgen Stenbæk er delvist enig. Han påpeger også, at det ikke er nogen ukendt diskussion, når teologer kalder forsagelsen af Djævelen for abstrakt snak og vil afskaffe den.

"I moderne sprogdragt svarer det til, hvad rationalisterne sagde i 1700-tallet. Det handler om, hvorvidt vi forstår ritualerne, og der kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, om unge i dag forstår, hvad det vil sige at forsage Djævelen. Den sprogbrug kunne man med fordel ændre," siger han.