Dokumentation: Det sagde Jehovas Vidne i retten i Rusland

Kristeligt Dagblad bringer her et uddrag af et vidneudsagn, som det danske medlem af Jehovas Vidner i Rusland Dennis Christensen, tidligere har læst op under retssagen mod ham. I dag blev han idømt seks års fængsel for sin ageren som Jehovas Vidne i Rusland

"Man havde overhovedet ingen beviser på, at jeg ville flygte fra efterforskningen eller fra denne retssag, og min opførsel vidnede om, at jeg er til at stole på. Men alligevel så beholdt man mig i fængslet. Jeg mener, at den eneste grund til dette er, at jeg bekender mig til Jehovas Vidners religion," sagde danske Dennis Christensen, der i dag modtog en dom på 6 års fængsel for at praktisere sin tro i Rusland.
"Man havde overhovedet ingen beviser på, at jeg ville flygte fra efterforskningen eller fra denne retssag, og min opførsel vidnede om, at jeg er til at stole på. Men alligevel så beholdt man mig i fængslet. Jeg mener, at den eneste grund til dette er, at jeg bekender mig til Jehovas Vidners religion," sagde danske Dennis Christensen, der i dag modtog en dom på 6 års fængsel for at praktisere sin tro i Rusland. Foto: Mladen Antonov/AFP/Ritzau Scanpix.

Ærede dommer, jeg har hele tiden i denne sag følt, at jeg er dømt på forhånd. Jeg har aldrig forstået og forstår det heller ikke nu, hvorfor jeg skulle sidde i fængsel under efterforskningen og under denne retssag. Noget, som jeg mener, er magtmisbrug og dybt uretfærdigt.

Ved mine utallige forlængelser af min varetægtsfængsling hørte jeg hver gang det samme – igen og igen. Man gjorde meget ud af at fortælle mig om mine rettigheder, og senere sagde man til mig, at jeg var dansk statsborger, og at anklagen imod mig jo var meget alvorlig, og at jeg kunne jo flygte, og derfor så skulle jeg være i fængslet.

Men alt dette betyder jo, at intet afhang af mig. Ja, jeg er født dansk statsborger, og det har jeg ikke tænkt mig at lave om på, og den anklage, som er rettet imod mig, er alvorlig, men det er jo ikke en anklage, som jeg selv har valgt.

Man havde overhovedet ingen beviser på, at jeg ville flygte fra efterforskningen eller fra denne retssag, og min opførsel vidnede om, at jeg er til at stole på. Men alligevel så beholdt man mig i fængslet. Jeg mener, at den eneste grund til dette er, at jeg bekender mig til Jehovas Vidners religion, og at staten bruger min sag til at skræmme enkelte Jehovas Vidner i byen Orjol og i andre byer i Rusland og til at tvinge dem til at frasige sig deres tro.

Alt dette viser efter min mening, at jeg er dømt på forhånd, og jeg tænkte hver gang på, under disse retssager, hvad skal jeg bruge mine rettigheder til, hvis jeg alligevel er dømt på forhånd.

Allerede i begyndelsen af efterforskningen gjorde FSB (den russiske indlandsefterretningstjeneste, red.) mig opmærksom på, at jeg ikke havde nogen fremtid her i Rusland. En medarbejder i FSB, Poljakov Mihrail Sergeevich, sagde til mig: ”Dennis, det kan godt være, at du er afholdt i Danmark, men her i Rusland har du ingen fremtid, ingen fremtid overhovedet”.

Poljakov sagde, at det var ærgerligt, at jeg ikke samarbejdede med efterforskeren – det vil sige, at jeg ikke erkendte min skyld, faldt ned på knæ og græd og bad om nåde – noget, som de sikkert er vant til i FSB. For hvis jeg samarbejdede med efterforskeren, så ville jeg kun få 3,5 års fængsel. Men da jeg jo ikke ville erklære mig skyldig, så ville efterforskeren skrive det værste om mig i anklageskriftet, og så ville jeg få maksimumstraf.

