Det var lang tid før vort århundredes tv-debatter, hvor alle taler i munden på hinanden. Dengang, for et par tusinde år siden, foregik det i Salomos Søjlegang. Tempelpladsen i det daværende Jerusalem var omgivet af overdækkede søjlegange, hvor der blev undervist og diskuteret, og det altså også i Salomos Søjlegang langs templets østmur. En vinterdag, fortæller Johannesevangeliet, slog jøderne her ring om Jesus og krævede klart svar: ”Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.” Er Jesus den i jødedommen så længe ventede Messias – altså Kristus?
Jesus henviser til de gerninger, han gør ”i min faders navn” og tilføjer, at ”mine får hører min røst”. En af dem, der hørte røsten, var den verdensberømte russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-1881). For Dostojevskij blev Kristus svaret på hans dybeste tro, og for Ole Morsing – lektor i idéhistorie ved Aarhus Universitet – blev Dostojevskij en indgang til den folkekirke, han som ung ellers havde svært ved at finde interesse i og komme på talefod med.
”Sammen med en kammerat gik jeg som 18-20-årig i begyndelsen af 1970’erne i kirke i Odense en syv-otte søndage, og hver gang i en ny kirke, for at finde ud af, hvad det nu var for noget med denne kristendom, og hvad det vil sige at tro. Vi var hver gang de eneste under 60 år (bortset fra, når der var barnedåb). Når der var mulighed for det, gik min kammerat altid til alters. Det gjorde jeg aldrig, og i det hele taget førte disse kirkegange ikke til noget, som åbnede mine øjne for kristendommen.”
Det ændrede sig imidlertid, da han begyndte at læse Dostojevskij, og ”måske endnu mere, Kierkegaard”.
”På en eller anden måde, må denne læsning have virket opbyggelig, og siden har jeg aldrig sluppet interessen i at forholde mig til, hvad det vil sige at tro, hvor jeg er meget bevidst om, som Kierkegaard skriver, at det ikke handler om at tro på Gud, men tro i kraft af Gud. Sagt på en anden måde: Tro er ikke en præstation fra menneskets side, men en gave fra Gud.”
Når tvivlen rejses i Johan- nesevangeliet, henter Ole Morsing svar i Dostojevskijs ”trosbekendelse”, som han formulerer i et brev i 1854, og ”som netop knytter an til Kristus og ikke til den, for i hvert fald nogle, mere abstrakte Gud”. Dostojevskij fastslår her, at:
”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.”
Ole Morsing tager tråden op:
”Næsten 20 år senere dukker ordene, lidt anderledes formuleret, op igen i romanen ’De besatte’ (i den nyeste oversættelse ’Onde ånder’) i en diskussion mellem to af romanens personer: ’Hvem var det, der engang sagde til mig: ’Selvom man ville give mig det matematiske bevis for, at Kristus ikke er hele sandheden, ville jeg vælge at gå med Kristus fremfor med sandheden?’. Var det ikke Dem? Var det ikke Dem?’”
”Hvorefter der opstår en voldsom diskussion om, hvordan man skal forstå Kristus. Den ene person ser Kristus som en, der lever blandt løgnere og døde for en løgn, og derfor benægter han, at Kristus kan være sandheden. Den anden person er derimod klar til at acceptere Kristus, selvom det betyder, at han skal benægte sandheden. Jeg nævner denne diskussion, fordi det her præcis diskuteres, hvad der menes med de afsluttende ord i dagens tekst: ’Jeg og Faderen er ét’. Den person, som benægter, at Kristus kan være sandheden, taler ud fra, at Kristus må være det, vi kalder en ’menneske-gud’, mens den anden person vil insistere på det, vi kalder for ’gud-mennesket’.”
”Det man så kan diskutere er, om ikke også den person, der på trods af sandheden – ligesom Dostojevskij – vil holde fast i Kristus, udviser en religiøs tvivl, fordi han opstiller en modsætning mellem Kristus og sandheden. For i så fald tror han i det højeste på Gud og det endda ikke som meget andet end en form for idealistisk drøm – og så er vi tilbage ved ’menneske-guden’, og der er ikke – sagt med Kierkegaard – tale om tro i kraft af Gud.”
”Eller rettere: Det er jo netop, hvad Dostojevskij diskuterer i hele sit forfatterskab.”
Hele livet var Dostojevskij dybt optaget af religiøse spørgsmål, og han skriver sin ”trosbekendelse” i brevet fra 1854 efter først at være dødsdømt, og siden – da straffen blev ændret til fængsel – at have tilbragt over fire år i tugthuset, og han skal nu tilbringe fire år i et strafferegiment som soldat i Sibirien. Dostojevskij blev dømt som medlem af en oprørsgruppe, en hemmelig studiekreds, der ville omstyrte det russiske kejserdømme.
I stedet for midt i al denne menneskelige ulykke, han udsættes for, at opgive sin tro skriver Dostojevskij, at han netop finder troen, ”fordi man i ulykken får en klarere erkendelse af sandheden”.
Samtidig betegner han sig selv i brevet som et ”tvivlesygens og mistroens barn”, som længes efter troen: ”En længsel, der er desto heftigere, jo flere beviser jeg finder mod troen.”
”Alligevel skænker Gud mig undertiden øjeblikke af fuldkommen ro, og i sådanne øjeblikke har jeg formuleret min trosbekendelse. Jeg tror, at der intet skønnere findes, intet dybere, intet så dragende, intet så sandt, så klogt, så modigt og så fuldkomment som Jesus Kristus.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville prædike ud fra, hvad jeg allerede har sagt om Dostojevskij, og koble det sammen med nogle ord fra det tredje af De Ti Bud, det om, at vi skal holde hviledagen hellig (se næste spørgsmål).
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?
Man kan ikke vælge et bestemt af De Ti Bud, da de jo tilsammen så at sige er indbegrebet af, hvad man kan kalde etik – eller som nogle af os siger på ”Idéhistorie”: ”Hvad skal vi med etiske teorier, når vi har De Ti Bud?”. Dog vil jeg pege på det tredje bud, ”Du skal holde hviledagen hellig”. Konsekvensen af hviledagen er jo, at her træder muligheden for at forholde sig til det ansvar ind, som bærer livet.
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
Livgivende i kraft af en god prædiken, som formår at aktualisere Jesu ord.
Hvordan er dit gudsbillede?
Det står hverken mejslet i sten eller tænkning. Jeg er enig, når Dostojevskij lader sit undergrundsmenneske – i fortællingen ”Kældermennesket” – sige, at det med at tro på Gud i hvert fald ikke har noget at gøre med, at to gange to nødvendigvis altid er fire.