Jesus har aldrig sagt, "Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig", selvom det står i Bibelen.
Det mener domprovst ved Stockholms domkirke Hans Ulfvebrand, som betragter de berømte ord fra Johannes-evangeliet som noget, forfatteren har lagt i munden på Jesus.
”Den påstand svarer til, at jeg siger til min hustru, ’du er den fineste i verden’. Det siger jeg i et kærlighedssprog til hende, men jeg kan ikke vide, om hun er den bedste i verden,” siger domprovsten til dagen.se.
Domprovsten har skabt debat, efter at han sammen med fire præster fra domkirken i Stockholm forleden spurgte i et indlæg, om den svenske kirke har modet til at proklamere, ”at jøder, kristne og muslimer vandrer mod den samme Gud, hver på sin måde”.
Det skete i anledning af 90-året for et internationalt tværkirkeligt møde i Stockholm arrangeret af daværende ærkebiskop Nathan Söderblom, som proklamerede, at ”der findes mere end én vej til Gud”.
”Hvis vi i den svenske kirke mener, at spiritualitet og tilbedelse er vigtigt for mennesker, er vi så parate til at åbne vore kirker om fredagen, så muslimer uden eget bønnerum kan få lov til at bede dér,” spørger præsterne i indlægget.
En lignende debat i Danmark førte for fem år siden til, at Dansk Folkeparti krævede daværende biskop over Århus Stift Kjeld Holms afgang, da han og en række præster proklamerede, at andre religioner kunne føre til Gud.
Debat: Er du enig eller uenig i præsternes synspunkter, så klik her og deltag i debatten i Kristeligt Dagblads Facebook-gruppe. Husk den gode tone!
Også i Sverige har domprovstens og præsternes udsagn affødt voldsomme reaktioner.
”Forrædere!!” skriver en læser, Mikael Persson, i en debattråd på dagen.se.
”Hele kirkens eksistens har haft Kristus som fundament, og når I nu afviger fra det ståsted, skal jeres ansættelse straks bringes til ophør.”
Biskop over Stockholms Stift Eva Brunne giver domkirkepræsterne sin fulde opbakning. Hun mener heller ikke, at Jesus behøver at være den eneste vej til Gud for alle.
”For mig er Jesus min vej til Gud. Jeg er heldig nok til at tro på Jesus. Men jeg ser, at andre, som har en anden tro, også har et gudsfællesskab. Hvem er jeg så til at sige, at det er forkert?”
Er du enig - eller helt uenig - i præsternes synspunkter, så klik på kommentarfeltet nedenfor og deltag i debatten i Kristeligt Dagblads Facebook-gruppe. Husk den gode tone!
Kristendommen har ikke patent på den rette tro på Gud, mener en svensk domprovst. Er du enig?
Posted by Kristeligt Dagblad on Thursday, 20 August 2015