Medlem af Det Etiske Råd: Striden om kisteløftene sætter de dødes værdighed under pres

Den værdige afsked med livet, som tidligere var en selvfølge, er det ikke længere, mener Morten Bangsgaard, medlem af Det Etiske Råd

”Det giver ingen mening, at kisterne på denne måde, mere eller mindre brutalt, skal ’skubbes’ ind i kirkerummene, mens de ansatte skændes hen over dem. Uanset om man har levet et langt, kort, rigt eller fattigt liv, er det sidste, en afdød kan forvente af samfundet, en værdig afslutning på det liv, der nu uigenkaldeligt er slut,” siger Morten Bangsgaard.
”Det giver ingen mening, at kisterne på denne måde, mere eller mindre brutalt, skal ’skubbes’ ind i kirkerummene, mens de ansatte skændes hen over dem. Uanset om man har levet et langt, kort, rigt eller fattigt liv, er det sidste, en afdød kan forvente af samfundet, en værdig afslutning på det liv, der nu uigenkaldeligt er slut,” siger Morten Bangsgaard. Foto: Anthon Unger/ritzau/arkivfoto.

Vores samfund har historisk lagt vægt på værdighed i afskeden med de døde, men den skal man ikke tage for givet. Sådan lyder reaktionen fra Etisk Råd-medlemmet Morten Bangsgaard på den strid, der lige nu finder sted blandt bedemænd, kirkeansatte og Arbejdstilsynet, om, hvem der må – og i høj grad, hvem der ikke må – bære ligkister ind i kirkerummet ved begravelser. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad har kirkeansatte i mange situationer ikke lov til at løfte kister ifølge Arbejdstilsynets regler, og det får flere bedemænd til at beklage sig over, at de står alene med slæbet.

”Det giver ingen mening, at kisterne på denne måde, mere eller mindre brutalt, skal ’skubbes’ ind i kirkerummene, mens de ansatte skændes hen over dem. Uanset om man har levet et langt, kort, rigt eller fattigt liv, er det sidste, en afdød kan forvente af samfundet, en værdig afslutning på det liv, der nu uigenkaldeligt er slut,” siger Morten Bangsgaard, der i dag studerer teologi ved Københavns Universitet og er særligt optaget af problemstillinger vedrørende livets afslutning.

Striden om kisteløftene er dybt problematiske ifølge Morten Bangsgaard. For det skaber ikke kun en uværdig afslutning på livet for afdøde, men også for de efterladte.

”Det er de pårørende, der skal leve videre med de sidste minder om deres afdøde kære. Derfor skal begravelseshandlingen ikke forbindes med stridigheder og problemer,” siger han.

Morten Bangsgaard mener, at parternes stridigheder i sagen er et udtryk for flere udviklinger. Først og fremmest er der tale om et alt for dominerende regeltyranni.

”Vi ser mange steder på arbejdsmarkedet, at systemets regler og den tænkning, der ligger bag, kommer til at træde i forgrunden for vores værdier. I dette eksempel kommer regeltyranniet til fuldstændigt at overskygge det store hensyn, vi ellers historisk har taget til afdødes værdighed,” siger Morten Bangsgaard og fortsætter:

”Vi skal som samfund spørge os selv, om vi er blevet for gennemregulerede og overeffektive. Vi skal blive bedre til at minde hinanden om, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg er ikke i tvivl om, at ethvert menighedsråd, hvis det tænker sig om, ved, hvad der er rigtigt og forkert her. Man må sætte sig sammen og tale om, hvordan problemet kan løses på den bedste måde,” siger Morten Bangsgaard. Han mener for eksempel, det kunne være ved at mobilisere frivillige kistelaug, som det allerede gøres i nogle kirker, for han anerkender, at der naturligvis skal tages hensyn til de ansattes helbred. Kristeligt Dagblad har tidligere skrevet om, hvordan Arbejdstilsynet i de seneste fem år har givet 133 påbud til ”religiøse institutioner og foreninger” for ”løft, træk og skub”.

Men striden peger, ifølge Morten Bangsgaard, også ind i en større tendens.

”Døden er i dag for mange en mærkelig og uhåndterbar størrelse, som vi er meget berøringsangste over for, og som vi prøver at distancere os fra. Det at fralægge sig et ansvar for at hjælpe vores afdøde til at få den mest værdige og problemfrie afsked kan sagtens have med det at gøre,” siger han.

Og værdighedens tilbagetog ser Morten Bangsgaard som et så alvorligt problem, at han ikke mener, menighedsrådene skal være alene om at finde en løsning.

”Jeg mener godt, at kirkeministeren, måske i samarbejde med biskopperne, kunne sætte sig i spidsen for at finde en løsning. Der bør kigges på, om der er noget i vores lovgivning, der blokerer for, at vi sikrer vores afdøde en værdig afsked. Om vores bureaukrati og regeltyranni er for stramt,” siger Morten Bangsgaard.