Domstol: Sharia-lov har ikke forrang over græsk lovgivning

I en principiel sag fastslår Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, at religionsfrihed ikke kan tilsidesætte national græsk lovgivning

Sharia-lov i Grækenland diskriminerede en kvindes rettigheder. Sådan lød en dom i onsdags fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Den principielle sag handler om den 67-årige kvinde Molla Sali, der er græsk muslim. Hun havde lagt sag an mod den græske stat, fordi landet ifølge en gammel aftale med nabolandet Tyrkiet fra 1920 i Sevres-traktaten og igen i Lausanne-traktaten i 1923 havde accepteret, at sharia-lovgivning havde forret over græsk lov for muslimske græske borgere fra Thrakien-provinsen i eksempelvis arvesager.

For Molla Sali betød det, at selvom hun ifølge sin mands testamente skulle havde arvet alt efter ham ved hans død i 2008, besluttede en sharia-domstol, at hun kun skulle have en fjerdedel. Det var Molla Salis egne svigerinder, der gik til den lokale mufti for at få, hvad de mente var deres andel af arven efter deres bror.

Molla Sali gik til de græske domstole, vandt de to første gange, men tabte i tredje instans, hvorfor sagen blev indbragt for Menneskerettighedsdomstolen.

Selvom Molla Sali og hendes afdøde mand er muslimer, konkluderer de 17 dommere i Strasbourg, at Molla Sali er udsat for diskrimination, fordi sharia-domstolen stiller hende dårligere end andre græske borgere i en tilsvarende situation.

”At nægte medlemmer af en religiøs minoritet retten til frivilligt at vælge og drage nytte af den almindelige lovgivning svarer ikke kun til diskriminerende behandling, men er også et brud på et af de afgørende områder, når det gælder beskyttelse af minoriteter, nemlig retten til frit at vælge sin egen identitet,” hedder det i en pressemeddelelse fra Menneskerettigheds- domstolen.

Domstolen slår derfor også fast, at end ikke de to traktater fra 1920 og 1923 gør det acceptabelt at give medlemmer af en religion særlige rettigheder til at skabe deres eget juridiske system, som ikke gælder for alle landets borgere.

Selvom det er en græsk sag, har den britiske kristne organisation Christian Concern været med til at støtte sagen ved Menneskerettighedsdomstolen.

”Mange muslimer føler sig presset til at følge sharia-afgørelser, og de er ikke klar over, hvad deres rettigheder er under national lovgivning,” siger direktør Andrea Minicello Williams i en kommentar til dommen.

Som det fremgår af afgørelsen, er Grækenland det eneste europæiske land, som har været villig til at lade sharia-lovgivning gælde for nogle af landets borgere.

Siden sagen er rejst, er den græske jura dog blevet ændret, så islamisk lovgivning ikke gælder i sager om arv og forældremyndighed.88