I to år har familien udkæmpet en mere og mere bitter kamp om Vincent Lamberts liv.
Hans hustru og to søskende ønsker at lade lægerne afslutte den 39-årige mands liv efter syv år i en dyb vegetativ tilstand som følge af en trafikulykke i 2008.
Men hans forældre og fire andre søskende modsætter sig beslutningen. Og de støttes af flere katolske organisationer, deriblandt det konservative Pius den Tiendes Broderskab, men også pro-livsgrupper på den katolske kirkes højrefløj.
Blandt andet medlemmer af organisationen Alliance Vita har gjort Vincent Lamberts sag til en mærkesag om dødshjælp.
Vincent Lambert modtager ikke livsforlængende behandlinger, men næres og hydreres medicinsk. Hans situation er ikke livstruende, og han kan overleve i adskillige år. Medmindre lægerne beslutter at indstille ernæring og hydrering.
Det er muligt ifølge den franske lov om livets afslutning, den såkaldte Leonetti-lov. De franske domstole og det franske Statsråd har kendt en sådan procedure lovlig, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har skønnet, at fransk lovgivning er overholdt og i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen.
For pro-livs-organisationerne er der imidlertid tale om aktiv dødshjælp, fordi Vincent Lambert ikke befinder sig i en terminaltilstand og heller ikke selv kan give udtryk for, om han lider, og om han vil leve eller ej.
”Vincent Lamberts sag åbner en breche i forbuddet mod at slå ihjel. Han er ikke døende og bør i stedet indlægges på en specialafdeling, der kan give ham den pleje, han har brug for,” siger Tugdual Derville, generalsekretær i Alliance Vita.
I modsætning til organisationer som Alliance Vita har den franske bispekonference aldrig valgt side i sagen eller udtalt sig direkte mod dødshjælp til Vincent Lambert.
”Der er to grundlæggende krav: Beskyttelsen af et menneskes liv og respekten for menneskets frihed. Det betyder, at hvis et menneske fravælger behandlinger, der opfattes som unødige eller ude af proportioner, så skal man respektere denne frihed. Lægerne træffer deres beslutning i henhold til deres samvittighed, og kirken kan kun respektere denne samvittighed,” har ærkebiskoppen i Reims og bispekonferencens talsmand i etiske spørgsmål, Pierre d'Ornellas, sagt i et interview med det katolske dagblad La Croix.
Han skønner også, at ”indstillingen af sondemadning og -hydrering kan accepteres, hvis disse handlinger er kilde til lidelse.”
Nu har flere biskopper imidlertid meldt sig med en klar afvisning af det ræsonnement. De mener ikke, at man skal lade Vincent Lambert dø ved at indstille hans hydrering og sondemadning.
”Vincent Lambert er ikke døende og modtager ikke overdreven behandling. De, der giver ham føde og hydrering og tager vare på ham, respekterer simpelthen dette liv, som det ikke tilkommer nogen at gøre en ende på. Debatten viser, at vort samfund er usikkert på vigtige principper som 'Du må ikke slå ihjel',” skriver ærkebiskoppen i Lyon, kardinal Philippe Barbarin, i en appel på stiftets hjemmeside, som er blevet underskrevet af yderligere otte biskopper.
Den franske bispekonference har ikke villet kaste sig ud i en moralsk krig, der kunne splitte de franske katolikker, mener Philippe Portier, religionssociolog og leder af forskningsgruppen Samfund, Religion og Verdslighed ved den franske forskningsinstitution CNRS.
”Kirkens engagement imod legaliseringen af ægteskab for homoseksuelle skabte splid i mange menigheder. Og nu er kirken forsigtig med at forsøge at formulere en fælles doktrin i et moralsk spørgsmål,” siger Philippe Portier.
Samtidig har pro-livs-organisationernes iøjnefaldende demonstrationer og voldsomme udfald på de sociale medier fået bispekonferencen til at holde sig på afstand af det, som også er en meget følelsesladet familiestrid.
”Bispekonferencen opfordrer til blufærdighed, mådeholdenhed og diskretion”, sagde organisationens talsmand, Olivier Ribadeau Dumas, i en kort meddelelse for nylig, efter at lægerne endnu en gang udskød en eventuel afgørelse om at lade Vincent Lambert dø.