Prøv avisen

Ny forskning: Døende er afklarede om efterlivet

Når et menneske når til livets slutning, begynder brikkerne ofte at falde på plads i forhold til efterlivet. Det er en af de observationer, postdoc Dorte Toudal Viftrup fra Syddansk Universitet har gjort sig under et igangværende forskningsprojekt om åndelig og eksistentiel omsorg på hospice Foto: Ritzau Scanpix

Forskningsprojekt viser, at patienter på hospice ofte har gjort sig klare forestillinger om, hvad der sker efter døden. Mange gange er de mere klare i mælet om det hinsides end præster i folkekirken. Sognepræst efterlyser større frimodighed i kirken til at sætte ord på evigheden

Spørger man en præst i den danske folkekirke, hvad der sker efter døden, vil man langtfra altid få et klart og håndgribeligt svar. Spørger man derimod danskere på deres dødsleje, kan svaret lyde langt mere direkte.

For når et menneske når til livets slutning, begynder brikkerne ofte at falde på plads i forhold til efterlivet. Det er en af de observationer, postdoc Dorte Toudal Viftrup fra Syddansk Universitet har gjort sig under et igangværende forskningsprojekt om åndelig og eksistentiel omsorg på hospice. Hun har indtil videre tilbragt mere end 150 timer på to forskellige hospicer. Og et slående fællestræk ved hendes samtaler med patienterne er, hvor afklarede de er med spørgsmålet om, hvad der sker efter døden.

”Mange siger, at de er bekymrede for og usikre om tiden op til døden. Men når jeg spørger ind til, hvad de tror, der sker efter døden, svarer de påfaldende prompte. Der kommer svaret altid med det samme,” siger hun.

Dorte Toudal Viftrup forklarer, at de døende har mange forskellige forestillinger om efterlivet – lige fra en ateistisk forståelse af, at alt slutter ved døden, over en bredere åndelig åbenhed, til en kristen tro på et evigt liv med Jesus. Men fællestrækket mellem dem er, at de er kommet frem til et svar på, hvad de mener, der sker på den anden side.

”Når man tænker på, hvor private og sprogløse danskere generelt er om tro og spiritualitet, undrer det mig, at de er nået frem til så velovervejede og gennemtænkte svar. Det må betyde, at det er noget, den enkelte ligger alene og tænker en del over,” siger hun.

At de døende ofte har afklarede tanker om efterlivet, kan plejesektorpræst Jeppe Carsce Nissen nikke genkendende til. Han arbejder i dag som præst på to københavnske plejehjem og har tidligere også været hospitalspræst. Og det er især på plejehjemmene, at den afklarede holdning til efterlivet gør sig gældende.

”På plejehjemmet vil døden oftere komme som en befrielse. Der har man typisk langt mere afklarede tanker om døden end på hospitalet hos en familiefar i sin bedste alder,” siger han.

Dermed oplever han også, at de døende kan have et klarere billede af efterlivet, end det han som præst i folkekirken kan give.

”Jeg møder døende, der gerne vil have et konkret svar fra mig på, hvad kristendommen siger, der sker efter døden. Men der er grænser for, hvor konkret jeg kan blive. For i sidste ende ved jeg jo ikke, hvad der præcis sker efter døden. Så jeg vil altid holde svaret på et plan, der giver rum til fortolkning,” siger Jeppe Carsce Nissen.

Og det er også langt den mest udbredte teologi i folkekirken om livet efter døden, siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor ved Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, hvis forskning blandt andet kredser om død og opstandelse. For folkekirken bygger på en moderne teologi, hvor man ikke giver færdige og konkrete svar på de store spørgsmål om liv og død.

”I nogle kirkelige traditioner kan der være en tendens til, at man taler om livet efter døden, som var det en genstand, man sad med i hænderne. Sådan er det ikke i en dansk folkekirkesammenhæng. Der skal ethvert udsagn om døden i stedet sættes i relation til den person, det drejer sig om,” siger hun.

Det betyder, at præster typisk fokuserer på, hvordan den døende selv forestiller sig sin fremtid efter døden. Dermed ikke sagt, at teologien kan rumme en hvilken som helst forestilling om livet efter døden, understreger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen. For døden skal ifølge kirkens bekendelser tolkes inden for nogle rammer, der hedder forsoning, tilgivelse, gensyn og nyt liv.

”Men hvis det fører så langt, at præsten siger til en døende, hvad der sker efter døden, nærmer det sig et overgreb. Det svarer til, at præsten giver sig til at fortælle hele den døendes livshistorie – og dermed gør krav på at vide bedre end personen selv, hvad personen har oplevet. Ud fra en moderne, nuanceret teologi er det et spørgsmål, præster skal tale med folk om og ikke bare kan give dem svaret på,” siger hun.

Men den teologi kan også føre til, at folkekirken holder evigheden ud i for strakt arm. Det mener sognepræst i Fredenskirken i Aarhus Jacob Holm, der blandt andet har skrevet en bog om Helvede og folkekirken. Han efterlyser en større frimodighed blandt præster til at sætte ord på livet efter døden.

”Vi kan ikke blot afskrive alle forestillinger om efterlivet som folkereligiøsitet. Vi bliver nødt til i en vis udstrækning at komme folks tanker i møde og turde forholde os til de billeder, de bruger om det evige liv,” siger han.

Jacob Holm peger på, at folkekirkens forlegenhed over for efterlivet langt hen ad vejen kan ledes tilbage til teologen P.G. Lindhardt. I 1952 argumenterede han i et epokegørende foredrag på Askov Højskole for, at enhver forestilling om efterlivet blot var illusoriske fantasterier.

”Dengang gav hans opgør god mening. Men i dag er tiden en anden, og vi har brug for at finde et nyt sprog at tale om efterlivet på. For vi kan godt sige noget om, hvad der sker efter døden. Vi kan bare ikke sige noget udtømmende,” siger han.