Det var en usædvanligt mild vinter i 2007, og det fik klimaforandringerne på dagsordenen. Dengang var Steen Skovsgaard biskop over Lolland-Falsters Stift, og en dag under den milde vinter fik han et opkald fra en journalist fra nyhedsbureauet Ritzau. Journalisten ville vide, om det usædvanlige vejr kunne være et tegn fra Gud. Et tegn på, at enden var nær.
Der var kun ét teologisk forsvarligt svar at give, mente Steen Skovsgaard. Så han svarede: ”Måske.”
Artiklen blev bragt, og Steen Skovsgaard fik hurtigt øgenavnet ”dommedagsbiskoppen”. Han blev gjort grin med og kritiseret i flere af de store medier. Men hvis man spørger ham i dag, om coronapandemi, terror og klimakrise kan være tegn på dommedags ankomst, er hans svar det samme: måske.
”Det står jeg egentlig ved. Selvom jeg ikke personligt går og tolker tidens tegn, så har jeg i hele min tid som præst haft en stærk nærforventning. Det er da også en umistelig del af den kristne trosbekendelse, at Jesus skal komme igen. Og jeg har altid tænkt, at Jesus kan komme igen, inden jeg dør. Måske i næste uge, måske om flere år,” siger den tidligere dommedagsbiskop, der nu er dommedagsforsker. Han afleverede i oktober en ph.d.-afhandling om forståelsen af dommedag i kristendom og islam.
Men hans forhold til dommedag går endnu længere tilbage. Den første prædiken, han nogensinde holdt som teolog, var ud fra søndagens tekst, hvor Jesus taler om de sidste tider. Det var i midten af 1970’erne, hvor han i Elsted og Elev Kirker ved Aarhus fik den ilddåb som prædikant at skulle udlægge Jesu profeti om, at der vil være tegn i sol og måne og stjerner, og at mennesker skal gribes af angst, og himlens kræfter skal rystes forud for dommedag.
”Dommedagsbeskrivelserne i Bibelen er næsten alle præget af dette skræmmende billede af naturkræfters rasen og bebudelse om dom. Men som man også ser i denne tekst, bør dommedag for kristne også være forbundet med stor glæde. Jesus siger til disciplene, at de skal løfte deres hoveder, når de ser tegn på dommedagens ankomst. For det betyder, at deres forløsning nærmer sig,” siger Steen Skovsgaard.
De seneste tre år har han beskæftiget sig med, hvordan kristne og muslimer fortolker dommedag. Her er netop elementet af glæde og forløsning i mange kristnes tanker om dommedag det, der adskiller.
I sin afhandling beskriver Steen Skovsgaard en samtale, han havde for år tilbage med en imam fra Grimhøjmoskéen i Aarhus.
”Han sagde, at der ikke går en time, hvor han ikke tænker på dommedag. Han grunder hele tiden over, om Gud vil tilgive ham, når dagen kommer. Jeg sagde, ’Sådan har jeg det overhovedet ikke. Jeg glæder mig til dommedag’. Det sagde jeg, fordi mødet med vores dommer samtidig er et møde med vores frelser. Men for muslimer, er det en anderledes alvorlig situation. I deres fortolkning skal de på dommens dag stå nøgne, alene og forsvarsløse foran Allah, hvor deres gerninger i livet vil blive opgjort.”
Mens muslimerne i høj grad forholder sig til dommedag med frygt og alvor, er det for kristne med en blanding af både glæde og alvor, man ser frem til den yderste dag. I nyere tid er der dog tendens hos mange kristne til at nedtone alvoren i det, og det er en skam, mener Steen Skovsgaard.
”Her kan vi lære af muslimerne. Glæde og alvor hænger meget fint sammen, og det gør frygt og glæde for den sags skyld også. Glæden skal ikke være letbenet, men skal sættes i relief med alvoren. Kvinderne løb fra Jesu grav med både frygt og glæde. På samme måde er det naturligt, at dommedag er forbundet med frygt og glæde.”
Men det vigtigste er glæden, tilføjer han. Kristne kan vente på dommedag med glædelig forventning, ligesom Luther, der kaldte det ”den kære dommedag”. Og som digterpræsten Kaj Munk, der i en adventsprædiken over søndagens tekst delte en oplevelse, som Steen Skovsgaard holder meget af. Han sagde:
”For en 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på en gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen? Det viste sig nu senere, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo ad mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for. Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv.”
På samme måde vil den tidligere biskop ikke le ad sig selv over, at han stadig ikke vil afvise tegnene i måne og stjerner, pandemi og terror som tegn på dommedag. Han kalder det i stedet for en naturlig del af livet som kristen.
”Nu er vi i adventstiden, der handler om forventningen om Jesu komme. Og ja, det er latterligt, når folk forudser jordens undergang, og det så ikke sker. Det er måske også derfor, at folk griner ad mig, når jeg ikke vil afvise, at vi er i de sidste tider. Men forventningen om Jesu genkomst er afgørende for den kristne tro. Det bliver vi mindet om i adventstiden.”