Derefter afspillede han på sin telefon en videoreportage fra internettet, hvor en journalist kom med mange falske og dårlige udtalelser om mig og om min tro og om den ransagelse, som FSB havde lavet. Denne videoreportage var sikkert et bestilt arbejde fra FSB, da den indeholdt optagelser fra ransagningen – materiale som kun FSB var i besiddelse af.

Da den russiske grundlov paragraf 49 klart siger, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, så mener jeg, at denne opførsel fra FSB’s side er et helt klart udtryk for psykisk terror, noget som de sikkert gør tit brug af i FSB.

Så ja, ærede dommer, jeg har hele tiden følt, at jeg er dømt på forhånd, og at intet afhænger af mig.

Under denne retssag har jeg mange gange hørt om ekstremisme, men helt ærligt, så har jeg svært ved at se og forstå, hvordan alt dette har noget med mig at gøre eller med andre fredelige Jehovas Vidner.

Nogle mennesker kan måske ikke forstå Jehovas Vidner og det, som de fortæller andre ud fra Bibelen. Måske føler nogle, at det afviger fra det, som man er vant til at høre om Gud. Men det er jo ikke ekstremisme at fortælle andre om det, der står i Guds ord og at hjælpe dem til at forstå det, som er skrevet i denne bog – tværtimod, så er det et udtryk for kærlighed og omsorg til ens næste.

Jehovas Vidner holder meget af Bibelen og tror på, at den er som et brev fra en kærlig far til hans børn. Fra Gud til alle os mennesker. Via Bibelen kan man lære om Gud og om hans hensigter. Bibelen fortæller, at Guds navn er Jehova. Dette navn forekommer i originalteksten mere end 7000 gange, og det er et bevis på, at Gud ønsker, at vi skal bruge hans navn. Hans navn Jehova betyder – ”jeg bliver den, som jeg ønsker at blive”. Hvilket betyder, at intet kan stoppe ham i at udføre sine hensigter eller i at hjælpe dem, der elsker ham af hele deres hjerte. Jesus sagde også i bønnen Fadervor: ”Lad dit navn blive helliget”:

I Bibelen står der, at det kun er Gud, vi skal tilbede, da han er skaberen af alt, og fordi det kun er ham, som er den almægtige Gud.

Jesus Kristus er ikke Gud, men Guds søn. Han blev af Gud sendt her til jorden for at forkynde om sandheden, lære os om sin himmelske far og for at give sit liv som et genløsningsoffer for alle os mennesker.

At tro på Jesus er meget vigtigt, da han er vor frelser, og han viser os vejen til det evige liv, han er dog ikke Gud, men Guds søn. Han er et perfekt eksempel for os mennesker og viste os, hvordan man bør opføre sig over for andre mennesker, og hvordan det er bedst at leve sit liv.

Jesus lærte os alle, i bønnen Fadervor, at bede: ”Lad dit rige komme”. Guds rige er en himmelsk regering, som består af Jesus som konge og hans 144.000 medregenter, om dette står der i Bibelen.

Guds rige er det instrument, som Gud bruger til at rense jorden og til at omdanne den til det paradis – som var i begyndelsen, og til at hjælpe menneskeheden frem til fuldkommenhed. Under Guds styre vil sygdom og død blive fjernet, og alle mennesker vil underordne sig Guds love og leve i fred med hinanden. For mange lyder alt dette måske som utopi, men jeg vil gerne understrege, at alt det står i Bibelen, og det er ikke noget, som Jehovas Vidner har fundet på.

Religionsretten i Orjol har likvideret den lokale religiøse organisation Jehovas Vidner ”Orjol”, som er et juridisk ansigt, og som størstedelen af Jehovas Vidner i byen Orjol ikke har nogen tilknytning til, og som jeg heller ikke har haft nogen tilknytning til. Men FSB har opfattet denne retsbeslutning som en lov, der forbyder mig at tro på Gud, og som forbyder mig at drøfte min tro med andre mennesker. Denne forståelse, som FSB har, er i modstrid med den russiske grundlov. Der er ikke nogen lov eller retsbestemmelser, som forbyder nogen at være Jehovas Vidner, eller som forbyder nogen at dele Jehovas Vidners overbevisning med andre, eller som forbyder Jehovas Vidner at tale sammen om Bibelen og om andre åndelige spørgsmål. Sådanne love og retsbestemmelser findes ikke, og derfor har jeg ikke brudt nogen som helst lov eller foretaget mig noget som helst ulovligt.

