Mystik i kirkerne på kulturnatten

På kulturnatten i aften i København vil der på Assistens Kirkegård være gotisk aften, og i Christians Kirke holder Pia Søltoft temagudstjeneste om de syv dødssynder

Kulturnatten fredag d. 11. oktober byder på masser af aktivitet i kirkerne. Arkivfoto.
Kulturnatten fredag d. 11. oktober byder på masser af aktivitet i kirkerne. Arkivfoto. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Der er mystik i både kirke og på kirkegårde, når Kulturnatten i aften samler københavnere. ”Gotisk Kulturnat” står der i Kulturnattens officielle program om det arrangement, der holdes på den mere end 250 år gamle Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

”Kirkegården ved nattetide emmer af ny-gotik, mystik og uhygge,” lyder det i beskrivelsen. Her kan de besøgende efter solnedgang komme med på en særligt belyst rute, hvor kirkegårdens gotiske monumenter og gitre vil tone frem i natten. Og så er der mulighed for at blive ”hjemsøgt” af skuespillere, der giver en prøve på dystre klassiske værker fra den engelske romantik, kan man videre læse i programmet. Men er kirkegården et uhyggeligt sted?

”Til hverdag gør vi rigtig meget ud af, at kirkegården ikke er noget uhyggeligt sted. Men samtidig har vi det her fra romantikken – at det er uhygge, man forbinder kirkegården med, at man bruger fantasien, når man går der, og at man kan opleve ting, som er ud over det hverdagsagtige,” siger Gitte Lunding, der er antropolog og centerleder af Kulturcentret Assistens, som laver kulturformidling med afsæt i Assistens Kirkegård.

Desuden gør hun opmærksom på, at formidlingen på Kulturnatten foregår på den del af kirkegården, der har status af mindepark og museum, og ikke på den aktive del af kirkegården.

Vil man til temagudstjeneste om de syv dødssynder og herunder, hvordan de kan forstås i en nutidig kontekst, kan man besøge Christians Kirke på Christianshavn i København. Stedets sognepræst Pia Søltoft nævner som eksempel, at den første af de syv dødssynder, hovmod, i dag er gået hen og blevet en dyd.

”På grund af vores konkurrencesamfund skal man faktisk være en lille smule hovmodig i dag og vise, at ’her kommer jeg’. Bagsiden er så, at narcissisme og egoisme bliver det, der sætter dagsordenen – og det kan vi alligevel ikke holde ud, for så går folk ned med stress og alverdens dårligdomme,” siger Pia Søltoft.

Hun understreger desuden, at der er en grund til, at Christians Kirke holder en gudstjeneste på Kulturnatten frem for blot en koncert – for det er trods alt gudstjenester, som kirkerne er særligt leveringsdygtige i. Pia Søltoft forklarer også, hvorfor de i Christians Kirke har valgt et tema, som nogle måske ville kalde dystert.

”Det er jo ikke mere dystert, end at kristendommen siger, at hvert menneske er synder. Vi udlægger de syv dødssynder eksistentielt, så folk kan genkende sig selv i dem. Jeg synes faktisk, det er opløftende at kunne genkende sig selv. Og selvfølgelig er det i en gudstjenesteramme, så det ender jo med syndernes forladelse,” siger Pia Søltoft.

Ud over dødssynder og mystik vil der blandt andet være gospel, elektronisk musik og fortolkninger af Bob Dylan-numre i flere kirker, mens andre byder på mad i form af for eksempel svenske kanelboller og røde pølser. I alt 33 københavnske kirker og kirkegårde inviterer gæster inden for til kulturelle arrangementer.