Djævelen fjernes fra den engelske dåb

Anglikanere vil gøre dåbshandlingen mere tilgængelig

Når børn fremover døbes i den anglikanske Church of England, skal forældre og de, der står fadder, ikke længere nødvendigvis "forsage Djævelen" eller "angre deres synder". I stedet for den onde omtales nu det onde.
Når børn fremover døbes i den anglikanske Church of England, skal forældre og de, der står fadder, ikke længere nødvendigvis "forsage Djævelen" eller "angre deres synder". I stedet for den onde omtales nu det onde. Foto: Ian Murray.

Når børn fremover døbes i den anglikanske Church of England, skal forældre og de, der står fadder, ikke længere nødvendigvis forsage Djævelen eller angre deres synder. I stedet for den onde omtales nu det onde.

Den ny liturgi er et forsøg, som skal gøre dåben mere moderne og forståelig for englænderne. Men ændringerne møder kritik.

I stedet for at forklare, hvad dåben betyder, er løsningen at fjerne nøgleelementer fra dåbshandlingen, skriver den tidligere biskop af Rochester Michael Nazir-Ali i avisen Daily Mail.

LÆS OGSÅ: Dåb - kloge ord fra bispen

Den aktuelle formulering er relativ ny. Den blev skrevet ind i liturgien i 2000 og ændret igen i 2005.

Ifølge London-præsten Gillean Craig var mange præster ikke glade for ændringerne.

Det var et uheldigt skridt bagud fra den alternative liturgi fra 1980, som blev ændret for at tilfredsstille konservative evangelikale holdninger. Det nye forslag er på ingen måde perfekt, men det er langt tættere på, hvad det rent faktisk betyder at indgå i kirkefællesskabet og Kristi legeme gennem dåben, siger Gillean Craig til avisen The Times.

I en udtalelse fastslår Church of England, at der er tale om et forsøg med et alternativt ordvalg, så dåbshandlingen bliver mere tilgængelig og forståelig. Heri fsiges også, at det nye ordvalg ikke vil have en formel status, før det er godkendt af kirkens lovgivende myndighed, synoden.

Teologilektor Hans Raun Iversen fra Københavns Universitet er ikke overrasket over, at det engelske forsøg udløser debat.

Hvis du starter med at bekende dine synder og forsage djævelen, så er det et kirkesyn, som de fleste moderne mennesker ikke kan være enige i, siger Hans Raun Iversen, der ikke skønner, at det samme kunne ske i Danmark.

Hans Raun Iversen peger på det forhold, at hvor kirker i andre lande bruger syndsbekendelsen, er der i folkekirken lovsang ved gudstjenestens begyndelse, og forsagelsen af Djævelen er indbygget i trosbekendelsen. Og det har ikke været til seriøs debat siden Grundtvigs tanke om, at hvis du siger ja til Gud, må du også sige nej til Djævelen.