Går man ind på hjemmesiden afdøde.dk, vil man se, at mange mennesker er ”sovet ind”, har ”fået fred” eller ”har tabt kampen” mod en sygdom. Man skal derimod lede længe, hvis man vil se eksempler på, at en person er død. Og man skal lede længere, end man skulle tidligere.
Andelen af dødsannoncer, der nævner ordet ”død”, ”dødsfald” og forskellige bøjninger af de ord, er nemlig faldet. I 2007 udgjorde de 10 procent af den samlede mængde, mens tallet for 2021 kun er 4 procent. Det viser en gennemgang af cirka 18.000 dødsannoncer fra de to år, som Kristeligt Dagblad har foretaget i anledning af, at det på søndag er allehelgen – den kirkelige højtid, hvor man mindes de døde.
De tal peger på en tendens, som i hvert fald Michael Hviid Jacobsen længe har været opmærksom på. Han er professor i sociologi på Aalborg Universitet, hvor han forsker i døden og danskernes dødskultur. Ifølge ham er udviklingen udtryk for, at ”død” i stigende grad opfattes som et voldsomt og grænseoverskridende udtryk.
”Vi har det som samfund svært med ordet ’død’, fordi det udtrykker noget meget definitivt og forfærdeligt,” siger Michael Hviid Jacobsen.
”Vi benytter os ofte af poetiske omskrivninger, der kan lægge et meningsfuldt eller håbefuldt skær over det faktum, at nogen faktisk er død,” siger Michael Hviid Jacobsen.
Tallene understøtter hans betragtning: I 65 procent af dødsannoncerne fra 2021 betegnes den afdøde som “sovet stille ind”, “sovet ind” eller i lignende eufemistiske termer.
Forskning fra både Michael Hviid Jacobsen og den norske professor i sprogvidenskab Geirr Wiggen peger på, at dødsannoncer i danske og norske medier fra begyndelsen af det 20. århundrede ofte var meget ligefremme med brugen af ordet “død”. Men i takt med at dødsøjeblikket rykkede ud af hjemmet og ind på hospitalerne, begyndte omskrivningerne at vinde frem i annoncerne.
Det genkender Niels Jørgen Cappelørn, der er professor emeritus ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret på Københavns Universitet. Han kalder tallene en strømpil for, hvordan dødskulturen i Danmark har ændret sig markant gennem en længere periode, til at vi i dag ønsker at holde døden på afstand af virkeligheden så vidt muligt. Også i dødsannoncer.
”Folk vil ikke bruge ordet ’død’, fordi det er alt for konkret og kommer alt for tæt på. Så vrider og vender man sig for at finde alle mulige mere eller mindre – oftest mindre – poetiske omskrivninger. Det er udtryk for en større tendens, hvor vi ikke vil have døden i nærheden af os selv. Derfor dør langt de fleste mennesker på hospitaler og hospicer frem for i hjemmet, og derfor ser vi sjældnere åbne kister,” siger Niels Jørgen Cappelørn, der selv har brugt ordet ”død”, når han har skullet formulere dødsannoncer.
”Jeg synes, at en dødsannonce skal være nøgtern. Man skal bruge det mest præcise ord, hvilket jo er, at vedkommende er død. En dødsannonce behøver ikke være upersonlig af den grund. Der er mange andre formuleringer, man kan bruge for at give udtryk for sin sorg, for eksempel at den afdøde er elsket og savnet eller kommet hjem til sin frelser, hvis man vil signalere en kristen forståelse af døden,” siger Niels Jørgen Cappelørn.
Hos Landsforeningen Liv&Død er man også ærgerlig over, at de fleste dødsannoncer indeholder forskønnende omskrivninger frem for at nævne døden konkret. Direktør for foreningen Kirsten Søndergaard oplever ellers, at man i medierne og i daglig tale er blevet bedre til at være konkret og bruge ordet ”død”. Når det ikke kommer til udtryk i dødsannoncerne, kan det være på grund af den vejledning, man får for eksempel af bedemanden, og fordi man som efterlevende blot gør det, som de fleste andre gør, vurderer hun.
”Når man har mistet en pårørende, taler man typisk med bedemanden om de praktiske ting som for eksempel en dødsannonce. Og jeg tror, at der stadig er bedemænd, der vejleder en til at bruge formuleringer som, at den afdøde ’har fået fred’ eller ’er sovet ind’. De bruger det sandsynligvis, fordi der har været en lang tradition for ikke at bruge ordet død,” siger hun og opfordrer til at ændre den praksis:
”Lad os nu bruge ordet død, når det er det, der er tale om. Vi tabuiserer døden, især over for børn, der ikke aner, hvad det vil sige, at nogen er sovet ind eller gået bort.”