Jeg erkender mig ikke skyldig, og jeg mener, at anklagen imod mig er ulovlig. Menneskeretten til at udøve sin religion er nu blevet erklæret ekstremistisk. Jeg forstår overhovedet ikke, hvordan man kan se noget kriminelt i mine handlinger.

Desværre så gentager historien sig. I Sovjetunionen sad Jehovas Vidner også i fængsel. De blev beskyldt for at være antisovjetiske, kun fordi de bekendte sig til Jehovas Vidners religion.

Her i Rusland, i år 2019, sidder Jehovas Vidner nu igen i fængsel. De bliver forfulgt og beskyldt for at være ekstremister, kun fordi de bekender sig til Jehovas Vidners religion.

At kalde Jehovas Vidner for ekstremister er totalt latterligt og har intet med virkeligheden at gøre. Som eksperten Ivanenko sagde under denne retssag, er der intet hos Jehovas Vidner, som overhovedet lugter af ekstremisme.

Disse handlinger og beskyldninger mod Jehovas Vidner er en direkte trosforfølgelse og et forsøg på at udrydde denne religion i Rusland, og man prøver på at skjule dette ved at bruge kampen mod ekstremisme som et dække.

Jehovas Vidner er fredelige mennesker, der ønsker det bedste for alle. De er ikke voldelige og opildner ikke til had imod andre. De udgør ikke nogen trussel imod samfundet, tværtimod prøver de at opføre sig ærligt, at overholde landets love, betale skat, holde byen ren og at hjælpe deres naboer og andre mennesker, så godt som de nu kan.

Det er sørgeligt, at historien nu gentager sig igen, og sådan burde det ikke være her i det 21. århundrede i et demokratisk retssamfund.

Ærede dommer, De kan stoppe alt dette og sørge for, at historien ikke gentager sig. Det er ingen hemmelighed, at Deres beslutning vil danne præcedens og have betydning for mig, men også for alle de andre 175.000 Jehovas Vidner, der bor her i Rusland. Jeg beder Dem derfor om, at De undersøger beviserne, at De følger deres samvittighed og sørger for, at retfærdigheden sker fyldest.

Som den russiske præsident, Vladimir Vladimirovitj Putin, sagde for nyligt, er det fuldstændig absurd at forfølge Jehovas Vidner, og det vil han tale med retsformanden af Ruslands højesteret om.

Ja, det er fuldstændigt absurd at forfølge Jehovas Vidner – det er jeg enig i og derfor, ærede dommer... Den eneste beslutning i denne sag, som jeg vil være enig i, det er: Frifindelse, løsladelse, at få en undskyldning og en erstatning. Med mindre er jeg ikke tilfreds!

Anklagerne ønsker, at jeg skal få 6,5 års fængsel, men for hvad – for ingenting!

6,5 års fængsel for at være et ærligt menneske, der overholder landets love, for at være et troende menneske, der elsker sin næste som sig selv, for at være en god nabo, der var med til at bygge en legeplads til børnene.

6,5 års fængsel for at være et Jehovas Vidne, der holder af det russiske folk, for at betale skat og være lovligt registreret som selvstændig erhvervsdrivende, for aldrig at have udført nogle kriminelle handlinger.

6,5 års fængsel for at deltage regelmæssigt i at gøre byen rent, for at holde af Rusland og dets kultur, for at overholde og gøre brug af paragraf 28 i den russiske grundlov (religionsfrihed, red.)

6,5 års fængsel for ingenting – det er bestemt ikke retfærdigt! Tværtimod er det fuldstændigt tåbeligt og vanvittigt.